Bag enhver fortælling gemmer sig en ny – Hernán Rivera Letelier PIGEN DER FORTALTE FILM
Fiktionen løfter filmfortællersken og hendes publikum til nye højder. Det samme gør sig ikke gældende for læseren, desværre, men Leteliers metabog rummer fine filosofiske kvaliteter.
Citat
Uden at skænke det mange tanker var jeg blevet deres illusionsmager. En fortællerske, der kunne trylle historier frem, som vores nabokone sagde. Mine filmfortællinger hentede dem ud af det udsigtsløse hul i jorden, som ørkenen var, og bragte dem til forunderlige verdener fulde af kærlighed, drømme og eventyr, om så blot for en stund. I stedet for at se dem projiceret op på et biograflærred gav mine fortællinger plads for, at enhver kunne forestille sig disse verdener, som de havde lyst til.
Filmfortællersken, María Margarita starter sin karriere i et blikskur i Atacama-ørkenens trøstesløse landskab. Som tiårig opdager hun sin evne til at genfortælle film så levende, at hun på nærmest magisk vis fremmaner technicolor og bredformat for sit publikums indre blik. Hun fortæller også til os, læserne, om livets gang i den landsby, hvor hun vokser op i 1960’ernes Chile.
Familien har ikke mange penge, faren er invalid, moren er løbet hjemmefra, og María Margarita og hendes fire ældre brødre må tage sig af alle de huslige pligter. Salpeterværket, hvor de bor, har som eneste underholdning en biograf, og farens store kærlighed til film byder ham at skrabe penge sammen til én billet, når biografen viser en film, der fanger hans interesse. Selv er han lam fra livet og ned, så da María Margarita har demonstreret sine uforlignelige evner til at gengive filmenes univers, bliver det hende der tager turen hver gang. Filmfortællersken María Margarita får snart skabt sig et navn i den lille landsby. Hun bliver midtpunktet for de fattige indbyggeres eskapisme.
Virkelighedsflugten er tiltrængt i det lille samfund, som i den korte roman bliver billedet på et land, der lider under koloniseringens eftervirkninger. Den sociale ulighed er stor, og den menneskelige armod skaber grobund for grumme udnyttelser, som María Margarita får at føle på egen krop. Filmfortællingerne er ikke bare opium for masserne, men en måde for María at konstruere en identitet, som løfter hende ud af elendigheden og giver hende et værd i verden.
Det er fortællingens konstruktive element, der bærer PIGEN DER FORTALTE FILM. Der er en gennemgående metarefleksion over fortællingens rolle i det, vi kalder virkelighed. I Leteliers roman er fortællingen en måde at håndtere virkeligheden på, men den er også et tragisk element, som peger på en pointe om historiernes flygtige størrelse. Det kommer til udtryk i Marías erindringer om sin mor:
– Billederne af de få lykkelige øjeblikke sammen med hende blev med tiden uhjælpeligt udvisket af min erindring som scener fra en gammel film.
Fordi Marías mor er stukket af, består Marías forhold til hende udelukkende i fortællingerne – både hendes egne erindringer, men også landsbyboernes sladder. I dette net af fortællinger blandes erindringerne sammen med scener fra film, og María kan vanskeligt skelne faktiske hændelser fra de ting, hun har oplevet i biografens mørke.
Leteliers fiktionsrefleksioner leder mine tanker hen på en anden af Sydamerikas litterære stemmer, argentineren Jorge Luis Borges. Ligesom hos Borges er selve det at fortælle i centrum. Vores virkelighed er ligeså meget gjort af de ting vi fortæller, som af de stoflige ting, vi omgiver os med. PIGEN DER FORTALTE FILM skaber en skærende kontrast mellem de to former for virkelighed.
Fortællingerne ligger i lag, men sammenvæves ikke. Der er Marías fortælling til os, og der er de film, hun fortæller til sit publikum. Til os fortæller hun at hun fortæller film. Hun fortæller hvordan hun efterligner stemmer, skaber kostumer og rekvisitter og hvordan hun under biografturene udvikler sin fotografiske hukommelse. Det er kronologisk, opremsende og pragmatisk. Som læsere bliver vi aldrig lukket ind i den magiske verden, som hun fremtryller for sit publikum. Vi efterlades uden for blikskuret og bliver først lukket ind, når klapsalverne tager over.
Det gør Marías fortælleevner mindre troværdige. Jeg savner, at magien fra Marías filmfortællinger flyder ud i Leteliers fortælling, og at sammenvævningerne mellem de to fortællelag i højere grad bliver udtrykt i sproget, fremfor prosaisk at blive beskrevet. Det er lidt som at læse regibemærkningerne i et manuskript, men aldrig se billederne udfoldet på lærredet.
Ikke desto mindre er PIGEN DER FORTALTE FILM en fin lille roman om fortællingens kunst. På en måde er den en litterær teoribog om fortællingens anatomi, og om fortællingen som en identitetsbærende størrelse. Og det er da egentlig ret fantastisk at så mange fortællinger kan ligge i så kort en bog.
