Barndommens gade – Einar Már Gudmundsson BEATLEMANIFESTET
Reykjavik danner atter den pittoreske ramme om fortællingen i Einar Már Gudmundssons univers. Denne gang er fortælleren gået i ungdom og gennemlever en yderst kompetenceudviklende tid som småkikset teenager i en betonforstad til Reykjavik.
Den temmelig konkrete erfaring af at høre Beatles første gang er velkendt, men også begrænset til en – for mit vedkommende – ældre generation. At opleve Beatles komme til byen på en sjælden lp fra Sydengland, direkte importeret af en fuld onkel sømand er endnu mere konkret og indirekte udgangspunkt for handlingen i Gudmundssons fyrværkeri af tossede drengestreger og erindringer om den ikke helt gennemskuelige kønsmodning.
Fortælleren Johan Pjetursson, som kækt indleder med at problematisere romankarakterers manglende rettigheder ude i samfundet, ser tilbage på sin ungdom som flabet skoleelev, medstifter af beatorkestret Matchbox og lykkelig indehaver af kys fra både Helga og Katrin. Den voksne Johan ser tilbage på en tid, hvor samfundsomvæltningerne er store og hvor det ikke er evident, om indflydelsen fra Amerika ligefrem er af det gode.
Pinsebevægelsen udfordres af langt pandehår og læderjakker med elastik i taljen, og Helgas blokfløjte får konkurrence af russisk importerede guitarer. Den kommunistiske trussel lever stadig i form af abonnenterne på den af Johan omdelte socialistiske avis Folkebladet. Tiden kræver en revolution og som det hører sig til for en revolution, skrives et manifest, det åbenbart legendariske Beatlemanifest, heraf bogens titel.
Gudmundssons bog ligner andre gode opvækstskildringer fra det nordiske fortællelandskab, fx. bøger af Lars Saabye Christensen og Mikael Niemi. Tonen er let nostalgisk og dygtigt ironiserende over den unge mands genvordigheder og verdensforståelse. Men selv om fortælleren er blevet voksen, er barnets naive perspektiv bibeholdt, og for læseren står det soleklart, hvorfor skolefester med de store var årets absolutte højdepunkt. I forhold til andre af Gudmundssons værker er den poetiske sprogbrug nedtonet til fordel for en lidt frisk jargon, som man må elske eller hade. Dog er der indslag af Gudmundssons lyriske – og her lidt komiske – talent i nogle kapitelindledninger, hvor små passager fra Beatlemanifestet danner indgang til lømmeldiskursen:
– Vi forstørrer os i sindets spejl og strækker os op mod skyerne, hvor drømmene flyder. Lige før fløj fire fugle gennem sindet, og kærligheden venter og håber. All you need is love.
Beatlemanifestet bliver et manifest over en tid, der er forsvunden, men lystigt lever videre i erindringen hos Johan, Gylfi, Rebbi, Jon og de andre sammensvorne som bevis på, at der var en større revolution gemt i forstæderne. Romanen illustrerer vidende, hvordan et verdensbillede bliver skabt i tidlige erfaringers mudderpøl, og hvordan drømme pustes op – og brister, allerede inden man har fået dun på overlæben.
Som en hyggeligt erindrende opvækstskildring og dermed portræt af en tid fungerer BEATLEMANIFESTET rigtig godt. Men derudover tilfører den ikke hverken Gudmundssons forfatterskab eller den islandske litteraturhistorie noget nævneværdigt eller uforglemmeligt. Romanen har med al tydelighed og uden tvivl været skæg at skrive, og man er som læser også godt underholdt i den halvanden time, filmen varer. Se den en søndag i sengen.
