Blandet landhandel – Lene Rikke Bresson (red.) MIDTJYSKE FORTÆLLINGER
20 forfattere fortæller historier med udgangspunkt i en midtjysk lokalitet. Det giver en broget antologi, der sætter gang i tanker om begreber som ’hjemstavn’ og ’provins’.
Citat
Vi kommer ind i rundkørslen og videre gennem byen ad Banegårdsgade, som efter nybyggeriet på begge sider nu må gøre krav på at være den grimmeste gade i Østjylland. Jeg forstår det ikke. Hvorfor skal Odder, som ligger i et så dejligt landskab med (lad os blot gå til salme- og sangskatten) de mange fuglesving og høje himle, gøres grimmere og grimmere? Er der mennesker, der er blevet arkitekter ud fra hævnmotiver, er de en slags ondskabsfulde misantroper, der vil plage deres medmennesker?
Henning Mortensen: Lovprisning i fuglelandet
Denne udgivelse er kuriøs, fordi den er støttet økonomisk af noget så upoetisk som Region Midtyjlland. Det kan få en til at frygte, at den skal fungere som en turistbrochure, men de fleste bidrag er langt fra velfriserede skønmalerier.
At fortællingerne skulle være særligt midtjyske (som åbenbart også dækker store dele af det, der engang hed Øst- og Vestjylland), kan jeg nu heller ikke se. De kunne lige så godt foregå i Thy, Næstved eller på Als og handler derved om den danske provins og det at have sin hjemstavn der. Hvis man er født i provinsen, kan man flygte langt væk ved først givne lejlighed, eller man kan blive boende og accepterer de vilkår, der hersker. En stor del af forfatterne har gjort det første, men med alderen kommer der så et tidspunkt, hvor hjemstavnen ikke kun er frastødende, men også forunderligt dragende. Man er nødt til at forlige sig med det, der formede ens barndom. Det er ikke mindst det, bogens historier handler om, og ofte er fortælleren et jeg, der er blevet forfatter, men nu vender tilbage – eller ligefrem hjem.
En skønlitterær antologi med nyskrevet bestillingsarbejde kan være en blandet landhandel, og denne er ingen undtagelse. Det uensartede gælder form, indhold og ikke mindst kvalitet. De erfarne forfattere skriver bedst, og selv om det måske ikke er hjerteblodet, der har fyldt blækpatronen denne gang, besidder folk som Svend Aage Madsen, Trisse Gejl, Hans Otto Jørgensen, Oscar K og Lone Hørslev dog en professionalisme, der gør at deres tekster altid er værd at læse.
Lidt højere løfter Henning Mortensen sig (men jeg må indrømme, at han er en af mine gamle favoritter). Lige ud ad landevejen (mod Odder) fortæller han om himmelstræben og enegang hos såvel sig selv, som et par af egnens farverige skikkelser. Samt udtrykker en stille usikkerhed om, hvem der egentlig har bedst greb om landsbyens virkelighed.
Af de yngre kræfter har Dorthe Nors en fin fortælling om, hvor ubehjælpelig en drøm det er at ville blive forfatter, når man vokser op i Herning. Hun skriver om den første og altafgørende skrivemaskine, og det samme gør Vagn Remme i historien om en sønderbanket opvækst i Hvam Mejeriby. Det er krydret med seks siders ’fiktive fodboldresultater’ – tabeller liver enhver tekst op.
Erwin Neutzsky-Wulffs selvretfærdighed har jeg en lille svaghed for. Hans collagetekst rummer både patos, udmalede pointer og den vrede, der giver tekster bid. Stakkel Randers og alle os andre.
Rasmus Nikolajsen har skrevet en særdeles veloplagt historie på vers om en fest for gamle elever på en folkeskole i Grenå. Byens portrætteres på én gang ømt og trøstesløst, inden hovedpersonerne på djævelsk vis får hinanden i enden. Versfortællingen er en genre, det kunne være sjovt at se mere af fra hans hånd.
Som den største positive overraskelse må jeg fremhæve Mikkel Wallentin (som jeg ikke kendte) og hans nådesløse beskrivelse af Brandes blanding af dumhed og grimhed. Den kunne man godt ønske sig udvidet til roman, hvorved den ville være det nådesløse portræt af en dansk provinsby, som fx NORDKRAFT aldrig blev.
