Af | 22. juni 2006

Bagpå nuet sidder evigheden – Peter Adolphsen MACHINE

Skulle en, der ikke vidste bedre, give et signalement af Peter Adolphsen, ville indsunken brystkasse, digitalarmbåndsur og blankslidte cowboybukser med klar aftegning af lakridspastilæske på baglommen helt sikkert være blandt hovedpunkterne. Tag dog ikke fejl: Adolphsen er nok en træmænd med egen besværede måde at sige tingene på, men hans kantede facon er omvendt meget svær ikke at knuselske.

Citat

Den skæbnesvangre stålwire, der afstivede en 8 tommer rørledning på Walker Hollow, bestod af 9 snoede bundter, der hver udgjordes af 9 mindre bundter, hver lavet at 3 enkelttråde. En af disse tråde havde en fabrikationsfejl, hvilket, efter at wiren var blevet spændt op d. 7.2. 1953 og udsat for konstant træk gav en matematisk beregnelig dato for dens overrivning. Der gik 10 år, 1 måned og 19 dage, før ståltråd nr. 2 knækkede. Efter yderligere 5 år og 25 dage sprang en tredje tråd og 2 år, 6 måneder og 14 dage senere røg nr. 4. Denne accelererende proces fulgte sin bane, og efter i alt 7396 dage, d. 9. maj 1973, sprang den sidste af de i alt 243 tråde.

Efter den grotesk pertentlige gennemgang af Ardenneroffensiven i Pablo Henrik Llambías’ efterårsudgivelse, ET UKENDT BARN, kunne man godt forledes til at tro, at højden for ublu maskulin menageri ad absurdum var nået. Det er den imidlertid ikke. Peter Adolphsens nye bog i charmerende mellemformat (> novelle, < roman) lader statistisk materiale og lister af videnskabeligt præciserede etiketter kamme over i en så uhørt grad, at man skulle tro, det var løgn.

Titlen MACHINE refererer i første omgang til en ganske konkret motor i en amerikansk Ford Pinto årgang 1975, i anden til en overordnet kosmisk mekanik og i tredje omgang til denne Adolphsens diminutivt maskinelle skrivetilbøjelighed. Inde i den konkrete motor eksploderer en dag en ganske bestemt dråbe benzin, og dette splitsekund danner udvekslingspunktet for tre skæbnesvangre livsbaner: Én i ”yngre eocæn” for 55 millioner år siden (sic!) og to andre (plus en fjerde indirekte og fortællende en) omkring 1970.

Jeg har intet imod, at MACHINE genbruger strukturen fra tvillingebogen BRUMMSTEIN (2003) i og med den snørklede og knoldede facon, der insisterer på at få skovlen under alle afstikkere, slet ikke er udtømt endnu. Det giver ikke mening at strække MACHINEs handling om benzindråbens metamorfoser diagonalt på tiden ud i et referat. Snarere end handlingen, er det interessante nemlig bogens episke æstetik, hvor begivenheder og personer sammenkittes i en forskydende evighedsstafet af en hel anden orden end små ubetydelige optrin.

MACHINEs episke æstetik eksemplificeres fint i sekvensen, hvor en 243-tråds stålwire springer og kapper højre arm af sagesløse Jimmy, der senere sidder bag rettet i omtalte Ford Pinto, da den specifikke oliedråbe antændes.

Tråd for tråd nærmer ulykken sig, og det spændstige nu bliver udstillet i sin fastlåste determination. Det er netop øjeblikkets hale af fortid, Adolphsen udpinder i sin udknaldede synsvinkel, der med guddommelig sensitivitet observerer alt fra ”aminosyrer til galaksehobe”. Da wiren brister, akkompagneret af ”harpeagtige lyde af stadigt hurtigere springende ståltråde”, fremstår det ulyksalige sekund blot som en bittelille del af en uafvendeligt fremrullende proces.

Adolphsens diktion blænder elegant op og ned mellem det splatteragtigt makabre, det teologisk lærde, det absurd morsomme og det sprogfilosofisk underfundige. Alle svinkeærinderne fører læseren frem til det punkt, hvor den distancerende fetich for facts eksponeres som Adolphsens kejtede håndtering af én ganske simpel og banal sætning: VERDEN ER VIDUNDERLIG.

Når det hele er stuvet sammen så håndværksmæssigt fuldkommet, som tilfældet er med MACHINE, er det faktisk, som forstår man den sætning. MACHINE lukker i mere end én forstand op til hjertekulen, og det er kun virkelig vildt vellykket litteratur, der formår sådan noget.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også