Og? – Baltazar Castor OG – FORSLAG
OG – FORSLAG spænder over alverdens emner fra sørøveri til stetoskopets opfindelse til kannibalisme og mord. Alligevel er det en spinkel bog, sætningerne forsvinder for hurtigt igen.
Citat
Meningsløshed fylder ballonen med hele eksistensens angst.
Ohøj!
Det er alt, hvad hip hop kalder bling-bling.
Du forholder dig ansvarligt til dig.
Frygt er fragt.
Last i hast.
Angst uden fangst.
Du klarer skærene i dybden.
Humor er let som tid.
Du er en statut.
Et arbejde, en religion.
Paradoksalt nok er du dig.
Baltazar Castor har skrevet en bog på cirka hundrede sider, den handler en smule om næsten alt, så det bliver for meget at nævne det halve – men blandt andet om vestlig historie, Belgisk Congo, Berlinmurens fald, LSD, nogle seriemordere, okkultisme og neglelak. Bagerst i bogen, under overskriften ’Navne’, findes en række portrætter af historiske skikkelser fra Albert Einstein til David Cameron – et par stykker lever altså endnu. Det er både sjovt og uventet, at bogen tilbyder sin læser et sådant minileksikon at slå op i, og jeg synes, at portrætterne er blandt bogens mest vellykkede tekster. De er kulørte, sommetider endda blodige, og langt de fleste er vittigt skrevet, for eksempel det om den russiske mystiker Rasputin (1869-1916), et portræt, der gennem sin karske sans for detaljen fremstiller døden med absurd komik:
– Der spilles sigøjnermusik på en guitar, tales okkultisme, spiritualitet, for grundet hans nej til sukker indtræffer døden for langsomt, hvorfor gerningsmændene henter en revolver for at perforere hans bryst (…) På vej mod jorden snitter han en dinglende epaulet, møver sig i entydige bevægelser op af trappen, ud i gården, snubler i en snedrive for et liggende møde med sin lod.
De historiske personer sættes med navn og årstal ind i tekstkroppen, som så farves og præges af dem, deres tid og de sære ting og artefakter, de er associeret med. Som eksempel fører søstrene Fox, amerikanske spiritualister fra 1800-tallet, ‘plysfarvede suk’, ‘ånders genkomst’ og lyden af tåen i en sko (åndernes beviselige sprog) med sig ind i teksten. Det er de portrætterede, der tilfører teksten dens billeder og indhold. Formelt er OG – FORSLAG bygget op, så der veksles mellem henholdvis kursiverede udsagn, alle henvendt til et tilsyneladende gennemsigtigt og udskifteligt du, og henholdsvis ikke-kursiverede udsagn. Herudover virker det som om, der er meget få regler for teksten. Den kan sige hvad som helst. Det skaber en stor uforudsigelighed, teksten er så fri, at læseren aldrig er i stand til at gætte sig til næste sætning. Men det gør også sætningerne ufarlige. Så snart ét er sagt, kan der siges noget fuldkommen andet. Sætningen bliver konsekvensløs.
Jeg har ikke været rigtig henrykt over at læse Castors OG – FORSLAG; nogle af bogens sætninger kan jeg godt lide, som for eksempel: ’Du fødes med åben mund’ eller ’Efter talefilmens begyndelse beskriver mennesker egne oplevelser som i en film’. De gjorde indtryk på mig, de siger noget om liv og om menneskets forsøg på at genfortælle liv, jeg tænkte over dem, idet jeg læste dem. Men allerede mens jeg læste den næste mere eller mindre gode sætning, var den stærke sætning forsvundet og glemt. Der mangler scener og situationer til at gøre sætningerne betydningsfulde, akutte og levende. Uden det bliver de blot linjer af udsagn i et tomt rum.
Desuden er Castors bog lidt for fuld af rim, der ikke betyder så meget. Hvad siger udsagn som ’Frygt er fragt’, ’Angst uden fangst’ og ’Last i hast’. Og hvorfor rime ’blå’, ’K’ og ’Åh’?
Jeg gad godt se teksten udfoldet på en helt anden måde, i en anden versionering. Måske sætningerne ville få større tyngde, hvis man gav dem mere plads, hvis man lod den enkelte sætning stå alene på siden. Det ville være modigere, og jeg tror, mange af sætningerne ville bære i sig selv. Eller måske udsagnene ville få kraft og betydning, hvis de blev flyttet helt ud af bogens format, hvis de for eksempel blev spillet på en scene; hvis de var sætninger, der udgik fra en krop.
