Bizar kvindeporno er bedre end den gængse – Anaïs Nin VENUSDELTAET og DE SMÅ FUGLE


De pornografiske scener i Anaïs Nins erotiske noveller fra 40´erne er frække og fantasifulde, men de mange sære historier, der indrammer det erotiske, er af svingende kvalitet. 

Citat

Da Baronen kom ind, løftede hun lige hovedet og smilede til ham. Hendes ene fod var anbragt på et lille bord, hun havde skubbet sin kunstfærdige brasilianske kjole op og fortsatte med at male skamlæberne med sine juvelbesatte hænder, mens hun lo af den ophidselse, mændene rundt om hende afslørede.
Hendes skamlæber var som en overdimensioneret drivhusblomst, større end nogen, Baronen havde set før, og det omgivende hår var frodigt, krøllet og skinnede sort. Hun malede sine skamlæber så omhyggeligt, som om det var en mund, så de kom til at se ud som to blodrøde kameliaer, der var blevet tvunget til at åbne sig, så man kunne se den lukkede knop som et blegt, tyndhudet indre i blomsten.’

Fra novellen: DEN UNGARSKE EVENTYRER

I stort set alle novellerne er der pornografiske passager med overraskende mange seksuelle variationer, hvoraf sex med børn, dyr og prostituerede blot er nogle af dem. Voldtægter og forskellige variationer af tvungen sex er også et hyppigt tema. Endelig er der også helt almindelig porno med svulmende bryster, drivvåde kusser og store erigerede lem.

De pornografiske scener er klart frækkere end den slags porno man kan finde på nettet eller i butikkerne, porno, som for langt de fleste kvinder virker ikke bare krænkende, men også frastødende. Nins univers er ganske vist bizart og der er masser af grænseoverskridende elementer, men det er samtidig også et  æstetisk og sanseligt univers. Man fornemmer ikke bare kroppene og deres bevægelser, men også de personligheder, der udfolder sig på lagnet, og endnu vigtigere, den stemning der er i rummet og de drømme og længsler, der går forud for mødet. Det er ikke tomme kroppe, der kopulerer, det er mennesker af kød og blod, med livserfaring, personlighed og temperament.

Størstedelen af teksterne består af lange beskrivelser af scener før og efter de erotiske møder: personbeskrivelser, maleriske skildringer af byer og landskaber og komplicerede psykologiske forhold. Desværre er mange af teksterne trivielle og klichéfyldte, det lugter lidt af lægeroman. Mandens uslukkelige begær og kvindens eftergivende og svage karakter er til at få svips af, lige som de prostituerede kvinders farlige femme fatal karakter er temmelig grinagtige. Heldigvis er der også eksempler på interessante tematikker, som for eksempel forfængelige unge mænd med præstationsagt og impotens og vovede og handlekraftige ældre kvinder, der tager og dominerer.

Noget af det bedste ved novellerne er de mange beskrivelser af forskellen mellem eksperimenterende sex med tekniske variationer og sex, hvor lidenskaben er til stede. Kunsten at elske lidenskabeligt er et tema, der går igen i næsten alle novellerne, hvor et utal af unge kvinder er ’oplært i det seksuelle – rent teknisk’, men de føler hverken lidenskab eller begær. De har ikke lyst til sex, de keder sig, de tænker på noget andet, mens de lader som om, at de nyder det, for ikke at såre manden. At vække kvindens begær, og hvad der sker, når det er nået, er omdrejningspunkt for mange af novellerne.

At kalde Nins erotiske noveller for kvindeporno er måske lige frækt nok. For hvem siger, at mænd ikke også er komplicerede lidenskabelige væsner, der drømmer om andet og mere end sjælløs knepperi. Noget tyder på, at der i hvert fald var én mand, der fandt novellerne erotiske. Novellerne er skrevet på bestilling af en ukendt bogsamler, som betalte Nin intet mindre end hundrede dollars om måneden for de erotiske historier.

At Nin skrev for pengenes skyld er der ingen tvivl om. Hendes turbulente liv indbefattede blandt andet en syv år lang erotisk affære med en af dekadencens store mestre, Henry Miller, og et dertil knyttet liv som fattig boheme i henholdsvis Paris i 30´erne og New York i 40´erne. Nin så sig nødsaget til at gå på kompromis med sin kunst for at tjene penge, hvorfor hun længe var i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet ønskede at udgive novellerne.

Hendes begrundelse for udgivelsen er tankevækkende sammenfaldende med novellernes nutidige relevans:

’Jeg besluttede til sidst at udgive dem, fordi de viser de første forsøg af en kvinde i en verden, der hidtil har været mændenes domæne.’

Skrevet af Lone Højgaard Viemose

Lone Højgaard Viemose er cand.mag. i Idéhistorie og Moderne Kultur og Kulturformidling. Bor på Christianshavn, arbejder lidt, læser meget.

Skriv til Lone

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *