Begavet realisme – Alice Munro FJENDSKAB, VENSKAB, ÆGTESKAB
Den canadiske forfatter Alice Munros nøgternt registrerende hverdagsrealisme er – som en fuldendt illustration af det fortærskede forfattermantra ’show, not tell’ – så levende og sitrende, at selv et almindeligt ægteskabsdrama fremstår nervepirrende.
Citat
Der var endnu en regel, som forstanderinden forklarede ham. Nye beboere måtte ikke få besøg den første måned. De fleste havde brug for den periode til at falde til i fred og ro. Før den regel var blevet indført, havde der været plagerier og gråd og scener, også med folk som kom frivilligt. Efter tre-fire dage begyndte de fleste at klage og tigge om at komme hjem igen. ’Men vi har bemærket’, sagde forstanderinden, ’vi har bemærket, at hvis de får lov at være i fred, ender det som regel med, at de bliver så fornøjede som østers i højvande.’
…..
Han ringede dagligt til Meadowlake og håbede altid at få fat i den sygeplejerske, der hed Kristy. Det lød lidt som om hun morede sig over hans standhaftighed, men hun gav bedre besked end nogen andre af de sygeplejersker, han kom til at hænge på.
…..
Den morgen, da Grant skulle til Meadowlake på det første besøg, vågnede han tidligt. Han var fuld af højstemt kildren som i gamle dage på en morgen, hvor han skulle møde en ny kvinde for første gang….’Fra novellen ’Bjørnen gik over bjergets top.’
Man får lyst til at lukke bogen rigtig mange gange i løbet af læsningen. Ikke fordi det ikke er godt, men lige omvendt – fordi det er så intenst, at beskrivelserne af menneskeligt mørke, kærlighed, ensomhed og utroskab er næsten uudholdelige. Men det er slet ikke muligt at lukke bogen. Man er fanget fra første til sidste side. Fanget fordi Munro er fuldstændig uforudsigelig. En uventet drejning, en sjælden vinkel – og pludselig står man et helt andet sted.
FJENDSKAB, VENSKAB, ÆGTESKAB består af i alt 9 noveller, der er meget forskellige, hvad tid, sted, plot og karakterer angår, men har det fællestræk, at de alle omhandler mennesker, der af den ene eller anden årsag står over for en ny epoke i livet. En forandring forårsaget af ægtefællens død, en skilsmisse, et møde med en fremmed, en sygdom eller en fornyet tro på kærligheden. Og det er sjovt med Munro, hvordan hun formår på én gang at beskrive noget genkendeligt og almen menneskeligt, men samtidig indrammer fortællingerne i noget fremmed, i et ikke genkendeligt miljø eller i en ikke genkendelig karakter.
Hos Munro er der ingen helte, men rigtig mange små og store mennesker. ’Helt almindelige mennesker’, skriver anmelderne som regel, når de skal beskrive Munros univers. Og det har de på sin vis også ret i. Munros karakterer er hverken særlig rige, smukke eller smarte, men Munros såkaldte ’almindelige mennesker’ har den afgørende styrke, at de er spændende at læse om. De har livshistorier, der rykker, de har lidenskaber og had, skæve kærlighedshistorier og uventede fortrængte traumer. De er særegne, karaktererne, uden sammenligning, og med hver deres helt unikke livshistorie. Man fornemmer, at verden er stor, og det er lige netop dét, der gør, at Munro hæver sig højt på forfatterhimlen. Sammenlignet med den meget lille og meget genkendelige provinsverden, man alt for ofte møder hos de danske kortprosa-forfattere, er Munros univers altid fyldt med fremmede miljøer og kærkomne overraskelser.
Den sidste novelle i samlingen, der bærer det opsigtsvækkende navn ’Bjørnen gik over bjergets top’, er den novelle, der sætter sig de dybeste spor. Her møder man et ældre ægtepar, hvor kvinden er blevet senil og skal på et plejehjem for senile. Den første måned, får de besked på, må manden ikke besøge hende på hjemmet. Det er alt for besværligt for personalet, hvis beboerne hele tiden bliver mindet om dem derhjemme og får hjemlængsel. Da manden endelig, efter en lang og ensom måned, kommer på besøg for første gang, opdager han, at der er noget galt, men han kan ikke regne ud, præcis hvad det er. Pludselig bliver der vendt op og ned på alting og fortiden, som hun tilsyneladende har glemt (eller har hun?), vælter ind over dem. Fantastisk fortællekunst – og helt igennem hjerteskærende.
Munro er den mest læste forfatter i sit hjemland og vinder af den prestigefyldte Man Booker pris i 2009. Hun er forbillede for forfattere overalt i verden, men har af uvisse årsager aldrig rigtig slået igennem herhjemme. Det er en skam! FJENDSKAB, VENSKAB, ÆGTESKAB er en usammenlignelig novellesamling. Det gør ondt, men det er samtidig også både stort og smukt.
