Bevægelsen alene giver mening – Bo Green Jensen DEN STORE EPOKE
Ægteskab, forfatterskab og en verden af lave. Fra sin halvskyggetilstand gør Bo Green Jensen boet op og er tilfreds med at være – i bevægelse.
I dag er Bo Green Jensen nok mere kendt som filmanmelder end som lyriker, men oprindeligt var han en del af den meget omtalte firsergeneration i dansk lyrik, hvor han kæmpede med Søren Ulrik Thomsen om at sætte den poetiske dagsorden. Han debuterede med den fantastiske og trøstesløse samling REQUIEM & MESSE fra 1981, der siden voksede til digtkredsen ROSENS VEJE (1981-1986) udgivet samlet i 1998. Efter syv års pause fra lyrikken (VÆGTLØS, 1997) har han endelig udgivet en ny digtsamling: DEN STORE EPOKE.
Teksterne i den nye samling af digte og prosalyrik består hovedsageligt af erindringer om et familieliv i opløsning krydret med eksotiske allegorier og besk satire over den globaliserede samtids politiske og kulturelle deroute. Det private blander sig med myte og historie i en storladen afsked med en epoke præget af ægteskab, forfatterskab og engagement i samtiden.
Afskeden fører til et mere afdæmpet goddag til en ny og ubekendt tilstand. I digtet `Det enkelte nu`, (s. 46), hedder det fx: – Jeg tog afsked med mit gamle liv / Jeg fik et nyt som jeg straks ville bytte / og endte i denne halvskyggetilstand / jeg stadig bestræber mig på at begribe / Men bevægelsen alene giver mening.
Samlingen er komponeret i fem dele rammet ind af et Intro og et Coda. Introen demonstrerer brutalt den store epokes undergang som et trafikuheld: – Bilen rammer manden bagfra, (s. 13). Det afsluttende Coda markerer så håbefuldt i den anden ende (med reference til 1001 NATS EVENTYR) overgangen til en ny epoke: – På dette sted i fortællingen så Scheherazade / at daggryet ikke var langt borte, / og tav, fordi hun fandt det sømmeligt, (s. 134).
Den nøje strukturering af teksterne i fem dele virker mere praktisk end nødvendig. De tre dominerende spor – erindringerne, allegorierne og polemikken – løber konstant sammen, mens den patetiske stil gør, at teksterne indimellem kan virke anstrengte og overlæssede. Læseoplevelsen bliver derefter.
Den lidt skingre modsætning i digtene mellem tungt hverdagstema og højstemt stil foregribes faktisk i samlingen selv: – Vi vil helst ikke tale om smerten. Det er derfor, vi formummer den i allegoriske gevandter, (s.21). Digtene er bedst, hvor de ikke bare løfter op i gevandterne, men også formår at blotte bruddet og tabet, lettelsen og glæden sprogligt, fx i epifaniske glimt af hverdagens mirakler. Som datteren Roses fødsel: – Hun løftes ud af et sår / men hun kommer for at læge os (…) Et skyhav i blik og et sind der begynder, (s. 34).
Samlingen er en rodebunke af opgør og selvopgør formuleret på lyriske præmisser, der nok lugter en smule af hengemt firserfims (engle og patos, dog ingen neon), men den rummer også skarpe linjer midt i de mest svulstige passager, hvor det højstemte stilleje skydes ned med selvironi. Som i digtet Baptisternes himmel hvor lovprisning og mirakel går hånd i hånd med noget så profant som en fraskilt ægtemand: – Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen / men fandt glæde ved bevægelsen / Lad os lovprise hvert / af de sarte mirakler som / genrejser fraskilte mænds værdighed. Jæs!
Jeg foretrækker klart det selvudleverende og til tider pinligt ærlige erindringsspor for både det allegoriske spor med de mange litterære og mytologiske referencer, og det polemiske spor, hvor statsmænd, medieverden og sågar anmelderkollegaer får tørt på af et selvudnævnt outsider-jeg, som kan pege alle ud. Skåret ind til benet handler samlingen om, hvordan en midaldrende mand gør sig fri af fortid og fremtid for i stedet – i de bedste digte i samlingen – at stille skarpt på nuet med intense sansninger af den hellige, almindelige hverdag. Hvor bevægelsen alene kan give mening.
