Bedemand – Simon Grotrian CITRONER TIL VORHERRE
Det viser sig paradoksalt nok nemmere at være Simon Grotrian-læser, når den særegne digter skriver i en genrekategori helt ude i hegnet. CITRONER TIL VORHERRE er – hold fast – en regelret kristen bønnebog.
Digt
FORÅRSBØN
Kære Gud, det er alt for belastende at være til. Så må man hellere være fra. Vi tager tøjet på fordi vi er gaver til hinanden hér i verden. Løvet danser frem igennem sjælene, der hobes op i ensomhedens baljer. Lad denne kantede knoglepakke med fedtsløjfer glide ind af døren til min elskede. Lad Livets Træ skyde fire blade som konvolutter til opstandelsen, fødderne stejle mod Himmeladressen. I Jesu navn amen.
Simon Grotrians næstnyeste bog (hans hidsige udgivelsesfrekvens har allerede overhalet min møjsommelige læsehastighed) CITRONER TIL VORHERRE bærer den foruroligende genrebetegnelse ’bønner’. Og den er god nok, eksplicit religiøse bønner i mest ordrette forstand: ’Kære Gud…forbarm dig over os…Amen´. Den genremæssige særhed i CITRONER TIL VORHERRE er fint demonstreret i et smalt og opretstående bogformat, hvis decideret fæle overfladelag (gloss + vaseline-på-linsen-fotobank-citron) jeg ikke kan finde anden motivation for end netop den uhørte genre.
Grotrians kristelighed, eller hvad man nu kalder sådan noget, har langsomt bemægtiget sig plads i hans regulære digtbøger, uden at det er sket på bekostning af alt det andet, de også er. Tendensen har foreløbigt haft to kulminationer i salmesamlingerne JORDENS SALT OG VERDENS LYS (2006) og DIN FRELSER BLIR DIN KLIPPE (2007). Nu kommer så en tredje, denne gang ikke på vers men i 40 uombrudte lyriske prosastykker, der uden orddeling, Herren forbyde det, fylder de smalle siders øverste halvdel.
Bønnens brevform giver teksterne en markeret retning fra den læsende/bedende mod Gud/Jesus. Denne simple henvendelsessituation er bogens kendemærke og trækker teksterne ud af Grotrians ellers så utilnærmelige jargon. Bønnerne er i videre udstrækning end salmegenren brugslitteratur; de har et udspecificeret formål og sætter utvetydigt den læsende/bedende ind som tekstens uomgængelige centrum. Hvor om alting er: Det føles slet ikke fremmed at læse Grotrians bønner.
CITRONER TIL VORHERRE består af tre dele: 1) ’Bønner i angst’, en sekvens af fem nødråb om angstens grundvilkår + taknemmeligheden over troens fortrøstning; 2) ’Citroner til Vorherre’, et katalog over bønnetemaer lige fra den realpolitiske, den frivole til den eksistentielle; 3) ’Redningsøst’ (en spøjs modifikation af ordet ’redningsvest’ med undertekst fra kristen solsymbolik), hvor tøjlerne slippes, og bønnen finder nye variationsformer. F.eks. i ’De gales gule bøn’, hvor bønnen ikke kommer fra specifikt subjekt, men fra de psykisk syges ’vi’.
Grotrians bønner kerer sig i det hele taget om medmennesket – især de svage(ste) – og de, bønnerne, præker helt ublu kristen morallære. Som det hedder et sted med typisk overrumplende billedbrug:
– Kære Gud, læg mig på plads i puslespillet med alle mine bjørneører, hjælp mig så jeg ånder for de andre
I bønnerne tørner en vidtdreven kollektiv bevågenhed sammen med bønnens formmæssige jeg-fiksering, hvilket måske skal ses i relation til mosebudet om, at elske din næste, som du elsker dig selv?
Der er noget helt skørt, men alligevel højtideligt over Grotrians bønner og den grimasse, de anstiller. Grotrians bestræbelse på at følge sprogets egne veje er helt uforlignelig, og den skubber læseren ud i nyt terræn, hvor sprog, tro og ontologi slynger sig om hinanden i en gevaldig fletning: ’Vorherre Jesus Kristus, verden er dit Ord.’
