Biologisk ubalance – Glenn Christian VIBRIO
Med VIBRIO fortsætter Glenn Christian sin fascination af betændt kropslighed i en dystopisk verden, men det er hans svageste digtudgivelse til dato.
Digt
Nu kommer solen – igen. Hest – hund eller menneske – alt sammen uigenkendeligt i sit eget blod. Man kan ikke skelne det ene fra det andet: et stort rod! I en varm kæde af feber – som en glohed slange om halsen – der både kvæler og spytter gift – så mine lunger udsultes af luft – giver mig kun mulighed for at finde noget jeg kan ligge på. En stor sten – en grå klump. Der må jeg hvile.
Jeg var pænt oppe at køre over MUDRET SOL (2013). Den var mit første møde med Glenn Christians poesi og fortjent nomineret til Montanas Litteraturpris 2014. Jeg var mindre, men stadig pænt lalleglad i låget over GRUSOMHEDSUDSTILLINGEN (2015), hvor J.G. Ballards THE ATROCITY EXHIBITION (1970) dannede litterær dansepartner for Glenns bidrag til Forlaget Arenas Donna Wood-genskrivninger. For mig er Glenn Christian én af de mest interessante danske lyrikere. Den sproglige stil virker konsekvent fortættet og føles originalt gispende, mens grundtonen pendulerer mellem ydmygelse og desperation.
Men her kommer mit surmulende muk: Med VIBRIO har Glenn Christian skrevet en doven version af sine tidligere bøger. Og det er altså irriterende, at teksten er forkølet, når man gerne vil forkæles.
I VIBRIO har det lyriske jeg isoleret sig i en skov, udstødt af civilisationen. Det er en ‘hårfin balance mellem død og mindre i live’. Med pletter af svamp på indersiden, åndedrætsbesvær og giftpletter for øjnene trasker den ødelagte krop rundt i en accelererende feberdøs. Selv den menneskelige identitet profaneres: ‘Se! Jeg ligner en trøffel/ der bare står og snylter/ på fremmede rødder/ stikker min misfarvede/ lædertunge ned i alt’. Den dobbelthed – at kroppen på samme tid er inficeret og smitsom – peger tematisk på en økologisk civilisationskritik og et ydmygende selvhad i teksten.
Wikipedia oplyser, at vibrio er en bakterietype, hvor smittebæreren i vanskelige tilfælde (fx cholerae vibrio) dehydrerer ved voldsom opkast og diaré. Aha, og videre: Efter få, intense timer kan diaréen udvikle sig voluminøst med en mere vandtynd, risvandslignende konsistens. Er VIBRIO sådan – som risvandslignende tyndskid? Nej slet ikke, momentvis demonstrerer Glenn, at han er dygtig til at lave billeder: ‘Modvinden har fjernet de fleste træk i mit ansigt. Jeg ligner en hvid væg i hovedet – en bordplade fra øjnene og nedefter’. Men helhedsindtrykket er blodfattigt, nærmest uambitiøst, det løfter sig aldrig rigtigt eller der mangler simpelthen bare flere gode passager som den her:
– Jeg taber fingrene – kaster armene fra mig. Benene –/ dem har jeg endnu – de/ de/ de/ holder mig oprejst – så jeg lidt endnu: kan udholde et liv/ et hopla på stedet/ og andet godt. Jeg får ofte tæsk – helt tilfældige – især børn –/ prikker med pinde/ tramper og sparker. Jeg bliver snart noget andet – snart glider/ jeg om på maven/ kan ikke andet
Det skal understreges, at digtsamlingen er skrevet til og udgivet som en del af billedkunstneren Rolf Nowotnys udstilling CONKCLOACA på Christian Andersens galleri (se her). Og bevares, det kan forklare udgivelsens letbenede status. At den er skrevet frem eller designet til at være en del af en større kunstinstallation. Men udgivelsen bør også kunne stå på egne ben, hvilket signaleres, når forlaget Antipyrine vælger at sende den på gaden som et selvstændigt værk.
Og det er her, hunden ligger begravet. VIBRIO er Glenn Christian på automatpilot, en skitse som aldrig forløses. Tryllestaven mangler, der er kein hexerrei, men der bør altid være hexerei. Især hos en digter som Christian. Jeg vil ikke anbefale, at nye Glenn-læsere starter med VIBRIO. Den er for die hard-fans eller for personer, der var til stede og så det frugtbare ved kunstinstallationens energitransfusion. Glenn har på få år opbygget et stort (og aggressivt godt!) udgivelseskatalog, og dér vil man finde andre, bedre digtsamlinger.
