Being Jackson Pollock – John Haskell JEG ER IKKE JACKSON POLLOCK
John Haskells underfundige historier om søgen efter identitet og lykke ender for det meste blindt.
Citat
Falconetti levede i moderne tid, og det var let at tro, at det der findes i verden, er det eneste der findes, punktum. Men der var bare det ene problem, at hun ikke kun var Renée Falconetti; hun var også Jeanne d’Arc. I filmen har hun allerede underskrevet papiret, der vedgår, at intet menneske kan tale med Gud eller kende Gud eller skue længere end de håndgribelige kendsgerninger der nu findes. Det er den nødvendige kapitulation. Den næste scene er den, hvor Jeanne ser Gud, og Falconetti ville også gerne se Gud og ville gerne tro ligesom Jeanne d’Arc, at Gud findes i verden sammen med hende.Fra ’Jeanne d’Arcs ansigter’
Hvem er ikke Jackson Pollock? Hvorfor? JEG ER IKKE JACKSON POLLOCK er den mystiske og svært tiltalende titel på John Haskells novellesamling fra 2003, nu oversat til dansk af Niels Frank. Da det viser sig, at det er den amerikanske kunstner selv, der er denne nægtelses afsender, bliver læserens undren des større.
Haskells persongalleri er pudsigt, idet det spænder over kulturikoner fra især det 20. århundrede. I den første historie møder vi en utilfreds og fordrukken Jackson Pollock, der er splittet mellem ikonet Pollock og den ganske almindelige mand Jackson, der bare gerne vil drikke whisky på en bar uden at skulle forholde sig til andres opfattelse af ham. Hvilket han, som alle de andre moderne jeg’er i bogen, ikke kan finde ud af.
I andre historier møder vi Topsy, elefanten, der stræber efter sin træners anerkendelse. Vi hører om rumhunden Lajka og hendes største ønske om at udfylde en rolle og gøre alting rigtigt. Vi følger skuespillerinden Renée Falconetti, der inkarnerede Jeanne i Carl Th. Dreyers film JEANNE D’ARCS LIDELSE OG DØD, og hvordan hun lever sig så meget ind i rollen, at hun vil føle Jeannes torturinstrumenter på sin egen krop. Vi er med, når Orson Welles i rollen som John Falstaff smelter plastiksoldater for at dryppe dem om til bryster på de resterende soldater. Det er vulgært og tåkrummende og rørende.
Der er flere interessante scener i JEG ER IKKE JACKSON POLLOCK. Man både væmmes ved de skæve og undertiden perverterede eksistenser og identificerer sig med det grundlæggende ønske, de alle har, om at være lykkelige og udfylde en plads i verden. Fællesnævneren er slet og ret længslen efter at finde sin sande identitet. Bogen er en granskning af en manglende evne til at kommunikere, med sig selv og med andre, og hvordan mennesket derfor føler sig afskåret fra resten af verden.
Trods de stærke scener og skævvredne relationer fungerer bogen dog ikke rigtig som andet end en samling halvsjove, halvalvorlige historier. Historien om Pollock, der plaget af utilstrækkelighed er splittet mellem at være ’den største nulevende kunstner i verden’ og den helt almindelige mand, når ingen højder, ligesom den sært anonyme slutfortælling om den japanske haikudigter Basho heller ikke gør det.
Haskells sprog er ligetil og bevidst naivt, med en indre logik, der undertiden fungerer, men som andre gange ikke er tilpasset den karakter, vi nu følger. Det lette og hverdagsagtige sprog bliver kedeligt. Der, hvor Haskells fortælletalent til gengæld virker rigtig godt, er, når han kæder de adskilte afsnit i en enkelt historie sammen. Det løber én koldt ned ad ryggen, når Topsys nådesløse død et par afsnit længere henne sættes i relief af myten om den indiske elefantgud Ganesha, ligesom man fornemmer, at der er lagt op til en større allegori, læseren selv må tænke færdig, når de græske guders kærlighedsdrama udfolder sig skiftevis med de småforskruede personers begær fra Hitchcocks PSYCHO.
Ideen med at kravle ind i kulturpersoners hoveder via noveller er spændende. Men med en så hemmelighedsfuld og forjættende titel forventede jeg større overraskelser hvad angår handling, større følelsesmæssige udslag og en større oplevelse rent sprogligt.
