Betty bliver voksen – Mette Sø I EN SNÆVER VENDING
Mette Sø fortæller satirisk om undertøjsfabrikanten Betty, der kæmper med sig selv og livet. Og hvad der kunne være endt som en endnu en usjov roman om en forvirret single i slut-tyverne, ender som en fin lille udviklingshistorie.
Citat
Det er kun, når jeg mangler inspiration, at jeg selv trækker i arbejdstrussen. Nye varianter til Laura Ingalls-serien kræver altid ekstra knofedt. Til at starte med elskede jeg hende, fordi hun ramte en tør plet og solgte godt med det samme. Og det inspirerede mig til at lave endnu flere varianter. Nu synes jeg, hun er røvirriterende og uinspirerende. Hun er så forfærdelig korrekt. Husk at slukke lyset, gem dine rester og spis dem i morgen, stop dine hullede strømper, køb lokalt, og sukker er til fest og gæst. Come on.
Mød Betty på 29 somre, der er vild med sneakers, sluger tv-serier i alle genrer råt og som gemmer sig i sit entréskab, når livet bliver en tand for overvældende. Hendes negative verdenssyn ’nullermænd kommer af sig selv, alt andet skal man kæmpe for’ har hun arvet fra sin hypokondermor, der i øvrigt ringer konstant, og som Betty inderligt håber, snart vil forsvinde fra jordens overflade. Lige indtil hun rent faktisk dør, og Betty – i jagten på sin fortid – opdager, at moren måske havde sine grunde til negativiteten.
Der er to dele i Mette Søs I EN SNÆVER VENDNING. Heldigvis. For nok fortæller del 1 sjovt og skævt om Bettys liv – om hvordan hun ernærer sig ved at sælge beskidte underbukser til hele verden, trusser med hver sin opdigtede historie om, at de har tilhørt en eller anden figur fra en tv-serie – men det er først i del 2, efter morens død, at romanen for alvor får bid. Her træder Betty ud af sin navlepillende, isolerede tilværelse, og hendes opvågning bliver også bogens, hvis skarpe satire udvikler sig til også at være rørende og rammende, samtidig med at Betty udvikler sig til et helt menneske frem for den karikerede single i slut-tyverne, der må være skrevet nok ’sjove’ bøger om.
Romanen er primært fortalt af Betty, men når livet kommer for tæt på, som da Betty skal se sin afdøde mor på retsmedicinsk, transformeres jeg-fortælleren til en 3. personsfortæller, og den distance i fortællegrebet skildrer enkelt, men stærkt, hendes distance til sit eget liv.
Man kunne have ønsket sig et mere nuanceret persongalleri – broren Bastian er enten meget glad eller meget vred, mens bedemanden Rasmus Bank, der er en del mere interesseret i Betty end i hendes døde mor, er kvalmende sød og god. Men da den hurtigt læste roman er spækket med underspillet humor, opvejer det for denne mangel. Som når moren Elsebeth ’styrtdrikker en brusetablet opløst i tranebærsaft’ under en telefonsamtale med Betty, eller når Betty hånende omtaler Doktor Hansen fra Matador som en ’listepik på cello’.
Mette Sø debuterede med PETIT PETIT i 2010, og selvom den kvindelige hovedpersons erhverv dér var cykelrytter, og ikke brugt-trusse-sælger, er den personlige udviklingshistorie fælles for de to romaner. Og heldigvis for det. For Mette Sø formår at skildre livets besværligheder med varme og ærlighed. Resultatet er vedkommende beretninger om det dér med at finde ud af livet.
