Berusende brutalitet – Hassan Blasim DEN IRAKISKE KRISTUS
Alt fungerer i Ellen Wulffs enestående oversættelse af irakiske Hassan Blasims hypede krigsnoveller.
Citat
»Doktor, der er historier for børn og meget korte historier for syge der ikke har så lang tid igen. Der er historier til stranden, det vil sige sommerhistorier for topløse der solbader, dvaske historier om virkelighedens ekskrementer, historier for eliten, for tider med kedsommelighed, for gravide mødre, for straffefanger. Jeg kan ikke skrive en historie, men jeg kan fortælle en historie. Jeg længes efter at tale uden ophør! Der er en græshoppesværm inden i mig! Ha, ha’ ha’…«
Jeg ønsker ikke at være en rolig og afklaret iagttager. Jeg er træt. Jeg har lyst til at skrige. Jeg er ligesom enhver anden af jer, en flok skizofrene aber der lever i én krop. Jeg er en fisk der brænder i en ovn mens regnen styrter ned udenfor. Endnu et billede mens giften fosser ud af min mund. Smil, mor, så dadlerne kan modnes.
’Skulle det være en historie? Hvis jeg fortalte min historie til en klippe, ville den flække af sorg’. Nej, der skal meget til at imponere den hårdføre forsamling, der har tilkæmpet sig plads i radiostationens overfyldte lokale. Som ved en audition til et tidstypisk talentshow er folk rejst langvejs fra og har ventet i timevis på at vise deres værd. Og nu forsøger de i munden på hinanden at føre sig frem med de mest skrækindjagende anekdoter. Hver især håber de nemlig, at netop deres traume vil blive udvalgt og transmitteret i radioprogrammet ’Minderadio.’
Det absurde og tragikomiske scenarie udspiller sig i bogens første novelle, der kridter banen op for samlingens øvrige. Alle handler de om krigen: Golfkrigen, Irakkrigen såvel som den nuværende borgerkrigslignende situation. Iraks historie er barsk, og det er novellerne også. Da en ansvarlig fra radiostationen i førnævnte novelle påpeger, at den bedste historie ikke nødvendigvis er den mest skræmmende eller sørgelige, bemærkes det tørt: ’Det er varm luft den skiderik lukker ud!’ Således en ironisk fuckfinger fra forfatteren til påmindelse om det formålsløse og fejlagtige i at portrættere irakisk selvforståelse uden krigens rædsler.
Med krig, ødelæggelse og traume som gennemgående temaer maler de 13 noveller således tilsammen et tydeligt billede af et Irak i fysiske såvel som psykiske ruiner. Alligevel minder novellerne bemærkelsesværdigt lidt om hinanden. Nogle udspiller sig under den bagende sol i Bagdads støvede og larmende kaos. Andre finder sted i stille, kolde og mørke Finland, hvor forfatteren i dag lever i eksil, og hvor der for alvor er plads til at lade tankerne spille dig et pus. En af de bedste noveller udspiller sig netop i en dunkel og deprimerende lejlighed, der lige så godt kunne have dannet rammen for et sensibelt hverdagsdrama af Per Petterson. Her er hovedpersonen tilsyneladende godt i gang med et nervøst sammenbrud, idet han er overbevist om, at en ulv ligger på lur uden for hans badeværelse:
– Jeg sprang ind i badeværelset og smækkede døren i som en der havde set dødsenglen. Det var en ulv. Ved Gud, en ulv! Men du vil sige det måske var en hund. Først var den der ikke da jeg kiggede gennem nøglehullet. Jeg rystede virkelig. Der herskede en skræmmende stilhed i mange minutter, men efter at have kigget flere gange gennem nøglehullet var jeg sikker på at det var en ulv. Jeg hørte den trække vejret tungt, og derefter så jeg den snuse til mine bukser og underbukser ved indgangsdøren til lejligheden. Så satte den sig og gav sig til at stirre bedrøvet på badeværelsedøren… Jeg tissede uden at mærke urinen strømme. Jeg sad lammet, nøgen på toiletsædet, og med en ulv i min lejlighed. Hvad var det for en dårskab!
Andre noveller er tydeligt inspirerede af Mellemøstens folkefortællinger og -mytologi, der er foreviget i TUSIND OG ÉN NAT. I novellerne optræder blandt andet en menneskeædende djinn og hemmelig kult, der ved tankens kraft kan få knive til at forsvinde. Og ikke mindst møder vi Den Irakiske Kristus, der kan spå, hvad der vil ske på slagmarken. Handlingen i novellerne er således vidunderligt varieret, og det samme gælder form og fortællestil. Blasim eksperimenterer blandt andet med fabulerende meta-snak og abrupte skift i fokus og fortællerperspektiv. Det er forvirrende, og man føler sig til tider som et barn, der er blevet væk i suq’en og febrilsk prøver at finde tilbage til sin mor. Men mest af alt er det charmerende, og det har vi i høj grad Ellen Wulff at takke for. Oversættelsen er eksemplarisk og ligesom med TUSIND OG ÉN NAT bliver man igen mindet om, hvor fuldstændig uvurderlig Ellen Wulff er for arabisk litteratur på dansk.
DEN IRAKISKE KRISTUS har for alvor givet Blasim vind i sejlene. Som den første araber nogensinde har han modtaget den britiske litteraturpris ’The Independent Foreign Fiction Prize’, og The Guardian går så langt som til at kalde ham ’perhaps the best writer of Arabic fiction alive’. Det er store ord om en forfatter med et så relativt beskedent bagkatalog. Men Blasim er bestemt værd at holde øje med, og DEN IRAKISKE KRISTUS fortjener afgjort alverdens hype.
