Bogen bag giganten: A Clockwork Orange prøver virkelig at lære dig noget om hvad det vil sige at være god
I artikel-serien Bogen Bag Giganten anmelder LitteraturNu de glemte bøger, der blev overskygget af deres legendariske filmversioner. Den anden anmeldelse i serien er af Anthony Burgess’ A Clockwork Orange, bogen bag Stanley Kubrick’s film af samme navn.
”One of the most groundbreaking and influential novels of all time – and one of the best.” – Irvine Welsh
“I do not know of any other writer who has done as much with language as Mr. Burgess has done here – the fact that it is also a very funny book may pass unnoticed.” – William S. Burroughs
“A terrifying and marvelous book” – Roald Dahl
Når man sidder med en roman i hånden, som har ovenstående tre citater på sin bagside, er det satme hårde odds at få lov til at danne sig sin egen mening. Der er ligesom lukket på forhånd og som samfund har vi taget en kollektiv beslutning om, at den der roman med speed i mælken og så meget vold at du ikke fatter det, den er ligesom hellig og urørlig af kritik. Hvis du ikke kan lide speed-mælkebogen, så er det dig, den er gal med.
Jeg kan godt lide speed-mælkebogen, men måske særligt Welsh er un petít verbos og overivrig i sin brug af superlativer. A Clockwork Orange har sandelig sat sine spor i verden og gjort meget muligt, som ikke var helt så muligt før. At Welsh, med sin egen dialektprægede, narkomaniske og svært læselige Trainspotting på 3-5-9 forskellige dialekter af skotsk, ser Burgess som en form for faderfigur er måske meget forståeligt. Og at Burroughs er fascineret af sin kontemporære Burgess skyldes ikke så meget de samklingende navne, som at han tre år inden selv havde sprængt grænserne for, hvor meget grotesk vold, stofmisbrug og pædofili man kan stoppe ind i en roman med sin Naked Lunch. At forfatteren af den psykologiske gyser-klassiker Charlie and the Chocolate Factory synes at A Clockwork Orange er for fed, er ligeledes selvsagt.
Du kender allerede plottet, og jeg vil ikke spilde din tid med en lang gennemgang. 15-årige Alex er glad for narko, ultravold, voldtægt og klassisk musik. Om dagen pjækker han fra skolen eller børnelokker ti-årige piger. Om natten røver han og hans venner kiosker, tæver hjemløse og begår kombi-hjemmerøveri-og-voldtægter. Så bliver han arresteret og dømt for mord. I fængslet bliver han hjernevasket med den såkaldte ”Ludovico Technique”, således at han skal knække sig når han bare tænker på vold, sex eller musik. Ud ud ud kommer han og bliver tævet gul og blå af gamle ofre og kammerater, indtil han falder i hænderne på en snu liberal, hvis kone han har voldtaget. Den liberale vil gerne bruge ham til at fælde regeringen, men opdager Alex’ identitet som konens voldtægtsmand og morder, hvorefter han driver ham til et selvmordsforsøg. Alex overlever og vågner, ikke længere hjernevasket og vender tilbage til vold og mælk. Men det er ikke det samme, og han beslutter sig for at stifte familie, da han i en alder af 18 år må erkende at han er blevet for gammel til at nyde gadens hårdheder.
Burgess er meget tydelig i sin italesættelse af gud og moral og det gode, og sådan noget. Det var heller ikke overraskende at lære fra Andrew Biswells forord til min udgave, at Burgess var katolik. ”When a man cannot choose he ceases to be a man” siger bogens fængselspræst flere gange. ”Does God want goodness or the choice of goodness?” spørger den ofte whiskey-lugtende præst. Alex gentager efterabende det første citat flere gange. Burgess er ingen helligfrans eller hykler, og gennem hele bogen står alle fra regeringen til teenagere til politiet, over præsterne og de liberale og videnskabsmænd, i skudlinjen for Burgess’ samfundssatire. Regeringen har ingen forhåbninger om et bedre samfund – de vil bare genvælges og have mere plads i fængslerne. ”Soon we may be needing all our prison space for political offenders.” siger The Minister of the Inferior or Interior. Videnskabsmændene vil som små ivrige Frankenstein/Oppenheimere bare gerne vise, at de kan noget og er ret ligeglade med, hvor fucked den ting, de kan, er. De liberale foregiver at være Alex’ venner og at de vil kæmpe hans sag, men de vil bare bruge ham til at fremme deres egen sag – de virker næsten perverst fornøjede over at regeringen kunne finde på at gøre noget uhyrligt ved folk. Det skal nok sætte ministeren i et dårligt lys. Ved slutningen af bogen tænker Alex at vold og ødelæggelse nok bare er noget, der hører ungdommen til, og at hans egen søn nok kommer til at blive lige så uhyrlig som ham selv.
Udover den brede samfundssatire stiller bogen forholdsvist dybe moralske spørgsmål. Selvom præsten er fuld, er han ikke galt afmarcheret. Det er en refleksion over hvorvidt det ville være godt at stoppe det onde fra at ske, hvis det betød at folks evne til at vælge det onde er fjernet. Burgess virker splittet og slet ikke blind for hvor grusomme folk kan være, når de har muligheden for det. Alligevel er romanen enormt didaktisk, og nogle gange føles det mere som at blive slæbt gennem et filosofisk argument, end at læse en narrativ fortælling. Først ser vi den uhæmmede vold, dernæst den amoralske hæmning af voldens impuls, og til sidst er vi tilbage til den uhæmmede vold og spørger os selv: Hvad var værst?
Det russisk-engelske rimeslang er klart bogens vartegn og æresstykke. Det er fantastisk kreativt og selvom det først er ret svært at komme ind i, er det overraskende læseligt. Hen mod bogens ende læste jeg med samme hastighed, som med enhver anden roman. Det er også her, romanens store gave til litteraturen ligger: uden Burgess, havde vi ikke haft Riddley Walker. Havde Frank Herbert turdet at bruge så mange arabiske ord i sin fantastiske Dune, hvis ikke Burgess havde skrevet sin roman en femtedel på russisk? Jeg er også i tvivl om hvorvidt Welsh havde turde skrive Trainspotting i rablende skotsk, hvis ikke Burgess havde vist, at læsere godt gider sidde og afkode en roman, så længe det er et godt værk.
”’Yarbles,’ said Dim, sneering ’great bolshy yarblockos to you. What you done then you had no right. I’ll meet you with chain or nosh or britva any time, not having you aiming tolchocks at me reasonless, it stands to reason I won’t have it.”
Og det er forståeligt! I hvert fald efter en side eller tyve.
Desværre virker det ikke altid til at Burgess stoler helt på sin læser. Flere gange forklarer han sine egne opfundne ord i små parenteser som her: ”In the trousers of this starry veck there was only a malenky bit of cutter (money, that is)” eller her ”It was nadsats mostly milking and coking and fillying around (nadsats were what we used to call the teens)”. Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg synes altså, at hvis man skal lave sit eget sprog bare for at skrive en roman uden om det, som en sex- og voldsfikseret Tolkien, bliver man også nødt til bare at regne med at folk enten regner det ud. Fra konteksten med den gamle mand, som de er ved at røve, er det ikke svært at tænke at det er penge (bread-and-butter bliver til cutter) de må være ude efter, og hvis du misser det, og tror det er knive eller surt slik de finder i hans lommer, har du så egentlig misset noget vigtigt? Jeg mener nej. Men A Clockwork Orange er selvfølgelig også født ud af en fascination med teenagere, gadebander og slang. I øvrigt sjovt hvor mange sci-fi-forfattere, der dengang var intenst interesserede i bandevold (skud ud til Harald Toksværds anmeldelse af The Warriors). Som en mand i sen/midt tyverne, der kun lige har fundet ud af hvad TIL og FR betyder, kan jeg relatere til Mr. Burgess. Så mens jeg forstår hvorfor han ikke helt har stolet på at hans læsere kunne forstå det langt mindre logiske og langt mere fremmede slang, han selv lagde for dagen, havde det altså været et plus, hvis han havde stolet lidt mere på sig selv og sin læser.
Volden er den anden ting, A Clockwork Orange er kendt for. Brutal og grafisk svælger Alex og Burgess i voldens sprog og de ydre grænser for hvad man overhovedet kan kalde vold. Alex’ rå gadevold er én ting, men Burgess lægger også volden hos staten, både i deres ansættelse af Alex’ gamle venner som voldsparate pansere, men også i statens hjernevask af Alex som en voldshandling. Burgess værk er kendt for sin ekstreme grænseløshed, og den blev i flere omgange også genstand for retsforfølgelse og censursager særligt i USA. I modsætning til mange andre værker, som har fået den slags behandling tilbage i det kedelige sidste århundrede, føles A Clockwork Orange aldrig som overraskende tandløs. I modsætning til denne bog er det nemt at trække på skuldrene over H.R. Gigers Landscape #XX, som Dead Kennedys blev sagsøgt for at putte i deres Frankenchrist LP. Jeg tror dog aldrig, der kommer en dag, hvor det er normalt at trække på skuldrene over at voldtage to tiårige piger til lyden af Beethovens Til Glæden. Der vil A Clockwork Orange for evigt være en grænseoverskridende bog, og dermed anbefalelsesværdig for den som trænger til på kvalmende vis at blive rystet i sin grundvold.
Men er det ikke bedre, mine venner, at kunne vælge mellem det onde og det gode, mellem den niende symfoni og noget mere afdæmpet, end at være tvunget til at vælge det gode? Med den ekstreme og rå vold i bogen bliver dette spørgsmål, som Burgess så ivrigt og på meget overbærende og didaktisk vis pådutter dig at meditere over, endnu sværere og mere ubehageligt at tage stilling til.
