En balance mellem kærlighed og sygdom – Karen Fastrup HUNGERHJERTE


Karen Fastrups HUNGERHJERTE er en gribende autofiktiv roman om at blive diagnosticeret med en psykisk sygdom, om menneskelig skrøbelighed og om et hjerte, der for evigt vil hungre efter intimitet og kærlighed.

Citat

Jeg har længselsfuldt set frem til at få en identitet skænket. Men den diagnose, hun har givet mig, gives til folk uden identitet! Jamen herregud, hvad skal jeg bruge det til? Og faktisk kan jeg sagtens have en identitet, jeg har den bare ikke så længe ad gangen. Jeg er seriel.

Litteraturen kan på mange måder afspejle virkeligheden – også når det kommer til sygdom og død. Og selvom sygdom i litteraturen ikke er et nyt fænomen, er den stadigvæk interessant at beskæftige sig med. I HUNGEHJERTE følger vi Karen, der er blevet diagnosticeret med borderline, og som febrilsk prøver at finde sig selv i sin egen krop. Samtidig forsøger hun også at finde sin nye plads i tilværelsen efter at have været ved siden af sig selv på grund af den psykiske sygdom.

Fra første færd bliver vi præsenteret for livet på psykiatrisk afdeling, hvor Karen fortæller helt åbent og hudløst ærligt om sit sygdomsforløb og livet på Psykiatrisk Center Ballerup. Romanen folder sig ud som en blanding mellem episoder på psykiatrisk afdeling, scener fra hendes opvækst i Sønder Vilstrup i 1970’erne og 80’erne samt fra livet i København før og efter indlæggelsen i oktober 2015.

Forholdet til kæresten Jan er en anspændt affære, og det er først efter adskillige kapitler, vi får at vide, hvad der er sket, og hvorfor hun er havnet på psykiatrisk afdeling. Efter en skæbnesvanger aften sammen med Jans familie kulminerer Karens liv. Det er følelsen af ikke at præstere nok, der får hendes verden til at vælte. Hun føler, at hun ikke længere er god nok. Hun er selv nået frem til den konklusion, at hun blev syg, fik en psykose og gjorde nogle frygtelige ting. Således fungerer romanen som en længere udredning af hendes liv.

HUNGERHJERTE er en roman, der har sat sig fast i mig. Den har boret sig ind i mit sind, hvor det er svært ikke at have medlidenhed med den lidende Karen. Hun har haft en hård opvækst i Sønderjylland, og det føles uretfærdigt, at hun ikke skal have lov til at finde nærvær og intimitet. Bogen er et vindue ind til en verden af psykisk sygdom, diagnoser og alt det, der følger med.

Jeg var en smule skeptisk, da jeg gik i gang, men det skulle vise sig at være en fejlslutning. Det er en bog, der er svær at lægge fra sig. Den er så frygtelig og grotesk, men samtidig også dragende og fascinerende, fordi den fremstår som et tankemylder, som ét stort virvar af Karens kaotiske forestillinger, spekulationer og antagelser om verden omkring hende.

– Jeg er ubeboelig. Kan ikke være i den krop. Men kan ikke komme ud af den. Når jeg raser frem og tilbage, kommer jeg så langt ud af den, jeg kan, helt ud i yderkanten.

HUNGERHJERTE er altså en bevægende fortælling. Den er så virkelighedsnær, at det næsten grænser til det vulgære. Dels fordi den giver indblik i de meget umiddelbare følelser, der opstår i en psykotisk tilstand, men også fordi vi som læsere bliver draget ind i et længere udredningsforløb på psykiatrisk afdeling.

– Jeg er glubsk. Jeg er ikke en del af det menneskelige fællesskab og er nødt til at være på forkant, så jeg ikke forspilder det, jeg kunne have samlet op her og der. Jeg er en køter, jeg snupper lidt, hvor jeg kan, og så er jeg væk igen.

Desuden vil jeg gerne slå et slag for sproget, som på imponerende vis gør Karen i stand til at beskrive sit sygdomsforløb på en utrolig nærværende måde, som det bl.a. kommer til udtryk i ovenstående citat. Sproget er så levende, at man som læser sidder med en følelse af at kunne mærke hårene rejse sig, når hun beskriver, hvordan sygdommen og angsten er et presserende dyr, der æder hende op indefra.

HUNGERHJERTE er en rigtig god bog. De mange beskrivelser af et liv i modvind er enormt dragende, og det giver i særdeleshed stof til eftertanke.

Skrevet af Louise Christensen

Louise (f. 1991) er uddannet cand.pæd. i dansk didaktik fra Aarhus Universitet. Hun er svært begejstret for nordisk litteratur og hylder forfattere som Vigdis Hjorth, Helle Helle og Peter Høgh.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *