Bogen Bag Giganten: The Warriors er lige dele ultramaskulinitet og Beat-poetisk dekonstruktion
I artikel-serien Bogen Bag Giganten anmelder LitteraturNu de glemte bøger, der blev overskygget af deres legendariske filmversioner. Den første i serien er Sol Yurick’s The Warriors, bogen bag den dystopiske sci-fi-film af samme navn.
For mindre end en time siden har Hinton begået et tilfældigt og bestialsk mord på åben gade, grinende og hujende med sine kammerater som de skiftedes til at jage en dolk i brystet på en forbipasserende, der så forkert i deres retning. Nu går han alene i en metrotunnel og hulker; han er bange for, at der er monstre, der følger efter ham, eller flagermus, der vil dykke ned og suge hans blod. Morderen Hinton er bange for mørket.
Når man åbner den gamle paperback-version af Sol Yurick’s The Warriors, kan man ikke lade være med at forberede sig på et stykke godt, gammeldags masseproduceret pulp. På forsiden står prentet med tykke, røde bogstaver: REMEMBER IT THE NEXT TIME YOU’RE ON THE STREETS ALONE. Bagsiden lover mord, vold og voldtægt i rigelige mængder. Så altså: en billigbog, en knaldroman, et stykke spænding og tilfældig overskridelse til 60’ernes chokhungrende læserskare.
Chokerende nok er det faktisk meget langt fra virkeligheden. For ja, bogen flyder over med al den vold og spænding man kunne tænke sig, og mere til. Men samtidig er det også en fandens velskrevet, uhyggeligt intens Beat-gyser om toksisk maskulinitet, fremmedgørelse, fattigdom og frygt.
Vi følger The Dominators, også kendt som The Family, en drengebande fra Coney Island i 60’ernes New York City, som de samles til stormøde imellem byens gadebander i The Bronx. Her har den nærmest gudekejser-lignende Ismael, leder af én af byens mest prominente drengebander, samlet dem for at præsentere hans Vision: gadebanderne i New York skal samle sig under ét flag og, hundredetusinde mand stærk, gå i krig med Den Anden. Altså panserne, forældrene, de voksne bander og alt, der ikke er dem. Alt, der på nogen måde kan true deres ubændige jagt på Omdømme, Mandighed og Uafhængighed.
Men som Ismael står der, en græsk gudestøtte med total, royal selvtillid, går skarerne i opløsning. Der er for mange modstridende interesser. For meget paranoia. For mange, der frygter ikke selv at få den største bid af kagen på den anden side af den kommende krig. Råb og tumult bryder ud, så slåskampe, og til sidst begynder børnene i parken at skyde, og Ismael bliver uceremonielt henrettet af tre tilfældige kugler. I samme øjeblik dukker politiet op, og banderne spredes for alle vinde. Det var, gøres det tydeligt, uundgåeligt.
I resten af bogen følger vi The Dominators i deres vilde flugt for at komme hjem til Coney Island, til sikkert territorie. Det er en tur igennem et New York City, der er totalt uigenkendeligt. En by, der udelukkende består af tætpakkede, svedstinkende metrostationer, truende, mørke gyder og mennesketomme, ufarbare parker. Hvor alt er fremmed, og alt er fare. Ikke bare fare fra politi og rivaliserende bander, men fra selve jorden, bygningerne og nattens kvælende varme – og selvfølgelig hele tiden faren for, at drengebandens ukuelige sammenhold og hierarki bryder sammen under pres.
Bogens altoverskyggende tema er, uden et øjebliks vævren, maskuliniteten. Den toksiske, voldelige, æresbesatte, hyperdestruktive hypermaskulinitet, der løber i alle karakterers årer som tyktflydende tjære. Alle karakterer er besatte af at bevise hvor meget mand, de er. At de er mere mand end de andre. At de har Heart, og Rep, og at de kan slås og stå fast og være frygtløse krigere, for deres egen potens lige så meget som for Familien. Det er ikke en kompleks eller omsorgsfuld maskulinitet, de er flasket op med, men en vild og dyrisk én, der gør alle interaktioner højspændte og farlige.
Men dét, der gør bogen interessant er ikke maskuliniteten selv. Det er dét, den sættes op imod. For karaktererne i The Warriors er ikke græske helte, på trods af at bogen er løst baseret på Xenophon’s Anabasis. De er børn. Og igen og igen drages der spændinger imellem The Dominator’s hårdkogte bandeliv, og det faktum, at de i bund og grund intet andet er end 14 til 17-årige, underopdragne knægte. Når det sker, er spændingerne tydelige, voldsomme og hjerteskærende – som når Hinton bliver adskilt fra resten af banden i metrotunnellen og må gå alene i mørket til den næste station. En nøglescene, uden tvivl:
’’He heard the sound of sobbing. The crying voices multiplied from everywhere till this whole world was filled with a chorus of sobs. Who was crying here? He stood still. And he cried now, and he screamed, and waited for IT to take him. And if he shrieked, it would finally be over, because IT would know just where he was and come to get him quickly. He began to run and slipped and fell and kept trotting the way he had been going. But the sound of sobbing and crying followed him with all the footsteps, mocking, filling the tunnel with weeping and crazy laughing at the same time, and the sound he couldn’t help making betrayed him to the world as a coward and a weakling. What would Papa Arnold have done?’’
Hinton er så fremmedgjort fra sit eget følelsesliv, hans egen frygt og barnlighed, at han ikke er i stand til at genkende gråden som hans egen. Følelserne er uden for ham – noget, som Den Anden har givet ham, noget, han må adskille fra sig fra for at forblive en Mand, en del af Familien. I samme scene bliver han pludseligt rasende og river sit bande-insignia af hatten, kaster det på jorden og skriver på tunnellens mørke vægge, at Familien kan rende ham. Men straks han har gjort det, rammes han af så overvældende en ensomhed, at han må samle mærket op igen, overstrege graffitien, og skrive navnet på banden istedet; så alle kan vide, at de er overalt. De andre, og presset fra dem, er allestedsnærværende i ham, men endnu mere end det er det desperate behov for fællesskab. Et sted at høre til, regler at følge og nogen til at passe på ham. Ikke engang alene under jorden kan han lade sig selv græde, og ikke engang dér kan han være foruden Familien.
Gyser-elementerne, der overraskende nok gennemsyrer The Warriors, er i virkeligheden et produkt af samme spænding. For som Familien løber igennem parken i The Bronx på flugt fra politiet, er deres første bekymring simpelthen frygten for kviksand. Er der kviksand i New York City? De ved, at kviksand er farligt. De ved ligeså, at man skal forblive stille, for ikke at synke, og kaste en gren til den synkende. Kort efter har de gemt sig på en kirkegård; et trygt og sikkert gemmested, bortset fra, at alle medlemmer af banden er rædselsslagne for spøgelser. De ved jo, at de døde vågner om natten og spiser enhver, der betræder deres domæne. Det New York, som The Warriors fremskriver, er både farligt og ukendt på grund af den jordbundne bandevold og kriminalitet, politiet og Systemet. Men i lige så høj grad er det farligt, fordi drengene, vi følger, ikke er bange for at slå ihjel men stadig er bange for mørket. De er simultant på blodigt krigstogt og ude og lege. Simultant et produkt af grotesk, brutal virkelighed, og barnets fantasifulde, TV-inspirerede uvirkelighed. Et greb, der igen og igen skrives frem med rytmisk, sprogligt skråsikker intensitet af Yuricks tætte Beat-prosa (her i en nat-metro):
’’But something was wrong with the riders – all of them. They were eerie, weird, something else. What was it? The doors closed. The clothes were wrong, but not with all of them: the faces were – off, but not with all of them: the eyes – sitting or standing they all looked asleep – but the eyes were OPEN – yet closed. The Dominators moved together. Wild and crazy looks flicked over them.’’
Et New York af mørke og sved og vold, en verden af paranoia og fantasi og fare. Det er dét, der gør Sol Yuricks New York nærmest fantasy, nærmest sci-fi, nærmest horror. Men i sidste ende er det den bidende kolde virkelighed ved manddommens paradokser, der gør sig gældende.
Ismael samler alle byens bander som en gudekejser samler Mesopotamien. Men han er ikke kejser og de er ikke krigere. Det er uundgåeligt, at de vil slås, og uundgåeligt, at han vil dø. Det er uundgåeligt, at Familiens hierarki vil bryde sammen, for det er bygget på uvirkelige, dybt giftige idealer af målløs mandighed. Den revolutionære metafor er ikke til at gå glip af; en arbejderklasse uden ideologi kan ikke organiseres. Fremmedgjorte, desperate mænd har brug for mere end store ord, for ikke at regrediere til dyr. Fællesskab kan giftiggøres, og det samme kan arbejderklassens masser.
Om Yurick, der var livslang New Yorker-jødisk kommunist, og arbejdede i mange år som ungdomssagsbehandler i New York City, udpensler en forskruet virkelighed eller en bitter parodi, er svært at sige. Ligeledes er det, i sumpen af 60’er-schlock og usympatiske narrative perspektiver, svært at sige om det, han skriver ud er hans eget forfærdende forhold til kvinder, eller hans hovedpersoners. Det samme gælder forholdet til fattige, racialiserede unge mænd.
Men jeg mistænker, at bogen egentlig er skrevet med dyb sympati for de skæbner, der ødelægges af fattigdommen og maskuliniteten. Den revolutionære linje er klar, ligesom frygten for revolutionens kollaps er det. Det er ikke en moralistisk bog, så meget som den er afslørende. Den afslører, hvad fattigdommen gør ved mennesket, og hvad den toksiske maskulinitet gør ved manden. Hvad afstanden mellem system og almue afføder af total, nærmest dystopisk fremmedgørelse. Hvor hårdt man kan gøre et barn, hvis blot man mishandler det længe nok.
Men hvor hårde de end gøres af deres omverden, er det altid den samme, der er tilbage inderst inde: som Hinton endelig når hjem efter sit livs nat, efter at have myrdet og voldtaget, flygtet og kæmpet, efter at have bevist sig selv som mere mand end nogen af de andre, lægger han sig på brandtrappen udenfor hans mors hus. Derinde er hans voldelige stedfar og moren i gang med højlydt sex, hans junkie-storebror ser på, og hans fem søskende snorksover i samme seng. Hans sidste handling i bogen, som han endelig når havet og sikkerhed, er at lægge knæene under hagen, stikke sin tommelfinger i munden og falde i søvn.
