Af | 29. oktober 2012

Blandet godt fra gemmerne – Lars Movin JØRGEN LETH: KUNSTEN AT GÅ PÅ GADEN – TEKSTER FRA TRESSERNE

Lars Movins samling af Jørgen Leths avis-skriverier fra 1960’erne er en fin præsentation af den unge spørge-Jørgen på vej frem i verden, et godt tidsbillede – og en noget ujævn læseoplevelse.

Citat

Det hér kan ikke rigtig blive en anmeldelse. Jeg har læst Inger Christensens nye bog Det, men jeg er ikke færdig med Det. For mig er Det slet ikke en bog, man sådan kan lægge ned foran sig og sige: Det var den bog, det var sådan og sådan, og nu til den næste. Det er nemlig en af de sjældne bøger, som laver et kæmpekrater i det litterære øjebliksbillede – og som giver én nogle mærkelige dage, man ikke kommer urørt fra. I stedet for at referere og vurdere må jeg i al hast meddele det umiddelbare indtryk: Jeg er stadig midt i Det, overvældet, euforiseret af denne himmelhøje poesi, som i al fald – og nu alligevel straks et ryk ud i et litteraturhistorisk perspektiv – uden videre kan fastslås at være det betydeligste lyriske værk på dansk siden Klaus Rifbjergs Camouflage (1961), så har man ikke sagt for meget … Og ligesom Rifbjerg dengang satte en milepæl i sin egen produktion og samtidig i modernismens udvikling, er det med Inger Christensens ny bog ikke blot åbenbart, at hendes talent er modnet til genialitet, men hér – med to hundrede og niogtredive sider afsindsklare og fortabelsesdybe vers – sættes et nyt kæmpekolon i tiden. En generations erfaring koncentreret til visionær indsigt. Der må gøres ophold her, og alt er forandret herefter.

KUNSTEN AT GÅ PÅ GADEN kommer vidt omkring. Læseren præsenteres for en imponerende bred vifte af kulturelle emner, der i et forsøg på orden er inddelt i journalistik, rejser og fiktion. De blandede avisartikler, anmeldelser, interviews og essays forekommer dog stadig temmelig fragmenterede og indforståede, da de så åbenlyst er skrevet til en aktuelt involveret samtid.

Den unge Leth rapporterer fra 1960’ernes eksperimenterende brydningstid og debatterer alt fra happenings, reklameæstetik, finkultur og nybrud i film og musik. Eksempelvis pigtrådsgrupperne (!) Rolling Stones og Beatles. Man får indtryk af en myreflittig, ung og sulten Leth, som formes og inspireres af sine journalistiske opgaver og herigennem også udvikler sit æstetiske, kunstneriske livssyn.

Når bogen er bedst tager man som læser del i hans nysgerrige livsappetit og mores over, hvor meget eller lidt der er sket siden dengang. Bl.a. får beskrivelsen af Mick Jagger smilet frem: ’Han er et stykke pornografi… Hans mund er fyldig sensuel, man kunne kalde den negroid.’ Jazzmanden Leth kaster sig ind i tidens polemik omkring den moderne musik med et skarpt blik for det nye forførende rituelle, seksualiserede fokus i en tid længe inden Madonna og Lady Gaga. Andre steder kradser kedsomheden. Med så stort et emnefelt kræver det sin læser at være lige engageret i det hele.

I disse tidlige artikler ligger kimen til Leths film- og digtproduktion, og hvis man er Leth-nørd er det i sig selv interessant at opsnuse disse spor. Mere alment er bogen primært relevant pga. sproget og humoren. Den entusiastiske, sanselige formidling af litteratur og ballet er et af bogens højdepunkter. Leth er bl.a. helt paf og overvældelet af Inger Christensens DET, og balletdanser Niels Kehlet betegnes med følgende lækre sætning:

– Det er ikke kun hans springs højde og renhed man lægger mærke til, men lige så meget den skæve, sky poesi i hans springske munterheds revner.

Den slags Lethsk stemningslir er der meget af, og det er en fornøjelse. Der er også god humor i forordet, hvor Leth krukket imponeres over sig selv som ung: ’Var jeg virkelig så meget på forkant? Skrev jeg virkelig så skarpt?’, og Lars Movin slipper godt fra at samle trådene og supplere konteksten i efterordet, hvilket er lidt af en bedrift.

458 sider er dog stadig rigtig meget af den unge Leth at tage ind, og man kan med fordel gøre brug af det glimrende register og tage ham lidt i bidder.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Journalistik,

Læs også