Blespande, børnesokker og umålelige størrelser af kærlighed og had
Hvis du som barslende leder efter idylliseret moderskabssentimentalitet, så vig bort. I Lea Marie Løppenthins nyudkomne værk, Løven og Klagen, er forsødet moderskabsdiskuser sat for porten. Ind ad vinduet er fløjet en eminent humoristisk, omsorgsfuld og politisk digtsamling, der omfavner det sorgfulde, det kærlige og det gruvækkende ved at blive mor i en tid, hvor velfærdsstatens sundhedssøjler ryster. Hvor internationale geværer rasler. Hvor upålideligheden har spredt sig selv til konventionelle idéer om babysalmetekster og hvidpigmenterede plankegulve på Frederiksberg, der hverken holder, hvad de lover om luft, lys eller lykke. Til gengæld lover jeg, at dette værk huser lige store størrelser af had og kærlighed. Til tider fortalt med en slående sårbarhed, ofte med en forbandet morsomhed.
Igennem 12 digtkapitler fremskriver værkets jeg-fortæller, Klagen, tiden ledende op til fødslen på hospitalet i København, samt eftertiden i lejligheden med barnet, Løven. En fødsel som bliver til et semi-akut kejsersnit, en ni dages lang indlæggelse, et fødselstraume, uendelige spørgsmål om hvorfor og hvordan det kunne ske, ”Hvorfor skar de dig ud af mig? / Ikke fordi du lå forkert / Ikke fordi du sad fast / Ikke fordi din hjerterytme faldt / Fordi en sygeplejerske havde punkteret min fosterhinde, eller var det din”. Og her viser ordet klagen sin dobbeltbetydning: en klagesang, og det at tilkendegive sin utilfredshed med visse forhold. Værket her er et lydligt udtryk, samt et officielt dokument om de uretfærdigheder som jeg-fortælleren har oplevet. Men i klagesangen og klageskriften bor afskyen og hadet til det hospital, der fødte Løven side om side med den altomsluttende kærlighed mellem mor og barn, der flere gange har fået mig til at tudbrøle (jeg er ikke engang selv mor, men jeg er barn til en mor). Når kærligheden står helt klart og rent, som en konstant uforanderlig form i dette en-linjes digt, ”Altid vil jeg fejre Løven”, så ved jeg hvad det betyder. Den gør intet stort nummer ud af sig selv, den er der bare: fuldstændig betingelsesløs. Altid.
Humoren er virkelig velplaceret og velskrevet i dette værk. Både i de små humoristiske overvejelser om hvordan højteknologiske blespande mest af alt er ”eksterne tarme” der er skabere af en helt særlig slags poseskulptur, men også ved de spørgsmål der rejses. Jeg har ofte haft følelsen af, at fortælleren spytter med kærlige og ærlige, usagte sandheder om stort og småt. Når Krebsen (faderen) og Klagen forsøger at få Løven til at soppe i poolen på en kanarisk vulkanø, men må konstatere, at den ikke er interesseret, fordi ”Den forstår ikke pointen, eller den forstår ikke pointer i det hele taget”. Det er nok sandt, men sjældent sagt. Det er med denne essayistiske bevægelse, at værket flytter sig fra små private almindelige situationer, til større generelle overvejelser. Ofte med komiske udfald, men også alvorlige. Som når Løvens politibilssokker med blå blink generer en kæderække af politiske overvejelser for, hvad skal Løven egentlig med ”… udrykningen? Skal nødstilfældene gøres trygge og velkendte […] Du har fået fire nye tænder og lært at stå, siden folkemordet i Gaza begyndte […] De overlevende skal bære sig selv videre inde i den verden, der har ladet det hele ske”. Det er slående at læse, for hvad fanden er det egentlig for noget? Det er et værk som generelt tænker over tingene med en hurtighed og tydelighed. Tempoet fra observationer til pointer er hastigt. Til tider effektivt. Det kan virke intimiderende, som omslaget prangende røde farve, men det er min oplevelse som læser, at hvis man indtager positionen som følgesvend, væbner eller vidne (kald det hvad du vil: Ron fra Harry Potter), så får man serveret sjældent sete perspektiver med både overraskelse og meningsfuldhed.
Det samme gælder sårbarheden, der falder simpelt og overraskende, når beslutningen om at hun ikke skal amme som følge af litium medicin afsluttes med, ”Modermælken var ikke så værdifuld, at den opvejede en umedicineret mor. / Mor?”. Det er utrolig hvordan tre små bogstaver i denne velkendte formation efterfulgt af et spørgsmålstegn, kan være så stærkt. Det er når sårbarheden titter frem, at værket gør størst indtryk på mig fordi den blotter dets mindre skråsikre sider. De sider som ikke altid ved hvad, hvornår, hvorhen eller hvordan. Som ærligt og ydmygt lader sig selv være til på trods af uvidenhed og fejlbarlighed. Jeg ville nok ønske, at den tittede frem lidt oftere i værket. For mig at se er sårbarhed en del af en digtsamlings, på et generelt plan, mere fundamentale substans, der med sin afvigende og fragmenterede ordorganisering, skaber rum for det menneskelige usikre og ufuldendte. Det er naturligvis en smagssag og forventningssag, som så meget andet. Men jeg har under min læsning haft fornemmelsen af, at humoren, hadet og kærligheden til tider udfylder det rum, hvor jeg tror sårbarheden bor. Derfor har jeg nogle gange følt mig spist af med en humoristisk kommentar, frem for indsigtsfulde refleksioner. For i det refleksive rum, som de fire tegn ”mor?”, der hverken dømmer, hylder eller håner, men som undrer sig over sig selv, der er det som om værket vender sig ud mod verden med en slående ligevægt, der hverken hæver eller dukker sig.
Hæve, dukke, skjule eller titte frem. Løven og Klagen er her med et prangende rødt omslag, som er umuligt ikke at dvæle ved. Den er hylende morsom. Rummer umålelige størrelser af had og kærlighed. Og ikke mindst skrevet af en usædvanlig skarp beskuer, der formår at vise blespande og børnesokkers systemkritiske potentialer. Læs den for pokker.
