Bitter brite – Martin Amis KØTER
Går du og døjer med en lille vinterdepression? En hungren efter lys og varme og glade tanker? Så hold dig langt væk fra Martin Amis’ seneste roman på dansk.
Citat:
Foruden at holde fingrene for sig selv i nogle dage havde Clint forberedt sig på sin date med Rehab ved at tage tre Potentium og fem Big Boy. Big Boy var et andet webdrug, som Clint var begyndt at bruge. Ifølge det, han havde læst, skulle det øge ens ejakulationer til ‘pornografiske mængder’. Og det gjorde det også. Man kunne have indvendinger mod kvaliteten (farven, konsistensen, lugten og så videre), men kvantiteten var indiskutabel […].
Han havde sigtet på hendes bryst (ikke på hendes underliv som aftalt) og ikke regnet med, at det ville plaske ud over hendes hals og hår.
Så var Rehab gået amok, havde skreget i telefonen på en hårtørrer og ekstra shampoo.
KØTER er en veritabel rejse til nattens ende. I forfatterens optik er verden et grumme hæsligt sted befolket af voldelige, (magt)liderlige, incestuøse, pengesyge og først og fremmest amoralske mennesker. Ikke overraskende er verdens undergang et gennemgående motiv, bl.a. symboliseret ved den overhængende fare fra en komet, der inden for få dage måske, måske ikke, vil ramme jordkloden.
Handlingen deler sig i fire separate fortællespor, der efterhånden samler sig omkring et krimiplot.
Nr. 1: Xan Meo overfaldes på en pub og indkasserer en hjerneskade, der forvandler ham til et primitivt volds- og sexhungrende monster, som voldtager sin kone, fantaserer om at flå sine børn i stykker og er optændt af hævntørst over for sin overfaldsmand.
Nr. 2: Storbritanniens konge, Henry IX, er i krise og plages af et stressrelateret afføringsproblem, fordi et nøgenbillede af hans datter, den 15-årige prinsesse Victoria, er blevet offentliggjort.
Nr. 3: Den kyniske og sexfikserede tabloidjournalist Clint Smoker skriver opdigtede sladderhistorier og lider af peniskomplekser (se citat til højre).
Nr. 4: Et fly på vej over Atlanten er på nippet til at styrte ned.
Hvordan disse tråde nødtørftigt samles, skal ikke afsløres, men det skal så sandelig afsløres, at det ikke lykkes særlig godt. Det skulle også gerne stå klart, at sex og vold er handlingens primære drivkræfter, og at romanen præsenterer et kynisk og kærlighedsløst univers. Sortsynet opblødes en smule af forfatterens vittige tone, men kun en smule, for selv humoren er inficeret af misantropi. Amis latterliggør og udstiller personerne på en lavkomisk og latrinær facon, som f.eks. den sidelange og meget detaljerede beskrivelse af kongens røvtur på det royale toilet:
– Med en voldsom anstrengelse, der fik det til at tordne for ørerne, udstødte Henry noget, der kunne have været et mellemstort håndvåben; derefter brugte han cirka to hundrede meter toiletpapir […]. Den afskyelige kløe var knap så slem nu. Den var omsider blevet grundigt kradset, indefra.
Forfatterens ironiske distance til sine romanfigurer er medvirkende til, at personerne bliver livløse skabeloner, og at man som læser aldrig fanges af fortællingen. Samtidig forvandles den samfundskritik, der kunne have været interessant, til en aggressiv og udpenslet tirade fra en sammenbidt og bitter mand, og mister derfor sin interesse.
Man mærker, at britiske Amis, der har mange anmelderroste romaner og fornemme priser på cv’et, har fod på sproget (godt hjulpet af den begavede oversætter). Ærgerligt, at han skyder sig selv i denne fod med sin forbitrede attitude.
