Blodtudens poetik – Tomas Espedal BIOGRAFI DAGBOG BREVE
Espedal skriver som en bokser og bokser som en forfatter i sine nye gamle bøger. De bedste steder er det knockoutende læsning, men til tider er der for meget sommerfugl og for lidt bi.
Citat
Jeg sov – de sidste uger min mor levede – ved siden af hende på hospitalsstuen. Fra vinduet ved sengen var der udsigt til kirkegården. Hver morgen kom graverne og gravede to eller tre nye grave. Jeg lå i sengen og forsøgte at regne ud sådan nogenlunde hvor min mor ville blive lagt i jorden.
BIOGRAFI DAGBOG BREVE er ikke én, men tre bøger. De er udgivet hver for sig i årene 1999, 2003 og 2005, altså før de Espedal-bøger der findes på dansk, nemlig GÅ, LY, MOD KUNSTEN og MOD NATUREN. Batzer & Co. har således samlet de tre bøger i én udgivelse, hvilket, kan jeg forstå, man også tidligere har gjort i Norge. Og det giver god mening: De tre bøger hænger fint sammen, taler sammen, spejler hinanden, ligesom de spejler Espedals øvrige forfatterskab. Det er det samme stof, de samme temaer, den samme stil.
Hvad stoffet angår, handler BIOGFRAFI DAGBOG BREVE blandt andet om morens og elskerens stort set samtidige død og den krise, dødsfaldene sender forfatteren ind i. Som en anden Orfeus – og i dialog med Rilke – forsøger Espedal at skrive de døde til live, men opnår ikke andet end at de dør to gange. I virkeligheden og i fiktionen, uden for og på papiret.
Espedal indleder her et forhold til en yngre kvinde, som både fylder et tomrum ud og vækker den døde til live. Forelskelsen bliver nemlig en gentagelse af noget allerede sket, en slags deja vu-oplevelse. Da det nyforelskede par slentrer i en park i Oslo, går det således pludselig op for forfatteren, at han har gjort præcis det samme før med en anden kvinde mange år tidligere.
Noget af det, jeg elsker ved Espedals måde at skrive på, er, at han bruger et væld af former. Det ene øjeblik skriver han erindring, det næste skriver han digt eller rejsebeskrivelse eller essay. De forskellige former er kastet sammen, men man mærker ikke overgangen mellem dem, fordi stemmen er så stærk.
Bogens absolutte højdepunkt er efter min mening den første halvdel af BREVE, som handler om at slås, om boksning og forfatterens forhold til sin far. Det er, som om Espedals stil passer perfekt til at skrive om boksning, jeg tror, det har noget med rytmen at gøre, gentagelserne og det serielle:
–Min far var bokser. Han slog når jeg stod op om morgenen. Jeg kom ind i stuen, fra børneværelset, to raske slag mod maven, en forsigtig venstre mod hovedet, efterfulgt af en lynhurtig højre med flad hånd, den ramte mig på kinden, som et kærtegn. Det susede i ørerne. Jeg slog tilbage, vilde slag mod min far. Han dansede rundt i stuen, fødderne frem og tilbage som trommestikker. Vi dansede. Han trak vejret gennem næsten, en voldsom rytme, fintede og slog, dukkede og drejede sig, sommerfugl og bi. Jeg kunne mærke lufttrykket fra hænderne, slagene var ufarlige; de kunne have dræbt en mand.
Som sin far bliver forfatteren bokser, og vi hører bl.a. om, hvordan han mod alle odds vinder over den frygtindgydende Tommy Johannessen fra den konkurrerende ‘Bergen Atletklubb’. Også uden for bokseringen giver og tager Tomas-jeget en del tæsk. I en af de stærkeste scener overfaldes han således af tre knægte, som vil hævne, at han tidligere har brækket næsen på en af dem:
–Jeg kunne mærke deres utålmodighed, frygten for at de ikke skulle nå at skade mig. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at beskytte næsen. De sparkede mod hovedet og brystet. Næsen var min stolthed. Næsen var min blomst. Jeg rullede rundt, blev sparket i ryggen og nakken; jeg ville for alt i verden ikke brække næsen. Men disse knægte var ude efter min næse, det vidste jeg. Måske var det derfor jeg begyndte at græde.
At sammenligne næsen med en blomst er ikke en uskyldig metafor, og det ved Espedal selvfølgelig godt. På den måde bliver slåskampen noget seksuelt, en deflorering, den brækkede næse bliver et uskyldstab. Sådan er det hos Espedal: Volden og det erotiske hænger sammen. Kærligheden er voldelig, og volden er kærlig.
Af de tre bøger er BREVE efter min mening klart den bedste. Her er Espedal oppe på niveauet i GÅ, MOD KUNSTEN og MOD NATUREN. Til gengæld synes jeg ikke, at BIOGRAFI og DAGBOG er lige så gode som de senere værker. Især BIOGRAFI er i flere passager kedeligt pæn og pænt kedelig, – for meget sommerfugl og for lidt bi – og det er, som om forfatteren stadig kæmper med at finde formen.
En anden ting er, at Espedals optagethed af det at skrive nogle steder går lidt i tomgang a la ‘her sidder jeg og skriver om at skrive om at skrive’. En slags skriftens hamsterhjul. Jeg kan bedre lide, når han skriver lige ud ad landevejen.
Det ændrer dog ikke på, at BIOGRAFI DAGBOG BREVE er en kærkommen udgivelse, der bekræfter, at Espedal er en af de bedste nordiske forfattere, vi har i øjeblikket. Og selv om udgivelsen efter min mening ikke helt er på højde med de senere Espedal-bøger, er det stadig lækker læsning og et must for alle fans.
Man skal være engageret, når man bokser, og det skal man også, når man skriver anmeldelser. Martin skriver godt og ærligt, ja engageret.
Tak, Hans!