Beskrivelsernes mester – Ian McEwan LØRDAG


Endnu en gang formår Ian McEwan at skrive sig ind under huden på sin hovedperson, hvorved han viser det samtidige menneskes vilkår på godt og ondt. En postmoderne London-odysse.

I Ian McEwans LØRDAG følger vi neurokirurgen Henry Perowne lørdag den 15. februar 2003. Perowne lever et liv, der er typisk for den højere middelklasse i London, såvel som resten af den vestlige verden:
Han har et godt og velbetalt job, som fylder det meste af hans tid, en veluddannet, hårdtarbejdende kone, hans børn er flyvefærdige og har udviklet selvstændige liv og hans dejlige hjem er smykket med kunst og arkitekttegnede møbler.

Men denne lørdag falder uden for kategorien. Perowne vågner om natten, og stiller sig tilfældigvis over ved vinduet, hvor han ser et fly i brand flyve henover Londons nattehimlen. Og dagen fortsætter med at være atypisk. I Hydepark er tusindvis af mennesker samlet for at demonstrere mod Irak-krigen og Perowne bliver groft antastet efter et bilsammenstød.

Samtidig skal Perownes familie samles for første gang i lang tid, og minder fra fortiden snurrer rundt i hans bevidsthed. Børnenes opvækst, forelskelsen i en ung patient, som siden blev hans hustru, de første år som kirurg o.s.v.

I denne blanding af den lille og den store historie udfolder Ian McEwan sin hovedperson på fantastisk vis. I et behageligt og dog legende og smukt sprog følger man Perownes bevidsthed og underbevidsthed. Og det er gjort så fornemt, at man hurtigt går i symbiose med Henry Perowne. Ikke som i triviallitteraturen, hvor man ‘griner og græder’ med helten, men på en meget mere omfattende måde. Man føler den kompleksitet, Perowne både er i sig selv og befinder sig i, i form af en kompleks postmoderne verden, hvor en dag med terrorisme og flykatastrofer måske netop er blevet den almindelige hverdag.

Til trods for, at den motiviske del af romanen ligger langt fra Ian McEwans forrige bøger, er der alligevel en rød tråd gennem hans bøger. Og det er den udprægede rolige fortællestil, med rige beskrivelser af både det mennskelige sind og den omgivende verden, som altid er i forgrunden. En stil som aldrig bliver opremsende, men som tværtimod altid holder sit fokus, lige meget hvor lange de beskrivende passager er. De er altid velbegrundede.

Skrevet af Rebekka Byberg

Rebekka Byberg er en knivskarp historiker med speciale i moderne europæisk historie og politik. Men historie og politik er jo ikke alt, så man kan også finde hende hjemme i lænestolen med en skønlitterær bog (fra Lykke-Per til Harry Potter), i biografen (fra Coen-brødrene til Bollywoodbaskere), til en koncert (rock"n"roll) eller på en badmintonbane (fra spektakulær offensiv til systematisk defensiv).

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *