Banalitetens triumf – Marguerite Duras AT SKRIVE
Marguerite Duras kender litteraturen bedre end de fleste, men mest af alt, kender hun dens yderste grænser.
Citat
Ensomhed betyder også: enten døden, eller bogen. Men først og fremmest betyder det alkohol. Whisky betyder det. Indtil nu har jeg aldrig, virkelig aldrig, så skal jeg huske meget langt tilbage i tiden … har jeg aldrig kunnet påbegynde en bog uden at gøre den færdig. Jeg har aldrig skrevet en bog, som ikke allerede havde eksistensberettigelse, mens den blev skrevet, ligegyldigt hvilken bog det drejede sig om. Overalt. På alle tider af året. Denne lidenskab opdagede jeg her i Yvelines, i dette hus. Endelig havde jeg et hus, hvor jeg kunne skjule mig for at skrive bøger. Jeg ville bo i dette hus. For at lave hvad? Sådan begyndte det, for sjov. Måske kunne jeg skrive, sagde jeg til mig selv. Jeg var allerede begyndt på bøger, som jeg så havde opgivet. Selv titlerne havde jeg glemt. Ikke Le Vice-consul. Den opgav jeg aldrig, det tænker jeg ofte på. Lol V. Stein tænker jeg ikke længere på. L.V.S. lærer ingen nogensinde at kende, hverken De eller jeg. Og selv det, Lacan har sagt om hende, har jeg aldrig helt forstået. Lacan gjorde mig svimmel. Og hans udtalelse: “Hun ved vist ikke, at hun skriver det, hun skriver. For så ville hun gå til grunde. Og det ville være en katastrofe.” Den udtalelse er mig blevet en slags principiel identitet, en “ytringsret”, som er fuldstændig ukendt for kvinder.
Efter omtrent to årtiers dødvande, skyller der nu endeligt Duras-oversættelser ind over det danske, litterære landskab på ny. Gyldendal genoptrykte bestselleren ELSKEREN; Arena oversatte de journalistiske tekster SOMMEREN 80, der er så meget mere end journalistiske, og Forlaget Vandkunsten har de seneste par år oversat ELSKEREN FRA NORDKINA og DÆMNING MOD STILLEHAVET. Senest landede essaysamlingen AT SKRIVE i Lone Bjelkes fremragende oversættelse, og mere er på vej. Den franske forfatter og filmskaber Marguerite Duras virker mere tidssvarende end nogensinde.
Denne titel, AT SKRIVE, kunne, ved første øjekast, mistænkes for at være en art håndbog for forfatteraspiranter. Det er det heldigvis langt fra; der er ikke tale om en egentlig sammenhængende poetik, nej, det at skrive er en rejse ind i det endnu ukendte, en kompromisløs udforskning af eksistensens afkroge.
I samtalebogen DET MATERIELLE LIV, opsummerer Duras en monolog om skriften med ordene: ’Jeg har talt meget om det skrevne. Jeg ved ikke, hvad det er.’ Og heri ligger hele humlen – også i AT SKRIVE, udgivet seks år senere. I stedet kredser Duras om alt det, der omgiver skrivningen, dens forudsætninger; hun erindrer huset, haven, alkoholen, kroppen, døden, tavsheden, natten, skammen, men først og fremmest ensomheden:
– Man finder ikke ensomheden, man skaber den selv. Ensomhed skaber sig selv. Jeg skabte den. Fordi jeg besluttede, at det var i det hus, jeg skulle være alene, at jeg skulle være alene for at skrive bøger. Det var sådan, det gik til. Jeg var alene i det hus. Jeg lukkede mig inde i det – jeg var selvfølgelig også bange. Og så elskede jeg det. Huset er blevet skrivningens hus. Mine bøger udgår fra huset her. Og fra det her lys, fra haven. Fra lyset, der kastes tilbage fra dammen. Det har taget mig tyve år at skrive det, jeg lige har sagt.
Det, at skrive, ’skrivevanviddet’, kræver ofre, og medfører både lykke og angst. Det er en måde at åbne eksistensen på, en måde at leve på, men det er også, i en vis forstand, ikke at leve, ikke at tale. Det er at udelukke det sociale; at betragte helt ud til intetheden: ’En uendelig tomhed. En mulig bog.’
Duras er bevidst om dette: at det at skrive, er noget andet, løsrevet fra det nyttige, produktive liv – ’en venden om på de naturlige værdier’ – og ud af denne erkendelse vokser en skam. En skam over for det udslidte proletariat, hun sympatiserede så voldsomt med; over for jøderne, begravet i den tyske muld. Og heri ligger Duras politiske engagement. Uden programmatisme, men snarere som en bidende retfærdighedssans, en sorg og et had, der manifesteres i en baggrundsstemning, en apokalyptisk sitren – så karakteristisk for store dele af forfatterskabet.
Heller ikke bøgerne har noget program, ingen bagvedliggende logik. Bøgerne vælger forfatteren, ikke omvendt. Som var de opstået i et ekstatisk øjeblik. Duras forbliver på romantisk vis fragmentarisk: litteraturen er et spørgsmål, ikke et svar. Og således harcelerer hun over ‘ufrie’ – dydige, pæne, ufarlige, planlagte – bøger, uden mørke, uden tavshed, altså uden eftervirkninger: ’En åben bog er også natten.’
’Jeg er banaliteten selv. Banalitetens triumf.’ Dét er Duras’ selvportræt, og det kan hun til dels have ret i. Udgangspunktet er det banale, men det udforskes til ukendelighed, til grænsen af dét, der kan tales om. En flues død bliver i titelessayet til midlet for en meditation over døden som sådan, ligesom adjektivet ’ren’ om madolier, i essayet ’Det rene antal’, bliver indgangen til en refleksion over ideen om det tyske blods renhed. Et forsøg på at forstå. Det slår fejl, mislykkes. Tilbage bliver et skrig – uden lyd. Hos Duras bliver det banale rystende, det umiddelbare kompliceret.
Også historien om en ung, engelsk pilots død, modsætter sig; den lader sig ikke forme til en egentlig fortælling: ’Kendsgerningerne skulle være nok.’ Og så fortsætter meditationen over skriften og døden, mens piloten bliver et billede på Duras’ egen, afdøde lillebror.
Teksten ’Roma’, oprindeligt en film, er klassisk Duras: en kvinde og en mand; en dialog, der ikke går op; en forskel, der ikke forsones; et begær, der ikke forløses. Den egentlige, umiddelbare kommunikation, opnås aldrig.
Marguerite Duras går, som altid, til det yderste, og her støder man på ufatteligheder og selvmodsigelser af sublim karakter, men også på en stor del patos. Hvis man er forberedt på dét, da er hun en forfatter for alle levende. AT SKRIVE er en lysende konklusion på et fantastisk forfatterskab, men kan ligeledes fungere som en glimrende introduktion til samme. Rækkefølgen spiller ikke den store rolle, for Duras er ikke én, hun er mange – en katalysator af paralleller.
1 kommentar