Barndommens land – Linn Ullmann ET VELSIGNET BARN
Linn Ullmann skildrer den varme, solbeskinnede barndom på øen i Østersøen, så man kan dufte græsset, mærke sveden på panden, og så man får ondt i maven over de problemer, man møder som barn på Hammarsö.
Citat
Erika lukkede øjnene. Hun havde aldrig set det hvide kalkstenshus omgivet af sne. Da hun var barn og kom til Hammarsö, var det altid sommer, hun plejede at komme når syrenerne blomstrede. Syrenerne blomstrede senere på Hammarsö end i Oslo, så hvert år fik hun to blomstringer, det var som et dobbelt forår. Og da hun kom til Hammarsö og syrenerne blomstrede og det var et helt år siden hun havde set Isak, et helt efterår, en hel vinter, og et helt forår, sad han altid og ventede på bænken uden for huset. Rosas bil drejede ind ad lågen og trillede ned ad bakken, og Isak sad på bænken og ventede på hende. Han ventede ikke på Laura. Han ventede ikke på Rosa. Laura og Rosa så han hele året. Han ventede på Erika. Og når bilen endelig stoppede uden for huset, kunne hun flå døren op og løbe ind i og op i hans arme.
De tre halvsøstre Erika, Laura og Molly mødes som børn i årene 1972-1979 til lange sommerferier hos deres fælles far Isak Lövenstad på Hammarsö. Det er ferier præget af ro, en brændende sol, og en afstand mellem de tre søstre, der hvert år bliver større, særligt da Erika, den ældste, får kontakt til Ragnar, som er ‘Drengen, der løber’ og til pigen Marion, som er leder af øens mest attraktiv ‘bande’.
Romanen er fortalt i to spor, et fra barndommen og et fra voksenlivet. De tre søstre har som voksne aftalt at tage til Hammarsö for at besøge deres gamle far for første gang i 25 år. Han er da blevet en meget gammel, enkemand fastboende på Hammarsö. Det er denne beslutning, der sætter romanen og de mange flashbacks i gang.
ET VELSIGNET BARN er bygget op af modsætninger. Det er modsætningen mellem barndommen og voksenlivet, mellem solen, der brænder og sneen, der forsinker alle bevægelser, mellem det at være med i en gruppe eller udenfor og endelig mellem bylivet og ølivet. Det er i disse mange modsætninger, at tingene skærer mod hinanden, og de store og små ulykker sker. Det oplever Erika, da hun står mellem barndommen og voksenlivet, og ikke hører til i den ene eller anden gruppe.
Linn Ullmann skriver så papiret ryster og personerne trækker vejret for én. Det er skønt at læse og ekstremt ubehageligt, når ulykkerne sker. Der er en grundlæggende uro i romanen, man har konstant en fornemmelse af, at der snart vil ske noget væmmeligt. Det er som om uhyggen lurer lige om hjørnet eller i børneværelset ved siden af. Men da ulykkerne endeligt sker, bliver man alligevel chokeret over det. Det er som at gense scenen fra ZAPPA, hvor den rokokkopude-forelskede Mulle skulle spise skovsneglen. Eller som at genopleve magthandlingerne i FLUERNES HERRE. De handlinger, som børnene fortager sig i ET VELSIGNET BARN er grusomme og fulde af uoverskuelige konsekvenser.
Trods de tunge tematikker, som Linn Ullmann undersøger; svigt, skyld, puberteten og fortrængning, så er læsningen af ET VELSIGNET BARN en positiv oplevelse ud over det sædvanlige. Linn Ullmann skriver med et køligt, registrerende sprog, som samtidig er varmt og levende. Det er imponerende, at Linn Ullmann kan fortælle så nøgternt og nærværende på samme tid.
Mon ikke Linn Ullmann bliver indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år? Det vil kun være velfortjent.
