Af | 19. januar 2010

Bling-Bling $$! – Naja Marie Aidt ALTING BLINKER

Naja Marie Aidts nye digtsamling ALTING BLINKER er for litteraturkendere, hvad store guldkæder er for hip hop drenge. – Et strengt nødvendigt accessory!

Digt

Der står en kvinde på brandtrappen og ryger
jeg er ikke sikker på om det er mig der er hende
men hun fanger mit blik I haven, hvor jeg ryger,
og vi smiler som om vi gjorde noget underlødigt,
noget ulovligt og det gør vi jo også (ryger I AMERIKA)
og vi smiler på denne sejrende måde, fordi vi ikke mere
er barnet I sit syvende år der er angst for at komme I bekneb
for penge til billetten, for at komme I krydsforhør, for at komme
for sent, komme til at være en ulydig borger;
se barnet rødme når dets mor uden blusel
stikker skolelæreren en hvid løgn
(men vi rødmer ikke. Mere. Ha)

Naja Marie Aidt burde få en pris for omslagene på sine bøger. Hendes forrige digtsamling POESIBOG var så flot, at hvis den, som min veninde betroede mig, havde været en trøje så ville hun have taget den på. For slet ikke at tale om sammenskudsgildet BALLADEN OM BIANCA, som Aidt lavede sammen fotografen Kim Lykke, der i øvrigt også er ansvarlig for omslaget på både POESIBOG, BAVIAN og nu ALTING BLINKER. Måske er det faktisk ham, der burde få prisen. I hvert fald er den seneste digtsamling ikke nogen undtagelse.

Omslaget på ALTING BLINKER har en umiskendelig New Yorker-feel ved sig. Den sølvgrå, blanke overside, ja, blinker, når man bevæger bogen. Skriften er henholdsvis pink og hvid på første oplag af bogen, mens den i andet oplag er grøn, og det gør bare bogen til et endnu bedre fetich-objekt, fordi der faktisk er forskel på udgaverne. En fin detalje er desuden, at skriftfarven ligger som en baggrundsfarve under hele omslaget. Når man bruger bogen, vil den sølvgrå farve blive slidt af og den pink/hvide/grønne baggrundsfarve komme til syne, i et læserskabt landskab af revner og slitage.

På samme måde handler digtene i ALTING BLINKER om minder og stemninger, der kommer til syne i den bevægelse man skaber, når man flytter sig fra et sted til et andet. Digtsamlingen er blevet til i Aidts midlertidige eksil i New York, og flytningen til et andet land, lader til at have bragt minder frem fra Aidts barndom, der også blev tilbragt i eksil, nemlig i Grønland. Det, der står og blinker, er netop disse minder, der på en gang både bliver oplyst af nutiden væk fra Danmark, og som belyser det nuværende liv i et andet land.

Digtsamlingen er delt i tre afsnit, det første afsnit bydes velkommen af citatet: ’Baby precious always shines’, der er taget fra Gertrude Steins kærlighedserklæringer til Alice B. Toklas. Mange år senere og i en helt anden sammenhæng siger Patrick Swayze de berømte ord: ’Nobody puts baby in a corner’ . De to citater, der er ytret i forskellige tidsaldre og medier, deler trods det en fælles betydning – og illustrerer det greb, som Aidt også flittigt bruger i sine digte: At der skabes et bånd på tværs af tid og rum.

Et andet væsentligt tema er barndommen og tidens hastige flugt. Ikke mindst tematiseres forældrenes rolle som tilskuer til barnets voksende selvstændighed. Først får barnet en egen personlighed og: ’nu sammensætter det et nærende måltid til os og er så/ pludselig på vej til SYDamerika’, som det lyder et sted. Den nostalgi og det afsavn, der følger med, når man som forælder langsomt siver ud af sit barns liv, bidrager til digtsamlingens nedtonede og registrerende stemning. Det er på en gang meget følsomt og meget barskt. Så fint, så fint!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også