Af | 30. januar 2006

Billedpatronens dobbeltdækker – Rolf Steensig & Henrik Drescher SPEJLE OG RØG

Ord, der ser sig i spejlet og får øje på et billede af en elefant, som bakker ud af et spindelvæv. Hvad behager? Jo, tak, billedet behager i den illustrerede digtsamling SPEJLE OG RØG, forfattet af digteren Rolf Steensig og bemalet af kunstneren Henrik Drescher. Lyrikken halter desværre lidt bagefter.

 Den prisvindende kunstner Henrik Dreschers har værker hængende på New Yorks Museum of Modern Art og The Getty Museum. Men ingen på Louisiana, Statens Museum for Kunst eller noget andet dansk kunstmuseum for den sags skyld. Og det er en forbandet skam. For hvis der er noget i SPEJLE OG RØG, der får hjertet til at banke og gebisset til at flapre, er det Dreschers kunstværker, som digtsamlingen nærmest koger over af.

Henrik Drescher er født i Danmark, opvokset i USA og p.t. bosiddende i Kina, hvor også denne lækre udgivelse er trykt efter gammel kinesisk håndværkstradition. Og måske er det den udanske farvemættede, eftertænksomme og symbolske collagestil, der gør billederne til noget helt særligt. Tegninger, pensler, ord, frimærker og fotografier – alle optræder de side om side, i et underligt dragende univers, der minder lidt om den amerikanske kunstner Joseph Cornells fantasifulde og nærmest surrealistiske kunstkasser.

I dette sært farverige univers træder digteren Rolf Steensigs ord ind af døren. Og det var måske netop i en sådan relation, man skulle betegne værket SPEJLE OG RØG. Altså, ikke som det hedder sig i forlaget Nords præsentation, ’en illustreret digtsamling’, men snarere som et kunstværk, udstyret med ord. For selv om ordene danser udmærket selskabsdans med billedstrømmen, er det billederne, der er værkets største force.

Lad os alligevel dvæle lidt ved lyrikken, for Rolf Steensig er bestemt ikke nogen dårlig digter. Han har en befriende humoristisk stemme (- Jeg har en datter i min hjerne/ og ingen gode råd at give), en fornem visionær billedskabende evne (- det er en elefant som bakker/ ud af et spindelvæv/ slår sirenen fra/ og smelter til et klaver) og viser på mange måder stort potentiale, i denne digterens første hele værk. Hvorfor bliver denne læser så ikke helt forløst, når digteren formår at charmere og betage så langt hen af vejen?

Måske er det fordi digtene ikke rigtigt kommer ud af røret. De hopper lystigt på stedet, fyrer billedpatroner af og sender røgsignaler ud i æteren, men der mangler en vis grad af nødvendighed. Som digteren selv skriver, ’varmes der op til et budskab’ og der findes en ’nøjagtig sludder og en venlig hosten gennem alle sætninger’.

Der er altså lidt rigeligt med røg, men ikke noget lokum, der brænder. Jeg efterlyser derfor til Rolf Steensigs næste udspil, som jeg oprigtigt vil glæde mig til, en ægte lort, der gør ondt at få ud.

Til Henrik Drescher må man bare spørge: Hvorfor sender du ikke mere kunst tilbage til Danmark?

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også