Blodtørst og hævn som drivkraft – Einar Kárason RASERI
Med afsæt i sagalitteraturen opdaterer Einar Kárason smidigt og underholdende fortællinger fra en af Islands histories mest dramatiske perioder, Sturlungetiden i 1200-tallet.
Citat
Til ceremonien her på Breidabolstad kom Gissur sydfra med sine tre sønner og sin hustru Groa, der udstråler ynde og elskelighed, og Sturla kom med sin purunge datter og sin hustru, Stadarholl-slægtens store pryd, Helga Thordardottir, og derudover nogle udvalgte venner, som for eksempel Hrafn Oddson fra Sturlungefamlien, som bekendt Gissurs svorne fjende gennem længere tid. Og efter at jeg har på Breidabolstad havde afholdt en forsoningsfest for dem alle med ønsket om en ny tid for vores land, endte det hele med, at alle tog afsked med dyb og oprigtig kærlighed og inderlige ord; det blev bestemt, at Hrafn til den kommende bryllupsfest skulle komme både som Sturlas og Gissurs gæst, og det er en ære, som kun de færreste er beskåret.
Romanen RASERI er en direkte opfølger på romanen FJENDEMØDE, som også behandlede begivenheder fra årene omkring og efter drabet på digterskjalden Snorri Sturlason. I RASERI udspiller en række dramatiske begivenheder sig omkring repræsentanterne fra to rivaliserende slægter: Gissur Thorvaldsson fra Haukadal og Sturla Thordarson og Hrafn Oddsson fra Sturlungefamilien.
Vi er på Island i årene efter 1250. Gissur er lige kommet hjem efter seks år i Norge hos kong Hakon, som med Gissur har sendt en anmodning til det stolte og hævngerrige folk på Island om at underkaste sig norsk overherredømme mod, at Norge sikrer det krigshærgede land, fred og stabilitet. Gissur er opfyldt af oprigtige ønsker om fred og tilgivelse, og mod alle odds lykkes det ham at overbevise sine rivaler om fælles fodslag mod et mere fredeligt Island efter 40 års blodig borgerkrig.
Efter en indledende optegnelse af den historiske baggrund og slægternes indbyrdes kampe spidser fortællingen til op mod det naturlige højdepunkt: et forsoningens bryllup mellem to unge mennesker fra hver sin slægt. Nu skal freden besegles i kød og blod. Det er dog ikke lykkedes Gissur at undertrykke al den personlige vrede, hævntørst, jalousi og forsmåethed, der hersker blandt egnens folk, så det lykkelige bryllup ender i en fatal mordbrand, Branden på Flugumýri i 1253.
Mens Einar Kárason på handlingsplanet er tro mod Sturlungesagaen, fører han ved sin fortælleteknik læseren ind i hovedet på karaktererne, hvad der har været uhørt i de originale sagaer. Med indre monolog og skiftende synsvinkel bliver historierne fortalt af forskellige karakterer, og i modsætning til sagaerne får også kvinder og tyende her stemme. Det er et ganske effektivt greb til at modernisere og levendegøre de fortællinger, der gennem århundreder er blevet fortalt over tællelys i fugtige hytter. Sammen med de psykologiske perspektiver, der ingenlunde var at finde i sagaerne, bliver RASERI til en effektivt underholdende spændingsroman.
Sagastoffets udpræget voldsomme indhold er også blodigt og uforsonligt hos Kárason, men med indsigten i karakterernes psykologi virker deres handlinger måske ikke fornuftige, men dog forståelige.
Som vidnesbyrd om en historisk periode får læseren et indblik i sagatidens Island, hvor hævn og ære har været dominerende faktorer, og romanen vækker lyst til at genlæse sagaerne.
Einar Kárason er en mageløs historiefortæller, der med sprogligt overskud og humor lader karaktererne afsløre deres egen selvforståelse og (manglende) selvindsigt. Hvis man har fornøjelse ved at læse om unge mænd med navne som Kolbein Dun Dufgusson og Hrafn Oddson og deler bare lidt af denne anmelders glæde ved islandske æresbegreber og naturscenerier af en anden verden, vil denne bog være at anbefale. Som både introduktion til og modernisering af sagalitteraturen fungerer RASERI upåklageligt.
