Bare rolig, jeg er Neger! – anmeldelse af Storm P.’s DE KULÖRTE SIDER
Galoperende og genuint gennemført genoptryk af Storm P.’s anti-striber, i udvalg, fra Berlingske Tidende anno 1934.
På den knaldorange bagsidetekst forvisser man sig om, at der er noget ganske særligt på færde. Storm P.-akivar Jens Bing fremhæver i den jammerligt kortfattede introduktion, at der ligefrem er tale om et ‘monument over bogtrykteknikkens formåen’, og det kan der være noget om. I Robert Storm Petersens (1882-1949) tegneserier fra 1930’ernes Berling’er er der kræset for farverne gennem sindige optiske variationer med raster og skraveringer. Især herrerenes Tweed-jakker er imponerende flot frembragt. Jo, de ku’, ku’ de, dengang før alverdens elektronik tappede al stolt kunsthåndværk ud af trykkemaskinerne. Fat et nutidigt Anders And-blad og du vil forstå, hvad jeg (og Bing) mener.
Kosteligt er det nu, at den nye reproduktion har forståelse for og respekterer, at Storm P.’s tegneserier er mere og andet end i luften svævende lårklasker-jokes. Humøret er fæstnet i grafisk design af høj kvalitet, og de to ting, det grafisk nøjsomme og det skarpt pointerede, er væsentlige at holde sammen. Derfor er det helligbrøde at citere kun med ord, men af mangel på alternativer tager vi lige en enkelt humørbombe med tungen stukket frem inde bag underlæben og kæben fremskudt i underbid:
-Har De noget at sidde paa?
Ja tak – jeg mangler bare en Stol.
Det mest iøjnefaldende ved Storm P’s bemalede replikskift er det, Bing kalder ‘det ombrudte layout’. Storm P. laver rammesprængende tegneserie, bogstavelig talt. Enten bliver de enkelte rammer opfattet som sådan. De hænger på en væg som billeder og betragtes og konverseres af figurerne fra andre ’rum’ på siden. Eller også er rammestrukturen fuldstændigt nedbrudt til fordel for en lovløs tegneflade med scener på kryds og tværs – ofte med perspektivstridig indbyrdes reference og sammenspil.
Et enkelt sted er den hvide taleboble gennemhullet, så man kan se durk igennem det store O i ordet ’Op’. Disse drilske kubistiske stiltræk kunne man blive ved med at give eksempler på. De er serveret, ikke som grå intellektuel kunsterkendelse men netop som charmerende regnbuefarvet gøgl. Rammer er for Storm P. ikke noget, man tegner, inden det egentlige fyldes i. Rammer er variable størrelser, der indgår på samme betingelse og med samme valør som ’indholdet’.
Stom P.’s tegneserie er i sin kortform umiddelbart underholdende og ligefrem tilgængelig, hvilket han ikke tøver med at få udnyttet. Det er altid ordensmagten, velhaveren og den intellektuelle, der gøres til grin, mens der omvendt er fuld sympati for bumsen, drukkenbolten og den jordnære menigmand.
Projektet er således i høj grad et politisk anliggende, hvilket også viser sig med de regulære adbusters, eller som de hed i 1936 (!): ‘Reklamer man aldrig ser’. Mere overordnet kunne man karakterisere grundpillen i Storm P.’s humor som sammenstødet mellem den oppustede selvfede og den besindigt pragmatiske karakter. Det ‘clash’ er storsjovt og vil vække en lille selvransagelse hos de fleste.
