Baggesen bestiger Europa – Jens Baggesen LABYRINTEN
Alt fra bjerge, kirker og – i hvert fald i tanken – kvinder, bestiges i Baggesens klassiker, der introducerede den følsomme prosa og indvarslede romantikken i dansk litteratur.
Citat
Nærværende Reise er virkelig en labyrint – eller endnu egentligere: et stykke af den Labyrint, det faldt i min Lod at giennemvandre fra Vuggen til Graven.
I det revolutionære år 1789 begiver Baggesen sig af sted på en rejse ned gennem Europa. Oprindeligt er målet et kurophold ved Pyrmont-brønden grundet digterens skrantende helbred, men snart forskyder målet sig, og turen udvikler sig til en dannelsesrejse i Baggesens forsøg på at finde sig selv.
Om Baggesen så nogensinde fandt sig selv skal her være usagt. I hvert fald færdiggjorde han aldrig sin rejseroman, hvilket formentligt er grunden til at Labyrinten gennem tiden er udkommet i flere forskellige udgaver. Noget, der imidlertid taler denne udgave fra gyldendal til ære, er, at den medtager det manifestagtige og poetologisk vigtige kapitel ‘Forerindring’.
Det er ikke mindst her Baggesens arv fra Rousseau skinner igennem. Lige fra naturdyrkelsen til den særegne hang til fuldkommen selvudlevering, der om noget præger Baggesens indlevende og følsomme prosastil.
Desuden bør netop selve betegnelsen ‘forerindring’ (en blanding af ordene forord og erindring) betones. Ved at benytte denne betegnelse peger Baggesen på, at han gør sig en række kunstneriske valg og overvejelser før han skildrer sin rejseerindring. Romanen er ikke en mimetisk og umiddelbar beskrivelse af rejseoplevelserne. Den er en erindring. Et produkt af en reflekterende, retrospektivt proces og som sådan en kunstnerisk konstruktion.
Således tematiseres selve skriveprocessen igennem hele romanen og Labyrintens labyrint er derfor ikke primært selve den fysiske rejse, men den sproglige konstruktion værket udgør. Sproget i romanen er en refleksion over sprogets væsen og derfor i sig selv labyrintisk. Med alle dets utallige muligheder for associationer og sidespring er sproget nøjagtigt så kompliceret, som det følelsesfulde jegs labyrintiske sjæleliv med dets kraftige humørudslag, fra forceret livsglæde til dyb melankoli.
Disse skiftende sindsstemninger kan ikke undgå at farve sproget. Og for læseren kan det virke voldsomt irriterende, især hvis man f.eks. ikke kan følge Baggesens voldsomme depression over, at han nu igen ikke har fået nogle breve hjemmefra, men det er en naturlig konsekvens af romanens poetik, og en af grundene til, at den med rette i dag kan kaldes en klassiker.
Alt imens dette metapoetiske skriftspor løber gennem romanen, boltrer Baggesen sig i symbolladede bjergvandringer, vin og æstetikerens erotiske overvejelser på sin vej gennem Tyskland, Schweiz og Frankrig. Tilsyneladende også på konstant flugt fra den tomhed og mangel på metafysisk sammenhæng oplysningens revolution også førte med sig, og som til stadighed plager det moderne menneske. Men så længe der findes vin, kvinder (/mænd) og natur – leves, skrives og læses der. Så må vi herfra ønske god rejse – den er turen værd.
