Bogen er en datamat – Peter Adolphsen EN MILLION HISTORIER


Peter Adolphsens nye bog er ikke som bøger er flest. Læs i den og oplev en radikalt åben semantik i liderlig funktion.

Citat

Horror: 477792
(4) ”Livet er en rygeost, små venner,” snøvlede Henrik til sine cichlider og plumpede et par sure sokker ned i akvariet. Depressionen antog sære former siden dengang, hvor (7) en blodbøg var væltet den forkerte vej, da nabodamen ville fælde den. Han var trådt til med motorsaven. Nu lå hun støbt ned i garagegulvet. Et princip var for ham som (7) en udødelig kærlighed. Nogle ting betyder mere end andre, dét var hans motto. Visse værdier findes. Derfor måtte han tage hævn og havde også gjort det. Det lugtede af (7) hans gamle traume: Den behårede plet i panden. Kainsmærket, som en indremissionsk tante havde kaldt den. Han slog op i Bibelen og følte trang til at myrde. Han svævede (9) ned i forhold til udfordringerne. Hans rengøringskone, Katinka, antog som altid en pragmatisk tilgang: ”Hvorfor ikke bare bruge vold?” Han fik en fiks idé: ”Jeg køber (2) dig og alt dit væsen. Min ejendom var min helt alene. Min!” Tavsheden voksede i spænding. ”He…” forsøgte hun sig spagt, men så låste hans fingre sig om hendes hals.”

Sjofling: 668249
(6) Regnen var hørt op, så Heinz trak bukserne op og trådte ud fra lokummet. Gårdspladsen var glinsende og våd. Han tænkte på porno igen, ligesom dengang, hvor (6) han havde fået vist gården frem for en mulig lejer, og samtidig var en orne sluppet fra inseminørerne. Daskende stiv proptrækkerpik. Gårdspladsen, hvor der dengang var (8) en tårevædet genforening. Det var den sædvanlige rytme i deres forkvaklede forhold. Malerierne på væggene var rene forhånelser, stoisk ligeglade med alt andet end (2) varm æblegrød, som dengang han var lille: Ned i underbukserne. ”He….” begyndte han at skose sig selv, men kom så i tanke om en gemt og glemt slikpose. Han kravlede (4) op i en luftballon. Skipperen var en yppig dame fra Holbæk-egnen, Karoline, der betjente gasventil og styreror med en kælen rutine. De dalede. ”Hvor kan jeg finde (9) de eksklusive rettigheder. Til det hele.” ”Og hvorfor det?” spurgte hun. ”Jeg er biologisk determinist og ved, at mænd altid søger eneret på alle kusser.” ”Og plasticposer.”

En anmeldelse af Peter Adolphsens nye labre bogobjekt skal ikke stoppe ved den lavpraktiske kendsgerning, at bogens første 9 sider er skåret op i 6 nummererede strimler, således genuint arrangeret at de 9 opklippede sider sammenholdt med den uklippede 10. udgør 10x10x10x10x10x10 mulige historieforløb. Sindrigt er det og drilsk udført, men altså: Vi opholder os jo heller ikke længe ved, at en almindelig bog har markerede sidetal, som genialt letter læserens orientering, vel?

Når man læser, eller hvad man nu skal kalde det, i Adolphsens nye bog, så bliver man selvfølgelig helt svimmel ved alle mulighederne, der ligger åbne for ens helt personlige bladre-initiativ, og svimmel bliver man også, når man håndgribeligt mærker, hvor lidt tekst der skal til før kombinationsmulighederne eksploderer. Men det, der gemmer sig i mekanikken, indholdet, det er simpelthen for godt til at blive negligeret som et nødvendigt onde ved julelegen.

De tematiske linieføringer i EN MILLION HISTORIER går igen fra Adolphsens øvrige forfatterskab. Det handler om meningen med livet og latrinær bøvehumor; om Guds eksistens og genrebestemt effektrytteri – og ikke mindst om forskydninger imellem disse og deslige modsatrettede positioner. Det nye er, at det er læserens fedtede fingre, der eksplicit antænder disse forskydninger mellem f.eks. ”Kaizer Franz med tisseble på hovedet” over ”udødelig kærlighed” til ”Symbolet på den funktionsløse genstand, som sproget må give op overfor”.

Nok driver Adolphsen gæk med sin læser og læseren med ham, fordi bogen nærmest har karakter af en gold fortælle-datamat. Men igen: Det specifikt heroiske ved EN MILLION HISTORIER ligger ikke her, men i mekanikkens adrætte fungeren. Dét er det sande mirakel.

De 6×10 strimler, der udgør EN MILLION HISTORIER, lader sig hurtigt rumme og overskue – bogen er ”bare lidt lang”, som det hedder i den såkaldte ”brugsanvisning”. Med overskueligheden in mente overlader læseren uvilkårligt IKKE det hele til systemet. Selv ikke når man bruger den medfølgende tisidede terning, kan man dy sig for at tænke desavouerende: ”Hvad med nummer 3 i stedet, eller hvad nu hvis forrige strimmel var nummer 9 etc.”

Jeg har ret hurtigt kunne bladre mig frem til i hvert fald to helstøbte veje gennem tilfældighedernes vildnis, f.eks. en gennemført horror-historie, nr. 477792, eller et gennemført sjofelt brag , nr. 668249. Kombinationselementernes overskuelige fåtal giver læseren magten over en radikal åben semantik, som f.eks. når der på 2. kolonne, strimmel 1 står: ”Han skovlede lort dagen lang, nu på femte år”. Udsagnet kan man sætte sammen med Herberts ”bitre eksistens” (1. kolonne, strimmel 9), hvilket får gravearbejdet til at fremtone metaforisk. Men udsagnet kan også passes sammen med elefantpasseren Hektor, der lever af at skovle vaske ægte lort (1. kolonne, strimmel 0).

Det er en spektakulær oplevelse af sprogets elasticitet helt ude i krinkelkrogene, som Adolphsens nye bog beriger verden med, og projektet deler Adolphsens med sin mentor Per Højholt. Adolphsen bukker da også ærbødigt for mesteren og mesterværket TURBO (1968) i 1. kolonne, strimmel 8, hvor Henry sendes ind i landskabet med en klassisk replik direkte importeret: ”Reaktionen faldt prompte: ”Henry, din lort!”” Min reaktion må falde ligeså prompte: Peter er den store!

***************************************

Læs anmeldelse af ENMILLIONHISTORIER.DK

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *