Blandt folk og fæ i det østjyske – Henning Mortensen RÆVEN GÅR DERUDE
Anden del af Sondrup-trilogien byder på gamle kendinge omkring Horsens Fjord og er en god gang underholdning, hvis ellers man kan kapere forfatterens hang til litterære referencer.
Lad mig til at begynde med spørge lidt frækt: Har du nogensinde hørt om en midaldrende storbystrømer i livskrise? Hvad så med en sofistikeret seriemorder, der driver ham rundt i manegen? Jo, den er god nok, ikke? Genkendelsens glæde eller trivialitetens træghed? Vi har i hvert fald set det før. Så lad mig bare slå fast med det samme, at det ikke er for den gode kriminalgådes skyld, at man skal give sig i kast med Henning Mortensens anden roman i Sondrup-trilogien RÆVEN GÅR DERUDE.
Ligesom i trilogiens første bog, MED NÆB OG KLØER, befinder vi os i og omkring sovebyen Sondrup nær Horsens Fjord. Blandt folk og fæ i det østjyske. Denne gang er det en række tilfældige mord, der vækker rædsel i nærmiljøet, og så må rejseholdet med bemeldte storbystrømer i spidsen tage turen over Storebælt, på jagt efter en seriemorder, hvis uhyggelige signatur og sygelige iscenesættelser muligvis kunne have virket spændende, hvis ellers forfatteren var gået til opgaven med interesse. Men det gør han ikke. Kriminalintrigen fungerer blot som en slags fortællingens fremadskridende princip. På samme måde som opklaringen af knivoverfaldet på René Munkholm udgjorde den løselige rammefortælling i forgængeren MED NÆB OG KLØER. I øvrigt kan det være en god idé at begynde med den, hvis ikke man allerede har læst den. For RÆVEN GÅR DERUDE byder på en række gengangere, hvis forhistorie står godt beskrevet i den første. Og skal man fange mængden af forbindelseslinjer i det brede persongalleri, er den god at have in mente.
Det, der optager forfatteren langt mere end jagten på en morder, er romanpersonernes forsøg på at finde sig til rette i tilværelsen. Årstiden er vinter. Det er koldt og mørkt, og blikket vendes eftertænksomt indad. Til problemer som tab og parforhold og eksistentiel ensomhed. Alt sammen illustreret i et myldrer af sidehistorier, der for størstedelen kredser om det almindelige menneskes livskrise, men med Mortensens lethed og lune løftes op til en god omgang underholdning. Så længe han holder sig til det enkle, vel at mærke.
Mortensen har nemlig en uheldig tendens til lige at skulle krydre alt med en litterær-filosofisk pointe, der sikkert er tænkt som en raffineret kontrast til det hverdagsagtige, men på mig virker gumpetungt trættende. Alt for mange af hans personer tænker og taler, som havde de et litteraturleksikon indopereret i baghovedet, og derved møver en fortænkt storhed sig klodset ind i et enkelt og betagende univers.
Heldigvis får den værste af slagsen sin bekomst mod slutningen, og så kan fuglene atter vende tilbage til Horsens fjord, hvor ørreden slår med halen og solen smelter de sidste isflager.
Men mon ikke kun der går et år eller to, før mørket atter sænker sig over Sondrup?
