Bag klovnens maske, bag menneskenes lyde – Peter Høeg DEN STILLE PIGE
Endelig – efter 10 års tavshed – er Peter Høeg igen på banen med en ny roman. Vi, der har ventet med spænding på denne, kræver intet mindre end et mesterværk. Og heldigvis lykkedes det næsten Peter Høeg at leve op til disse urimelige forventninger.
Citat
Den store polske nonne Faustina Kowalska havde engang sagt, at hvis bare ens bøn er dyb nok, kan man indrette sig komfortabelt i helvede. Kasper havde altid tidligere tænkt, at det var fordi helgeninden aldrig havde været i Glostrup. Nu havde han boet her i seks måneder. Og han var kommet til at elske det.
Han elskede grillbarerne. Jitterbuginstitutterne. Grupperne af HA-supporters. Ligkistemagasinerne. Medisterpølserne i slagterbutikkerne. Discountforretningerne. Det særlige lys over villahaverne. Den eksistentielle sult i de ansigter han mødte på gaden, sulten efter en mening med tilværelsen, han kendte den fra sig selv. Og af og til gjorde den genkendelse ham naturstridigt lykkelig. Også nu, på afgrundens rand. Han stod af på Glostrup Hovedgade, urimeligt lykkelig, men meget sulten. Det kunne ikke blive ved med at gå. Selv Buddha og Jesus havde kun fastet tredive-fyrre dage. Og bagefter sagt, at så var det heller ikke sjovere.
Fortællingen i DEN STILLE PIGE udspiller sig over et par dage i april, i et København der er oversvømmet. Vores hovedperson er Kasper Krone, som er cirkusklovn og beriget med en fantastisk hørelse. Han bliver opsøgt af den unge pige KlaraMaria, der er blevet bortført. Og så begynder den hæsblæsende historie – Kasper Krone skal redde denne unge pige fra farlige mænd i jakkesæt, og det kommer til at koste blod, sved og penge.
Det særlige ved Kasper Krone er hans evne til at høre lyde i og bag mennesket og byen. Denne egenskab gør både ham og selve romanen til noget særligt, og den er tilmed beskrevet så troværdigt, at man ikke tvivler på, at Kasper Krone faktisk kan høre på kirkeklokkerne i baggrudnen, hvor kvinden, han taler i telefon med, befinder sig. Han kan også høre, at kvinden ligger i sengen sammen med en mand. Og at hun har tømmermænd efter for meget sake. Det er opfindsomt, og det fungerer rigtigt godt.
DEN STILLE PIGE er præget af handlingsmæssigt vildskab, sproglig skønhed, musik, namedropping og storslåede øjeblikke. Kasper Krone kommer ud på en vild tur gennem et København, der er koldt og mørkt og en fortid, der er præget af succes, kærlighed og ensomhed. Peter Høeg tegner et nuanceret billede af Kasper Krone, en cirkusklovn, der både er intellektuel, morsom, modig og fræk. Mest af alt er han én, der handler hurtigt, og det høje tempo er kendetegnende for romanen.
Peter Høeg fremstår ikke som en venlig fortæller. Han tager ikke sin læser i hånden, men lader i stedet læseren suse rundt efter Kasper Krone i noget, der til tider kan minde om blind forvirring. Det er sommetider svært at finde ud af, hvor vi er, og hvordan vi kom dertil. Det er dog det eneste minus ved DEN STILLE PIGE – den actionpræget handling og den evigt flygtende Kasper Krone. Han virker til tider som en Indiana Jones, og spørgsmålet er, om ikke DEN STILLE PIGE ville have fungeret bedre med en mere rolig hovedperson eller en mere reflekteret fortæller.
Det er måske på grund af det vilde tempo, at de øjeblikke, hvor Kasper Krone er omgivet af noget hverdagsagtigt og kendt, bliver helt særlige. Her kan man som læser ånde lettet op og finde pusten igen, og heldigvis er der masser af disse scener. Det sker bl.a. da Kasper Krone er hjemme hos sin ex-kærestes forældre, det opleves, når han tænker tilbage på barndommen i cirkusset, beskrivelsen af hans mor og hans hverdag i Glostrup. Det er fine og rørende beskrivelser af mennesker og steder, og de er skrevet med så sproglig en energi og så stor en hengivenhed til det nære, at de fremstår som enestående perler i denne hastigt fremadløbende krimi.
I det hele taget er Peter Høegs sprog spændstigt, levende og skarpt. Hans brug af billeder og humor gør DEN STILLE PIGE til en fornøjelse af de usædvandelige. Han bruger humoren som en befriende kontrast til den højtidelighed, der ellers også findes i romanen. Det er morsomt, at han lader Kasper Krone sidde og skide, da hans daværende kæreste Stine kommer ind til ham på toilettet med en mad i hånden, og upåvirket af Kaspers beskæftigelse fortæller at hun elsker ham. Sådanne kontraster går igen gennem hele romanen, og det virker som om, det er vigtigt for Peter Høeg at vise ømheden og humoren side om side.
Humoren kommer ligeledes til at virke som en kontrast til den spiritualitet, der ligger som en tone gennem hele romanen. Det spirituelle kommer bl.a. til udtryk hos både Kasper Krone og hans chauffør Franz Fieber, der begge konstant har en indre bøn kørende i deres baghoveder. Desuden er omdrejningspunktet i romanen spirituelle steder som Nevskijkirken i København, Østkirken og nonneklostret Rabiastiftelsen. Og endelig er der de utallige henvisninger til Bibelen, Jesus, nonneordner og Buddha. Men interessant nok bliver det ikke for meget, det spirituelle bliver blot et grundlæggende element i DEN STILLE PIGE, som også cirkuslivet og Kasper Krones småliderlige forhold til smukke kvinder er andre vigtige elementer.
Med DEN STILLE PIGE er Peter Høeg endelig tilbage, og denne gang med en farverig krimi, der har hastighed, humor og blod på siderne, men som heldigvis også indeholder varme, dybde og sproglig skarphed. Den maner til eftertænksomhed. Det er en virkelig storslået entré, Peter Høeg gør med denne roman.
