Bøgernes magt – Mikkel Birkegaard LIBRI DI LUCA
Harry Potter, Dan Brown, Arturo Perez-Reverte, Indiana Jones m.fl. blandes i ikke helt skøn forening i debutanten Mikkel Birkegaards pudsige bognørde-mysterium.
Citat
– Kan du bevise noget af det her?, spurgte Jon bestemt.
– Det er ingen eksakt videnskab, og der er mange ting, som vi ikke forstår fuldt ud. For eksempel har det vist sig, at visse typer tekster egner sig bedre end andre. Således er skønlitteratur mere effektivt end faglitteratur, og kvaliteten af værket er heller ikke uvæsentligt. Endnu mere mærkeligt er det, at potentialet i teksten kan afhænge af, om det læses fra en skærm, en billig fotokopi eller førsteudgaven, hvor den sidste er langt kraftigere end de øvrige. Det tyder også på, at visse bøger oplades, når de læses, sådan at den næste fremførelse af teksten bliver stærkere – mere effektiv i formidlingen af budskabet og følelserne i den. Ældre og ofte læste bind er derfor kraftigere end nye, jomfruelige bøger.
Iversen flyttede blikket fra Jon og lod det glide hen over reolerne omkring dem.
Jon rejste sig og gik hen til de nærmeste hylder.
– Er disse bøger opladede, spurgte han skeptisk og trak et tilfældigt bind ud.
– Mange af dem er, svarede Iversen. – Man kan ligefrem mærke det, når man holder de kraftigste eksemplarer mellem hænderne.
Jon lagde hele håndfladen på bogen, han havde taget frem. Efter et par sekunder rystede han på hovedet, satte bogen tilbage og gentog processen med en anden.
– Jeg kan ikke mærke noget, konstaterede han til sidst med opgivelse i stemmen.
– Det kræver, at man er i besiddelse af evnen, forklarede Iversen. – Og dertil en vis øvelse.
Ideen er faktisk ret god: Blandt klodens millioner af læsere findes en gruppe, der ikke blot nyder eller konsumerer litteratur, men er i stand til at påvirke andre via deres læsning. Det er mennesker, som kan fremmane indholdet i en tekst så levende, at hver enkelt tilhører føler, at bogen taler til netop hende eller ham, og fysisk oplever det, teksten handler om. ‘Lettorer’ hedder disse særligt begavede mennesker, som Mikkel Birkegaard præsenterer os for i sin debut, spændingsromanen LIBRI DI LUCA, der i bogstaveligste forstand tematiserer litteraturens magt: I hænderne på lettorerne er bøgerne stærkere end noget våben.
LIBRI DI LUCA tager udgangspunkt i mordet på Luca Campelli, indehaver af det københavnske antikvariat ‘Libri di Luca’ og en førende skikkelse blandt det hemmelige selskab af lettorer. Luca efterlader sig ikke andet end antikvariatet, og enearvingen er sønnen Jon, som han ikke har talt med i årevis.
Jon er en ung, succesrig advokat med kurs mod stjernerne, og han er ikke synderlig interesseret i antikvariatet, ligeså lidt som han har noget til overs for sin afdøde far, der valgte at bortadoptere ham efter moderens selvmord for mange år siden. Dertil kommer, at Jon er lykkeligt uvidende om lettorernes eksistens, endsige, at faderen var i besiddelse af mægtige kræfter.
Men i ‘Libri di Luca’ møder Jon sin fars tre kolleger, Ivar, Katherina og Paw, der alle tre er lettorer. De er overbevist om, at Jon også er det og indvier ham i det hemmelige selskabs mysterier. Snart er den unge og strømlinede advokat på vej ind i en verden, han umuligt kan fortælle kolleger og venner om, en verden af voldsomme kræfter, oldgamle rivaliseringer mellem forskellige fraktioner af lettorer og yderst aktuelle, blodige magtkampe.
Jon viser sig at have usædvanligt stærke kræfter som lettor, og det gør ham eftertragtet i alle lejre, ikke mindst blandt dem, der slog hans far ihjel og nu vil skabe et lettorernes verdensherredømme. I dette spegede spil er det ikke let at kende ven fra fjende og sandhed fra løgn, og så går det ellers over stok og sten i Mikkel Birkegaards roman, hvis dramatiske finale meget passende er henlagt til Cairo, i oldtiden kendt som Alexandria, arnestedet for alverdens biblioteker, den bibliofile kulturs vugge.
Er man til lærde mysterier, hemmelige selskaber, oldgamle biblioteker, lige lovlig velassorterede antikvariater, potente bøger og globale konspirationsteorier falder LIBRI DI LUCA utvivlsomt på et tørt sted, om end spændingskurven er noget ujævn undervejs og lidt for ofte flader helt ud. Romanen er åbenlyst et opkog på bognørde-mysterier à la Arturo Perez-Reverte og Umberto Eco, konspirationsromaner à la Dan Brown, fantasy à la Harry Potter og godt gammeldags adventure à la Indiana Jones, men det er som om historien aldrig for alvor kommer i gang før det hele slutter med bulder og brag. Mikkel Birkegaards fortjeneste ligger først og fremmest i den pudsige og bestemt ikke uefne idé om eksistensen af lettorer, og beskrivelsen af deres evner og midler er sine steder i romanen temmelig fascinerende.
