Ballerina Violetta kan man aldrig blive træt a’ – Halfdan Rasmussen, HALFDANS DIGTE
Internationalt Rasmussenår. Den folkekære Halfdan Rasmussen ville fylde 90 i år og i den anledning udsendes nu en stor kompilering af hans fine sager. Vi kender ham mestendels for mundrette rim og tossede vrøvleeskapader, men med til historien hører en alvorlig pakke penibel, punktlig og patetisk poesi.
Lad os gå lige til sagen, BØRNERIM fra 1964 og Himpegimpe:
– En lille svirrevip
uden slips og uden flip
sad og sang på en gesims
for en spraglet himstergims
men da gimsen ville pimbe
med en simpel himpegimpe
spirred vippen bort til slut
med en sippet dippedut!
Ikke blot modelleres det reverse persongalleri fra spændstig ukendelighed til reelt vås, fra ’svirrevip’ og ’himstergims’ til ’spirred vippen’ og ’gimsen ville pimbe’, men dertil fremstår de komplet umulige remedier, ’en simpel himpegimpe’ og en ’sippet dibbedut’, yderst selvfølgeligt i al deres uselvfølgelighed. Til trods for denne intrikate dunkelhed, går eksemplariske linier som disse rent ind, ja det ligger ligefor at hævde, at man rent faktisk har forstået dem.
Det er det, Halfdan kan: Bemestre sludderens løbske race, så sludderen gør sig til og lader sig forstå som sludder. Med rytmens enfoldige taktfasthed, der minder om lyden fra en gammel fiskekutter, og rimsmediens utrættelige påholdenhed, der minder om den mere eller mindre tilfældige søgen efter enshed i et spil Memory, tager ’De sjove digte’ stikket hjem. For mig at se, kunne betegnelsen lige såvel have været ’De præcise digte’ eller ’De dygtige digte’, for der ligger noget degraderende og reducerende i ordet ’sjove’, som godt nok får fniset med, men slet ikke den særegne ekvilibrisme, det funklende blanke pokerfjæs, tosserierne serveres med.
Dertil kommer at Halfdan er helt utrolig vidende skribent. Som var HALFDANS DIGTE et leksikon på rimfødder, finder man her alt fra ’Noget om frøkorns spireevne’ til ’Noget om rumfart’. Det er bestemt ikke noget at grine af. Det er ambition og vid. Og faktisk bliver der bandet og svovlet og fortalt bloddryppende og uansvarlige historier i et væk, under kategorien ’bare for sjov’. Svagheden ved isolationen af det sjove, viser sig også ved lillebroderen til ’TOSSERIER I UDVALG ’fra 1960, nemlig ’OG DET VAR DET’ fra 1977, åbenbart ikke er sjov men erindrende?
Opdelingen har sin årsag i den første afdeling af ’tidlige digte’. For overhovedet at få plads til disse ’mindre kendte men storslåede digte’, som de kaldes i pressemeddelelsen, har det været nødvendigt at hegne morskaben inde. Det forholder sig nemlig sådan, at disse tidlige digte fra slut-40’erne er noget for sig. Eller rettere: de er varsomme, dybe og reflektoriske alá Paul La Cour og Harald Herdal. Således er de retteligen ikke noget for sig, men en fad skvulpen fra Heretica, hvorfor den lave kendskabsfaktor har sin simple forklaring derved, at de simpelthen er blevet overhalet indenom af originaliteten og det fandenivoldske i ’De sjove digte’.
I et introducerende essay af Johannes Møllehave er tonen (alt det Haldans digte ikke er) hakkende og ufokuseret og ulidelig mig-og-Halfdan-var-så-meget-bonkammerater-agtig. Sine steder tolker Møllehave endog direkte forkert: ’Men den store stilhed var sandere end alle vitser,’ hævder han rørstrømsk, men HALFDANS DIGTE viser med al tydelighed, at dette skel ikke lader sig sætte uden vold. Den sjove afdeling er mindst ligeså sand som den tidlige – eller som Torben Brostrøm nævner det, i et meget mere gangbart og informerende efterskrift, så er det sådan hos Halfdan Rasmussen, at ’stilhedens stadige tema optræder i en henrivende Ole-Lukøje-version’.
Ja, stilheden er henrivende og det sjove er ganske alvorligt ment. Det fremgår her i (selvportrættet) ’Noget om en kværulant’, som indledes med et rim fra Superligaen:
Ballerina Violetta
kan man aldrig blive træt a’.
Når hun danser
klædt i tyl
kan man dø
for hendes skyld.
Olsen mener dog, lidt kvajet,
at hun tyller sig for meget.
