Bog i fortællingform – Jakob Martin Strid DA LILLE MADSENS HUS BLÆSTE VÆK
Tegner og fortæller Jakob Martin Strid harpunerer skinken sikkert på plads.
Citat
MEN: så skete der noget, som der ikke var nogen, der havde regnet med: Måske var det fordi, Lille Madsens hus var blevet tungt af alle de ting, folk havde hejset op til ham…
På en gennemgående hvid ikke-baggrund møder læseren af Jakob Martin Strids nye charmerende børnebilledbog Lille Madsen, der er i gang med at fremstille en blå vindmølle. Lille Madsen hedder sådan, fordi han er mindre end alle de andre og mere gemytlig. Det er han bare, og sådan er logikken hele vejen igennem: Postulerende og accepterende.
Det trækker op til blæsevejr over ’Byen ved Skrænten’ og snart er Lille Madsens hus inklusive Lille Madsen blæst væk. Igen viser Strid-logikken sig:
– Stormen rev mest i Lille Madsens hus, fordi det lå alleryderst.
Jamen, så kan det jo ikke være anderledes, vel? Lille Madsen er aldeles cool og pragmatisk indstillet midt i stormens rasen:
– Tak skæbne, tænkte Lille Madsen. – Hvor mon jeg ender?
Svaret er: På toppen af Benbrækker-bjerget (og det kan heller ikke være anderledes), og den eksistentielt spidsbelastede misere går lige hen over hovedet på hovedpersonen:
– Lille Madsen sad pænt og ventede på at blive reddet
Både Lille Madsen og hus BLIVER reddet og uden at røbe for meget, kan jeg godt afsløre, at det ikke er en helt uvæsentlig faktor, at beboerne i ’Byen ved Skrænten’ ved hjælp af betænksomhed, et reb og en harpun etablerer en svævebane mellem by og Benbrækker-Bjerg, og med den hejser alverdens fornødenheder op til den nødstedte. Først mad siden grydelapper (Maja: ’Grydelapper er altid gode at have’), hestesko (Smeden: ’Gode hestesko kan man aldrig få for mange af’) osv., og jo, et digt OG, kan man se på et opslag med en umælende Lille Madsen i sit nu-med-ragelse-fyldte-hus, Joyce og Dostovjevski.
Jeg kan ikke lade være med at se tegningen af Lille Madsens hus – fastfrosset med en hale af de ophejste ting efter sig og med et højt BONK! landende på sin gamle plads foran de måbende byboere – som et formfuldendt billede på, hvad god litteratur er: Nemlig insisterende virkelighed smidt tilbage i hovedet på læseren netop NU.
I modsætning til Stridklassikere som MUSTAFAS KIOSK (1999) og MIN MORMORS GEBIS (2006) er den nye bog én sammenhængende fortælling og knapt så balstyrisk karikerende og frækt højtråbende. Man genfinder dog Strids enestående evne til at tale i børns umiddelbare kode samtidig med, at der sniges søde politiske anvisninger ind i en bramfri og kontant humor. Det er ikke helt ved siden af at sammenligne med børnelitteraturkoryfæen Halfdan Rasmussen, der ejede nogle af de samme kvaliteter. Strid boltrer sig i sit element og formår med få naive virkemidler at karikere sindsstemninger og attributter med stor præcision.
Det skal med, at DA LILLE MADSENS HUS BLÆSTE VÆK er et flot udført bogobjekt, måske en artist book? Fordi – primært: Al tekst inklusiv kolofon og ’af samme forfatter’ er sat med håndtegnet, bølgende og uensartet sats med varierende størrelse alt efter om der råbes og eksploderes (store bogstaver) eller tales hemmeligheder, viskes og råbes over lange afstande (små bogstaver). Teksten fungerer på grafiske præmisser og er integreret som tegning på lige fod med de øvrige tegning-tegninger.
DA LILLE MADSENS HUS BLÆSTE VÆK gør et nummer ud af at være dels en TEGNET bog og dels en tegnet BOG. Den er først og fremmest IKKE en fin fortælling i bogform, men en lækker bog i fortællingform.
