Bekendelser fra forstadsbetonen – Faïza Guène SIDSTE OMGANG PÅ BALTO
Endnu en gang leverer franske Faïza Guène stærk socialrealisme og giver stemme til skæbnerne i udkantsparis’ betonklodser. Denne gang pakket ind som mordgåde. Det fungerer godt.
Citat
Jeg havde det ret dårligt da jeg vågnede i morges. Jeg gik ikke i bad. Nogle gange gider jeg bare ikke. Jeg kommer jo alligevel næsten aldrig uden for en dør. Og så kan man lige så godt spare på vandet, ikke? Det er mit bidrag til at betale af på huset. Det er det samme med at skylle ud på toilettet. Det er ikke beskidt. Man må jo sno sig. Jeg drak en kop kaffe og åd lidt brød fra dagen før mens jeg så ’General Hospital’. Jeg sad og ventede på ’Melrose Place’.
Jöel Morvier, også kaldet ’Skøjtebane’ på grund af sine særdeles høje tindinger, ejer Café Balto, der ’stinker af øl og arbejdsløshed’. Da han findes myrdet i en pøl af eget blod på caféen, hives alle mistænkte til afhøring én efter én, så personen, der har gjort en ende på den racistiske og halvklamme barejer, kan få sin straf.
På overfladen virker krimiplottet i SIDSTE OMGANG PÅ BALTO som en afstikker fra fransk-algeriske Faïza Guènes tidligere romaner. De handler begge om besværligheden ved at vokse op som andengenerationsindvandrer i et socialt belastet område i en parisisk forstad. Med temaer som kampen mod racisme, mistroende autoriteter og det at finde sin identitet som immigrant.
Men men, den kvikke læser vil hurtigt opdage, at mordplottet blot er appetitlig indpakning. For som de anklagede ruller deres forsvarsmonologer ud, viser det sig, at det er dem og deres liv og vilkår, der er det interessante – ikke om hvor vidt de har slået Jöel ihjel.
Som i de tidligere romaner befinder vi os i en betonforstad til Paris, det såkaldte ’Planen’. Her hærger arbejdsløshed og racisme folk imellem, og der er milevidt til Eiffeltårnet og knipsende turister. Omdrejningspunktet er en smuldrende familie, hvor faren ikke kommer ud af sofaen eller joggingbukserne efter at være blevet fyret på fabrikken. Lillebroren døjer med sin autisme, storebroren skjuler, at han er blevet smidt ud af gymnasiet, og moren knokler igennem på kontor hver dag under urimelige forhold.
Igennem familiens og naboernes forklaringer til politiet, bliver deres hverdag præsenteret, og Guène giver på den vis dem alle en stemme. Samtliges synsvinkler præsenteres, hvilket giver et troværdigt billede af karaktererne, der hverken fremstår onde eller dybt sympatiske. De er til tider lige stereotypt nok skåret, for eksempel Magalie, blondinen, der kun går i lyserødt tøj, knalder med alle fyrene og siger ’LOL’, hver gang hun åbner munden. Ligesom brugen af slang også er i overkanten, når der på en enkelt side står ’vildt kogeren’ tre gange.
Men sproget og de markante typer er samtidig også romanens styrke, fordi det tilsætter romanen den ironi og lethed, der er nødvendig, for at den lidt tunge og triste socialrealisme ikke virker som en klagesang. For kritikken af et samfund, hvor det som indvandrer kan være svært at få hjælp, er hård. Der er ikke meget at komme efter hos politiet, der kører rundt i dyre biler doneret af Justitsministeriet. Og desuden er man nederst i hierarkiet, hvis man bor i forstadsbetonen. Men når Guène kombinerer kritikken med sjove menneskebeskrivelser – for eksempel Ali, der kaldes ’diktatoren’, fordi hans næse er så stor, at den har overtaget ansigtet – bliver den frisk frem for ynkende.
Selvom romanens 164 sider er hurtigt læst, forsvinder snerten af ubehag i maven ikke lige så hurtigt. Og som det ellers plejer at gøre i den gængse krimi, giver opklaringen af mordet ikke en følelse af lettelse og klimaks. Tværtimod understreger den de barske vilkår, menneskerne i ’Planen’ kæmper mod og viser, hvad deres indebrændthed kan føre til. Det er modigt og vigtigt, at Guène fortæller historien om skæbnerne i ’Planen’ – en historie det ikke ville skade Pia K og co. at læse.
