Blæksprutter har også næb – Birgitte Krogsbøll DYR MED NÆB ORDNET EFTER ANTAL VINGER


Krogsbølls hyggelige små lister ordner og uordner dyr, så man må se på dem med nye briller.

To lister:

dyr med bagage ordnet efter rummelighed, faldende orden:

1)      kuffertfisk

2)      taskekrabbe

3)      lommelærke

4)      pungmus

 

dyr med værdifulde stoffer i navnet, ordnet efter kilopris, stigende orden:

1)      jernspurv

2)      stålorm

3)      kobbersnog

4)      sølvmåge

5)      guldspurv

6)      diamantcobra

7)      narkohund

En liste er vel som udgangspunkt designet til at ordne et udsnit af verden. Den skal give et ellers konfust og uordnet område struktur, overskuelighed og opstille lighedspunkter mellem ting, der ellers ikke ville have andet til fælles end at eksistere.

Birgitte Krogsbølls fine lille listebog gør også præcis det: ordner forskellige dyr, som finder plads på de forskellige lister ud fra en række kriterier. Men kun ved første øjekast. Mere end at ordne verden, griber listerne i DYR MED NÆB ORDNET EFTER ANTAL VINGER ind i virkeligheden, approprierer den og transformerer den. Visse dyr vrides skæve for at kunne passe til listen, som f.eks. en lapprador, der nu pludselig staves med p for at passe til listen over ’cykelpunkteringspraktiske dyr med dobbelt-p i’, og et næsehurn, der skal presses ind i listen over ’pattedyr med u i navnet, ordnet efter længden af hold + ordbredde’.

Det er listernes rammer, som definerer dyrene, ikke dyrene, som sætter rammerne for listen. Dyrene er underordnet listen og vrides ud af form for at passe ind. Dermed siger bogen også noget om selve manøvren i at forsøge at ordne verden. Mere end at postulere en orden, kan man altså sige at listerne omformer et skema, vi troede var på plads, til et kaos, der sætter spørgsmålstegn ved det fornuftige i nogen som helst taksonomi. Når man alligevel bare kan omforme de givne ting, så de passer til den opstillede orden, kommer listerne til at indeholde og postulere deres egen unødvendighed.

Det er blot ét af de mange greb, som tilsammen gør Krogsbøls små listeforklædte digte (eller digtforklædte lister) til en ret sjov læseoplevelse. Det er en helt igennem underholdende listesamling, som ud over visse obskure og ukendte dyr (hølus og buksebi (?!)) opremser ting, vi er vant til at omgås med en vis naturlighed, men som igennem deres optræden i en underlig og indgribende taksonomi fremtræder nye og sært unaturlige for læseren. At en blæksprutte også har et næb, et fugleorgan midt i blæveret, finder jeg eksempelvis meget foruroligende. Listens kriterier åbner med andre ord frugtbart op for en masse aspekter ved de oplistede dyr, som man ikke havde tænkt på før, men efter endt læsning ikke ønsker at være foruden.

Men nu skal vi måske også passe på ikke at udfolde det helt store fortolkningsapparat. Først og fremmest er listerne sjove, hyggelige og hurtigt læste. Alene derfor kan DYR MED NÆB ORDNET EFTER ANTAL VINGER varmt anbefales. Det er selvsagt ikke et koncept, der kan holde til en vedholdende og insisterende udfoldelse over 600 sider, men som minimal kluklatterlæsning er det en fin lille bog, som trækker spøgefulde og lystige tråde til franske listemagikere som eksempelvis Georges Perec.

Skrevet af Troels Hughes Hansen

Cand.mag. i fransk, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Litterær omnivor, men med en særlig forkærlighed for Célines maskingeværsprosa, Dostojevskijs hysteriske delirium, Bernhards udfald og Bukowskis fuldemandssnak. Kort sagt alt, som rabler.Redaktør på LitteraturNu.

Skriv til Troels

2 kommentarer

  1. Jeg elsker hitlister, så dette må være bogen for mig. Troels har for mig igen åbnet op for en forfatter som jeg intet kendte til.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *