Bibelen som poesi – John Milton DET TABTE PARADIS


Drop forsættet om at læse Bibelen og kast Dem over Milton i stedet.

Citat

Så skabte Gud da hvalerne, og hver
en sjæl, som lever, alle dyr, der krøb,
som vandene frembragte mangefold,
hver i sin art, og hver bevinget fugl,
alt efter deres arter, hver især,
og så, at det var godt, velsigned dem
og sagde: ‘Bærer livsfrugt, bliver kun
mangfoldige og fylder hav og sø
og floderne! Lad fuglene på Jord
formeres!’ Sund og hav og bæk og bugt
straks fyldtes med en helt utallig sværm.
I stimer fiskene med blanke skæl
og finner glide under voven grøn,
og tit så vrimlende, som når af hav
en banke hæver sig. Snart enkeltvis,
snart par om par de æder af den tang
og kløvertare, som på bunden gror,
og nogle flakker om, som helst de vil,
i skove af koraller, eller fro
de lader solen i et hastigt glimt
beskue deres kjortler, der, med guld
er overdryssede. I ro og mag
i deres perleskaller nogle hist,
på deres våde føde venter. Her
har andre under klipper sig skjult
og ligger harniskklædte – der på lur,
og sælen leger i det smulte vand,
så og delfinernes den krumme slægt.
(Syvende sang, s. 244-45)

Bibelen er her ved begyndelsen til det 21. århundrede blevet bogen, ingen har læst, men alle taler om. At det forholder sig sådan kræver blot et par måneders køb af lørdags-Politiken, hvor man på bagsiden af sektionen ”Bøger” hver uge kan læse om en mere eller mindre kendt persons læsevaner. Rubrikken afsluttes altid med spørgsmålet, ”Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?”, og i ca. otte ud af ti tilfælde svarer folk (især hvis de tilhører den såkaldte 68’-generation eller er børn af denne) – ja, rigtigt gættet: ”Bibelen”.

Sandsynligvis er det ikke lystlæsning, folk forventer, når de pligtskyldigt udpeger Bibelen som deres foretrukne otiumsprojekt (hvornår skulle de ellers få tid til at læse den?), men i stedet noget så moderne som ”kulturforståelse”. Man ser det for sig: Tusindvis af glade, gråhårede 68’ere og deres kulturforståelseshungrende efterkommere i syv slægtled kæmpe sig igennem Mosebøgernes endeløse opremsninger af jødiske stamfædre og lovbud à la: ”Hvis to mænd kommer op at slås, og den enes hustru kommer til for at redde sin mand fra den, der slår ham, og hun rækker hånden ud og får fat i den andens kønsdele, så skal du hugge hendes hånd af. Vis ingen barmhjertighed!” (5 Mos. 25, 11-12. PS: Helt tilfældigt opslag!). Da skal deres pander rynkes og der skal ikke være ende på deres undren.

Der er imidlertid andre og langt mere fornøjelige veje til Bibelens verden. Den absolut smukkeste hedder PARADISE LOST, som i modsætning til det dårligt redigerede og (i oversættelse i hvert fald) sprogligt meget lidt udfordrende forlæg er en litterær åbenbaring, intet mindre. Mesteren bag, John Milton (1608-74), var stort set blind, da han i sine sidste leveår fuldførte eposet om Skabelsen og Syndefaldet, men er der noget, det lange prosadigt er båret af, så er det visioner, billeder – uovertrufne, vidunderlige og opfyldt af en poetisk kraft, der giver Bibelen baghjul så det basker.

Der er således al mulig grund til at takke Forlaget Vangsgaard for genudgivelsen af Uffe Birkedals fremragende oversættelse fra 1905, som ganske vist ikke når helt op på højde med originalen, men kommer imponerende tæt på. Birkedal gendigter således Milton i et sprog, der giver associationer til de islandske sagaer og Grundtvig, når han er bedst (eller værst, alt efter behag), snarere end til Bibelen, hvilket forlener oversættelsen med en helt egen originalitet.

Når det er sagt, kan det ikke umiddelbart tilrådes, at man i første omgang læser eposet fra start til slut. I stedet bør man læse udvalgte passager, og her er det selvfølgelig oplagt at læse de mest berømmede, nemlig dem, hvor den absolut fascinerende (anti)helt Satan optræder. Deres anmelder har dog sin favorit andet steds, nemlig i syvende sangs skildring af Skabelsen, der er noget af det mest fabelagtige (i ordets egentlige betydning!), der nogensinde er sat på tryk, og som en ekstra bonus fint kan bruges som godnatlæsning for familiens yngste medlemmer ude i alle de små hjem, hvor børnebiblen for længst er begyndt at samle støv. Milton holder.

Skrevet af Kirstine Ersbøll Meyhoff

Cand.mag. i litteraturvidenskab. Især optaget af gotisk litteratur, victorianske 'sensation novels' og krimier. Har desuden en forkærlighed for store episke, marathonagtige romaner - fra Margaret Mitchell til Vilhelm Moberg. Når hun bliver gammel vil hun sidde på en bænk i Sevilla og se solen glimte i Rio Guadalquivir, mens hun nusser sin marmeladefarvede kat bag ørerne.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *