Blowjob og burka – Michel Houellebecq SOUMISSION
Alt er ved det gamle hos Michel Houellebecq. Den vestlige civilisation er stadig ved at gå til i formålsløs forbrugerisme, glædesløs røvpuling og smagløse mikroovnsretter.
Citat
Quelques jours plus tard je rencontrai Babeth la salope, qui avait des commentaires dithyrambiques sur le site, et se présentait comme «hot et sans tabous». De fait, elle m’acceuillit dans son joli deux pièces, un peu vieillot, uniquement vêtue d’un soutien-gorge seins nus et d’un string ouvert. Elle avait de longs cheveux blonds et un visage candide, presque angélique. Elle aussi appréciait la sodomie, mais ne se privait pas pour le manifester. Au bout d’une heure je n’avais toujours pas joui, et elle me fit remarquer que j’étais vraiment résistant; de fait, cette fois non plus, et même si mon érection n’avait jamais faibli, je n’avais à aucun moment éprouvé le moindre plaisir. Elle me demanda si je pouvais jouir sur ses seins; je m’exécutai.
Op til udgivelsen af den franske skandaleforfatter Michel Houellebecqs seneste bog SOUMISSION (på dansk: UNDERKASTELSE) snublede de franske medier over hinanden for at få lov at opregne, hvor meget røre den ville skabe i andedammen, når den udkom. Det mildt fremskrevne fremtidsscenarie, hvor Frankrig i 2022 vælger en muslimsk præsident af frygt for at overlade regeringsmagten til den højreradikale Marine Le Pen, var som skabt til at udløse en ideologisk og religiøs lortestorm med den kæderygende, langhårede, lædervestklædte prototype på en fransk I-just-don’t-give-a-fuck-intellektuel som upåvirket og vidererygende midtpunkt. Guf, kort sagt, for ethvert seriøst medium, der går bare en anelse op i salgstal.
Og det startede også helt fint på udgivelsesdagen d. 7. januar med maratoninterviews og debatter lige fra morgenstunden. Desværre blev dagsordenen hurtigt overtaget af andre begivenheder. For 7. januar var også den dag, hvor to maskerede mænd brød ind på det notorisk profetspottende satiremagasin Charlie Hebdo og nedskød tegnere og redaktører i et såkaldt profethævnende angreb. Derefter fulgte en intens menneskejagt, som endte med de to terroristbrødres død efter et gidseldrama i et trykkeri i det nordlige Frankrig.
Samme 7. januar havde andre gerningsmænd taget gidsler i et jødisk supermarked inde i Paris, som tragisk endte med, at politiet stormede supermarkedet. Begge gidseltagere døde også her sammen med fire af gidslerne. Udgivelsen af SOUMISSION druknede selvfølgelig i gule breaking-news-striber og liverapporter, men det er alligevel svært ikke at få øje på båndene mellem begivenhederne.
Charlie Hebdos sidste forside før angrebet viste Houellebecq grotesk klædt ud som spåmand, som med indsunkne alko-øjne, fed tud og cigaret i hånden proklamerede ’i 2015 taber jeg tænderne… i 2022 holder jeg ramadan!’ (se billede til højre). Houellebecqs gode ven Bernard Maris var også til stede under redaktionsmødet på avisen, og da Houellebecq fik at vide, at Maris også havde mistet livet, stoppede han øjeblikkelig al promovering af sin nye bog og forlod Paris. Receptionen af SOUMISSION kan derfor ikke undgå at lade sig farve af terroristernes angreb på Charlie Hebdo og den genoplivede debat om islam og ytringsfrihed, der fulgte i kølvandet.
Men selvom SOUMISSION handler en del om islam, vil den nok kun vanskeligt kunne bruges som ideologisk tekst af hverken højre eller venstre side af det politiske spektrum. For Houellebecq har heldigvis skrevet en roman og ikke en pamflet. Dermed ikke sagt, at det er en mesterlig roman, og langtfra forfatterens bedste, men den er alligevel andet og mere end et stykke stift programlitteratur.
Vi følger universitetslektoren François, som er ekspert i den franske forfatter Joris-Karl Huysmans. Som mange andre af Houellebecqs antihelte lever François et neutralt liv solidt placeret på den ligegyldige middelvej i en vestlig civilisation, som sejrer sig selv ihjel. François’ eneste tilløb til et ægte forhold er med den seksuelt villige Myriam, der går til hvert et blowjob med en glæde ’som var det hendes første’. Derudover indskrænkes hans kærlighedsliv til betalt og glædesløst røvpuleri af dyrere og dyrere eskortpiger.
François lever af takeaway, mikroovnsretter, vin og smøger, og langt hen ad vejen bliver hans dagligdag til en art katalog over kuldsejlede kulturelle dyder, som Frankrig er kendt og elsket for. Væk er den galante kærlighedskunst, væk er gastronomien, væk er Paris som den dynamisk skinnende hovedstad – og væk er først og fremmest oprøret. Houellebecq fremviser en ligegyldig og middelmådig konformisme, en vestlig civilisation sunket hen i et ideologisk dødvande, hvor markedskræfterne har fjernet al kampgejst og lyst til andet end købesex og alkohol.
Det portræt er bidende og satirisk, som man kender det fra Houellebecqs tidligere romaner, og det er stadig en fryd at læse – især fordi det præsenteres af den iskoldt ironiske forfatterstemme, der nøgternt tilbagelænet spidder så flot og rammende.
Problemet med SOUMISSION ligger altså ikke i samtidsdiagnosen. Her forbliver Houellebecq stadig en bidsk, om end tendentielt overdrivende og misvisende termostat. Kæden hopper derimod af i portrættet af islam, som det vestlige projekts åndelige forløser. François følger en åndelig vækkelse, der skal forestille at ligge på linje med Huysmans, der også mod slutningen af sit liv og litterære virke driver mod katolicismen. For François bliver det islam, der inkarneret af den moderate præsident Mohammed Ben Abbes, lægger kimet til en opvågning fra dvalen.
Da Abbes kommer til magten, indføres en mild og demokratisk form for sharia. Kvinderne forlader arbejdsmarkedet, arbejdsløsheden falder, og undervisningsinstitutionerne bliver islamiske. François får således valget mellem en stille, tilbagetrukket tilværelse med fuld pension, eller en konversion med medfølgende privilegier som tredobbelt løn og masser af hustruer. Relativt god lokkemad for en fed og falleret elsker, der leder efter meningen med livet.
Huysmans-sporet er sådan set stærkt nok, og der ligger en logisk linje både fra den dekadente forfatter til François, men også tilbage til hovedpersonen i Huysmans roman A REBOURS fra 1884, des Esseintes, som trækker sig tilbage fra det borgerlige liv og installerer sig uden for Paris i forsøget på at skabe et ideal-æstetisk og raffineret raritetskabinet, der kan imødegå hans følelse af spleen og ufuldkommenhed.
Til gengæld mærkes det lidt for tydeligt, at Houellebecq prøver at sige et eller andet om vestlig civilisation og islam som en tabt ånds frelser. Sømmet hamres simpelthen for hårdt i, når han over mange sider fortaber sig i den tænkte demokratiske proces, som fører Abbes til magten, og i det halvlatterlige fremtidsscenario med professorpolygami og fuldstændig udslettelse af offentligt begloelige lamselår i parisiske stormagasiner. Alt sammen krydret med helt uendeligt kedelige udlægninger af islam som religiøst og eksistentielt system foretaget af utroværdige talerør for forfatteren selv.
Det er altså ikke for dens påståede profetiske potentiale, at man bør læse SOUMISSION, men derimod som en skarp og velskrevet dissekering af vores gastronomiske, seksuelle og åndelige vildfarelser. Dem er der altid plads til kritik af, og Houellebecq gør det bedre og mere stilistisk veloplagt end de fleste – han har bare gjort det bedre og mere troværdigt i sine tidligere bøger, som UDVIDELSE AF KAMPZONEN, PLATFORM og KORTET OG LANDSKABET. Så læs da dem i stedet.
I denne tid er det dejligt at læse om noget fransk, uden at det bliver skingert.
Troels’ anmeldelse er vidende, afbalanceret og godt skrevet.