Begravet under ordmasser – Ingeborg Bachmann SIMULTAN
Kvinderne er halvskøre og forfængelige ud over alle grænser, og mændene er grænseløst ulidelige, arrogante og selvoptagede. Kan du trænge igennem sprogets tankehvirvler, er der ætsende præcise portrætter at finde i SIMULTAN.
Citat
Somme tider, forholdsvis sjældent, gik de også i biografen og holdt hinanden i hånden. Beatrix var helt ligeglad med det, men somme tider, når han fandt vej ud af sin talestrøm, skønt han først og fremmest måtte tale fordi han ikke kunne tale med andre, blev han kærlig, bed hende let i øret, rørte ved hendes bryst eller ved knæet, men hun kunne bedre lide samtalerne og de alarmerende nyheder i telefonen. Beatrix syntes disse berøringer var pinlige, hun var simpelt hen for gammel til det.
Der er nok at holde styr på i SIMULTAN, der suser af sted med impressionistiske bevidsthedsstrømme, skiftende fortællere og et virvar af navne og personer, hvoraf flere går igen i novellerne. Centralt for alle historier er en usminket tilgang til kvindens værste sider og de egocentrerede og altoverskyggende mænd, der mange gange er katalysatorer for hovedrollens deroute og tankevirksomhed.
SIMULTAN er østrigske Ingeborg Bachmanns sidste novellesamling – oprindeligt udgivet i 1972. Novellesamlingen indeholder fem tekster, alle med en kvinde fra Wien som fortællingens udgangs- og omdrejningspunkt: Nadja, Beatrix, Miranda, Franziska og Elisabeth.
Hvordan er forholdet mellem kvinder og mænd i SIMULTAN? Som oftest distancerede til hinanden, umulige til at opretholde kontakt og forbindelse til hinanden og oftest – som i TRE VEJE TIL SØEN – i sproglig krig med hinanden.
Bachmann er sprogligt overlegen i Karsten Sand Iversens fænomenale oversættelse, men man skal virkelig holde tungen lige i munden for ikke at blive begravet under ordmasserne, som det hedder i titelnovellen SIMULTAN. Den handler om en kvindelig simultantolk og vrimler derfor med fremmede gloser og manglende identifikation mellem sproget og verden. Det gør teksten sværttilgængelig og gør, at man som læser risikerer at komme til at sidde fast i sprogets og formens leg og aldrig rigtig komme længere ind. Til gengæld kan man nyde den uovertrufne skrift, for Bachmann jonglerer virkelig med ord og lydleg.
Men det er ikke blot sproget, der endevendes, for de mange kvindeportrætter er virkelige veldrejede. Bachmann har fanget forfængelige og forvirrede kvinder ekstremt skarpt i sine ubarmhjertige karakteristikker, hvor især to træder ud: I LYKKELIGE ØJNE og PROBLEMER PROBLEMER. Begge handler om kvindens forfængelighed, narcissisme og overfladiskhed – og hvordan det kan være fordummende, ødelæggende og kan afholde en (kvinde) fra at se det, der er lige foran næsen af hende.
I I LYKKELIGE ØJNE vælger en nærsynet Miranda sine briller fra og ser hverken mænd, gru eller svingdør foran sig, og i PROBLEMER PROBLEMER bryder Beatrix fuldstændig sammen efter at have været en mislykket tur til frisøren. Bogens bedste bonusinfo er i en sidebemærkning, at Beatrix har et fetischistisk og perverteret forhold til søvn (!) og desuden leverer følgende Yvonne-vrængende bemærkning:
– Se endelig ikke på mig, jeg skal simpelt hen have det hele gjort da capo, fra håret til fødderne, jeg tør næsten ikke gå på gaden længere, rædsom ser jeg ud …
Det lyder måske banalt, men det er alt andet. Bachmann udstiller mænd og kvinder lige slemt, og det kan være svært ikke at se meget af en af feminismens grand old women, altså Bachmann selv, i flere af portrætterne. Normalt er jeg ikke meget for biografiske læsninger, men med oversætter Karsten Sand Iversens udmærkede efterord er det umuligt ikke at læse nogle eller flere af teksterne i kontekst.
I I LYKKELIGE ØJNE priser den halvblinde Miranda alle de gange, hendes lejlighed ikke er udbrændt på grund af de mange cigaretter, hun har lagt fra sig, og ulykkelig vis var det formentlig det, der tog livet af Ingeborg Bachmann selv. Bachmann døde i oktober 1973 af forbrændinger efter en ’natlig ulykke’ i sit hjem en måneds tid inden.
Formentlig var det en kombination af dårligt syn, en modvilje mod at bruge briller og de tres Gitanes forfatterinden røg om dagen, der startede branden.
