Bittersød blues i et cover af pop – Kirsten Thorup BABY
Baby er blevet 30 år gammel og lyder som en pladefuld blues: På én gang banal og rørende, overfladisk og vedkommende, rå og uskyldig.
Citat
Er du sur, sagde han og han lagde sig ind mod hende.
Nej, jeg tænker på i morgen, sagde hun.
Det skal du ikke, nu har vi det lige så godt, sagde han, med en blid drømmestemme.
Nu er det for sent at kneppe, sagde Cadett modløs.
Det kan jeg ikke indse, sagde Marc og han var næsten ærgerlig over at hun havde ødelagt stemningen og Cadett lagde sig ovenpå ham og hun begyndte at kysse ham for at han skulle holde op med at snakke og næste morgen vågnede Marc alt for tidligt og solen skinnede og det var vejr til at tage i Dyrehaven (…)
Venter du ikke et par dage med at flytte, det er så godt vejr, sagde hun til Marc.
Bilsælgeren Marc og husmoderen med bilmærkenavnet Cadett omgiver sig selv med tomgangssnak og store selvbilleder opfostret på alkohol. Kun J. Daisy, den syngende transvestit har modet og integriteten til at stå ved sin afvigende karakter og seksualitet.
Det er overfladen, det handler om. Den lækre, glitrende og syregrønne indpakning af alting, som også pryder bogens forside. Og Kirsten Thorup har sans for overfladens æstetik og de længsler, det overfladiske menneske alligevel altid afslører. Susi, Marc, Cadett, Lini, Ric, Ivan og Eddie er alle fastlåst i spillet – spillet om penge, job, kærlighed og image. Og ikke mindst er de fortabte i samspillet med hinanden. Selv deres børn fremstår de fraværende overfor.
Der er kun tilbage at drømme sig væk eller flygte. Væk fra Vesterbro og væk fra sig selv. Hjælpemidlerne er mangfoldige som personerne og tæller både alkohol, fornægtelse, skilsmisse, selvmordsforsøg og mord.
Det tager et par kapitler, før man vender sig til den nærmest ligegyldige fortællerstemme, der gengiver hvert et sagt ord, klichéer som sandheder, med samme vægt og fylde. Den talesprogsagtige sil har som konsekvens, at sætningerne kædes sammen med et ”og” i lange sekvenser på halve sider uden punktum. Alt sidestilles alt andet OG det ligner en livsfilosofi fra bogens karakterer, der har samme sprogbrug, hvad enten de diskuterer valg af café eller skilsmisse.
Baby blev med rette betegnet som en generationsroman dengang. Og det ligner en tanke, at Ernest Hemingway brugte samme stillistiske kneb til at fortælle om den fortabte generation i 20’ernes Paris i The Sun Also Rises (1926). Også her blev fortællingen minutiøst nærværende ved det evindelige ”og”, der lader læseren følge tanken i dens tilblivelse og fastholder ham helt nede i sprogets små forskydninger af betydninger.
Stilen er monoton, Baby er fortalt som en medrivende strøm uden klare begyndelser og ender, som selve storbyen uden fikspunkter at orientere sig ud fra. Til gengæld skærpes lydhørheden for replikkernes skiftende tonefald og underliggende betydninger på grund af den monotone, på overfladen ligegyldige, fortællerstil.
Romanen er netop blevet filmatiseret af Linda Wedel, og det filmiske perspektiv ligger allerede i bogen. Romanen er som en film uden plot, som formår at kalde på indlevelse gennem dens 10 forskellige personers små fortællinger, som kædes sammen af deres fælles tilhørsforhold til Vesterbro. Her ligger solidariteten og her ligger samfundskritikken.
For kritisk er Kirsten Thorup altid, og her er hverken verden eller Vesterbro blevet for voksne til stadig at lade sig bevæge af Baby – som bog og som film.