Blandede Bolcher – KRITIK #170
KRITIK #170 er en blandet oplevelse. Måske et klarere fokus i redigeringen af nummeret havde hjulpet til at læseoplevelsen blev en smule klarere. Som det er nu, er det som en pose blandede bolcher.
Det er svært umiddelbart at få øje på noget samlende tema i det nyeste nummer af KRITIK. Men måske er det netop meningen, og derved bliver KRITIK 170 et metanummer, der peger på sit eget tema. Eller mangel på samme. I hvert fald kredser de mest interessante artikler i dette nummer om begreberne særpræg overfor lighed og identitet overfor identitetsløshed.
Den hollandske stjernearkitekt Rem Koolhaas indleder tidsskriftet med sit programessay ”Den generiske by”, hvor han argumenterer for en ny, identitetsløs, perifær by. Koolhaas’ ideelle by er som den moderne lufthavn: hypermoderne, funktionel, airconditioneret og ens over hele jorden. Men i modsætning til den gængse opfattelse, ser Koolhaas ikke dette tab af særpræg og identitet som noget dårligt. Hvad er ulemperne ved identitet og hvad er fordelene ved tomheden, spørger han, og svarer med et kampråb: ”ned med særpræg!” Koolhaas’ artikel er provokerende i sin nærmest naive begejstring for den moderne metropolis, men også forfriskende cool i sine beskrivelser af en tom fremtid, der måske ikke ligger så langt ude i fremtiden.
I artiklen ”Tid til remake” viser Yoichi Nagashima hvordan dette fravær af særpræg kan føre til ny kunst igennem såkaldte remakes. Den unge generation af japanske forfattere er vokset op med den såkaldte anime-kunst, hvor tegneserier bliver produceret ud fra en vedtaget database af personer, handlinger og omgivelser. Det står således enhver frit for at lave sin egen historie, som ikke er skabt af nogen forfatter, men som på den anden side heller ikke rigtig er ens egen. Dette fænomen har også bredt sig til litteraturen, hvor unge forfattere giver sig til at digte videre på, eller helt omskrive, tidligere værker. Forfatterbegrebet bliver på den måde udvandet, men på en måde der frembringer ny kunst, ny litteratur. Man venter spændt på litterære compilations eller remixes som vi er kommet til at kende (og elske?) det fra musikken.
Henrik Bach giver i ”Gud, tomheden og øjeblikket” et historisk perspektiv på Tidehverv, den religiøse bevægelse som i dag spiller en så stor rolle via præsterne Jesper Langballe og Søren Krarup. Det er overraskende at konstatere i hvor høj grad det nihilistiske spiller ind i Tidehvervs ideologi, og i hvor høj grad bevægelsen sætter det enkelte individ, og specielt det enkelte individs magtesløshed, i centrum.
Resten af artiklerne er af mere svingende kvalitet. Keld Zeruneith leverer i ”Paulus indefra” et psykologisk portræt af Paulus. Man må kontekstualisere Paulus for at kunne begribe ham, er Zeruneiths påstand, og det er nødvendigt at forstå Paulus’ psyke for at forstå de paulinske breve. Zeruneith vælger at betragte den biografiske og den implicitte fortæller Paulus som en ”samlende metafor”, hvilket han begrunder med, at den eksplicitte og den implicitte fortæller i brevene ikke lader sig skille ad. At ikke skelne mellem liv og værk forekommer dog alligevel en smule problematisk, men accepterer man metoden, er Zeruneiths læsning underholdende og informativ.
Henrik Stampe Lunds artikel om Botho Strauβ og Novalis viser hvordan en balance mellem det han kalder ”kritikkens oplyste og erindringens konservative engel” er nødvendig for det liberale demokrati. Den sammenhæng finder Stampe Lund også i flere andre sammenhænge, bl.a. den litterære.
Jørgen Falkesgaard leverer en lidt sløj læsning af Ivan Malinowskis to tidlige digtsamlinger som Malinowski selv slettede. ”De må med i næste udgave af Malinowskis samlede digte”, skriver Falkesgaard, og så kan man jo undre sig over, med hvilken ret Falkesgaard gør sig til dommer over Malinowskis livsværk.
Og Aage Henriksen virker som om han kører i den samme, gamle sublimeringsrille, når han i ”Teologi og erfaring” konkluderer at Kierkegaard, Grundtvig og Goethe alle sammen blev kunstnere ved at en ungdomsforelskelse blev bragt til ophør.
KRITIK 170 er en blandet oplevelse, hvor de bedste artikler klart er de to første. Resten er af mere svingende kvalitet, men bestemt værd at læse, om ikke andet så for at være uenig med dem. Måske et klarere fokus i redigeringen af nummeret havde hjulpet til at læseoplevelsen blev en smule klarere. Som det er nu, er det som en pose blandede bolcher.
