Af | 23. august 2012

Bøfhjerte – Peter Laugesen YAK OG YETI, BLUES FOR CHENGA

Peter Laugesens nye bog YAK OG YETI er en sørgmodig notering af livets opløsning i tidens afløb. Men skriften står imod, veloplagt og energimættet.

Digt

Det er egentlig
meget simpelt
meget enkelt
Det kan godt
lade sig gøre
at få det til at se ud
som om det er svært
men det er det ikke

Et sted i Peter Laugesens nye bog YAK OG YETI sammenlignes øl med pis:

– og øl
ligner jo
i hvert fald pilsner
ale og bitter
temmelig meget
pis

På én gang fjollet og nøjeregnende tegnes der et meget flot vanitasmotiv af udskænkningen, der minder om og nedbrydes til urin, eller rettere: Linjeskift > PIS. ’det er/ noget andet/ med blæk’ lyder det tørt i samme digts udmunding, og netop sådan er skriften en igangværende infight mod tidens hajtand i Laugesens sene digtning.

Èn måde, skriften omgår tidens kværnen på, er ved henvisning til fortiden. Her er Laugesen ikke bleg for – mere eller mindre indforstået og selvfed – at namedroppe. ’Kerouacs slagfejl / som byger af stjerner/ over Laurabøgernes prærie’, hedder det med henvisning til Laura Ingalls Wilders DET LILLE HUS PÅ PRÆRIEN og Jack Kerouacs eksplosive korrektiv til hendes Amerika-portræt.

Et andet sted er det den franske avantgardist Pierre Reverdy, der udsættes for, hvad man kunne kalde en århusiansk liveoversættelse i faksimile. Sætningen (i håndskrift) ’So/ much has gone/ away’ er oversat til (i skrivemaskinesats) ’Så/ meget er gået/ sin vej’, hvorefter ’sin vej’ (med håndskrift) er streget over og erstattet af det langt bedre, kraftigere og rammende ’bort’.

Håndens og skrivemaskinens ægte skrift (og aldrig computerens falske skrift, forstår man) pågår og opretholder et sløset og spontant arbejde, der skriver i eksisterende spor og efterlader sig nye. Jeg har fornemmelsen af at røre ved en indsigt hinsides tid og sted – og hinsides det danske sprog. Det er ikke formuleret som krystalklar mening, men det fremstår ikke desto mindre magnetisk, illuminerende og rigtigt.

Ikke så snart har Laugesen udfoldet sådanne romantiserede forestillinger om skrift og død, før en anderledes sprød lethed sætter ind. Et eksempel lyder i den mørke, dødsfikserede indledning:

– Dødens nærhed
gør alting sødere

Hvilket effektueres ganske bogstaveligt på den efterfølgende side i et 17-stavelses haikudigt tilegnet det psykedeliske rockikon Captain Beefheart under det bogerlige navn Don Van Vliet. Med hjælp fra wikipedia kan jeg sjusse mig frem til, at den umiddelbart kryptiske, maskerede og forvrøvlede mikro-tekst faktisk refererer til en anekdote om det sære kunstnernavn: Vliets onkel yndede at blotte sig for den unge teenagers kæreste og med åben toiletdør højlydt adressere sit urinerende lem: ’a big fine beef heart’. Sådan – sødere, finurlig og sjofel – er tabserfaringen også.

YAK OG YETI indledes af en serie digte med udsigt til og forvisning om dødens komme, hvilket spejles mod slutningen med dødens ankomst, dødens realitet og en begravelse. Understøttende denne komposition – og jo Laugesen tænker i den salgs – er de hen ved 10 sider med håndskrift i faksimili, der bliver mere og mere sjuskede, hastige og ulæselige undervejs. Der er ingen forløsning. Der er en vedblivende vekslen mellem melankoli og oplagthed, mellem sorgen over det, der ikke er længere og glæden ved sprogets vedblivende elasticitet. Og jo, det er selvfølgelig hunden, undertitlens Chenga, der er død.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også