Bogforum 2024: Debutanterne kommer!
Vi har i redaktionen på LitteraturNu sendt vores to skribenter – Asta Lucia Bonifacini Jensen og Clara Karen Stenkjær – til Bella Centret for at dække Bogforum. Dette er første bidrag.
Foto: Bogforum
Da jeg torsdag aften forsøger at danne mig et overblik over Bogforums alenlange og komplet uoverskuelige program, lægger jeg med det samme mærke til, at der er mange debutanter. Og debutanterne er ikke kun repræsenteret, de er også proklameret og markeret i programmet som netop det. Debutanter. Som et adelsmærke eller særligt stempel for at man i mødet med dem kan få et særligt indblik i, hvad der rører sig hos de mindre garvede, men af den grund ikke mindre interessante forfattere. Et af de helt store højdepunkter på Bogforum hvert år er uddelingen af debutantprisen, og i modsætning til den højkulturelle pendant Louisiana Literature hvor utallige internationale, anerkendte og etablerede forfattere besøger festivalen, står det klart for mig at der på Bogforum er en anden og mere jordnær forbindelse til litteraturen og derfor også rigtig meget plads til debutanterne. Jeg tog derfor afsted for at se hvad dette års debutanter kan og hvilken ilddåb de bliver budt i de hellige haller i Bella Center.
Jeg starter dagen med åbingsceremoni og uddeling af Bogforums Debutantpris, hvor Søren Ulrik Thomsen sætter scenen til de næste tre dages bogmani med sin åbingstale. Her spidder han først litterært snobberi og holder en tale for lige præcis det vi alle er samlet om herude i hallerne – nemlig læseglæden og den umådelige kærlighed til bøger, som ikke skal defineres eller vejledes af noget som helst andet end lyst. Talen er også en ode til bogen som objekt, hans egen kærlighed til duften af Gyldendals tranebøger og det højt skattede omend ikke videre kønne eksemplar af ens yndlingsbøger som man ofte mister fordi det netop er de bøger vi elsker allermest, som bliver lånt ud til venner. Afskedssalutten lyder; bøger skal læses færdigt. Således opmuntret og opdraget af en af dansk litteraturs grand old.
Debutantprisen går i år til Linea Maja Ernst for romanen ”Kun til navlen”. Sommerens it-item (i hvert fald blandt min omgangskreds og på Instagram), og som af juryens motiveres som ”en cool generationsroman, der handler om hvordan det eksistentielle grundmateriale forbliver det samme i tiden, om længslernes drømmeskove, om venner og fællesskabets styrke og hvad man gør når man bliver sat på prøve blandt de nærmeste”. En roman der allerede har fået utrolig meget medvind og omtale og som er solgt til oversættelse i otte lande.
En storsmilende og let hoppende prismodtager indtager scenen med den største buket blomster jeg har set og på garvet vis bryder isen til publikum med ”Prøv at forestille jer at man vinder en pris og at man har sindssygt meget sceneskræk” og straks indrømmer at hun aftenen forinden sad i sofaen og googlede ’’Best acceptance speech ever’’. Ernst selv kalder romanen ”en kollektiv omgang” og lægger ikke skjul på at den kun er blevet til, i kraft af de mennesker og venner hun har omkring sig, og binder på fin vis en tråd til det vennehav som romanen handler om.
Hun slutter med at takke læserne, fordi hun af sit forlag, Lindhardt & Ringhof, har lært at lige meget, hvor mange marketingdollars man poster i en udgivelser så er det der batter ’word of mouth’ og at folk anbefaler den til hinanden. Hvilket måske kan forundre at L&R er opmærksomme på, for de har ved gud postet mange marketingdollars i ”Kun til navlen” og overbevist også denne skribent om, at jeg da også skal have et koldt dyp i Ernsts fiktive skovsø og måske blive klogere på, hvordan jeg ikke skal botanisere så meget i egne indre landskaber og egen navle, som romanen efter sigende skulle centrere sig om.
Jeg bevæger mig fra messens største scene til messens måske mindst taknemmelige placering hos Dansk Forfatterforening. Ud til en bred passage bagerst i Hal C hvor de største forlag holder til og lige ved siden af Andersen Bakerys bod. Her skal det handle om at debutere med poesi i hvert sit årti, med digterne Ann Mari Urwald (debuterede i 1973) og Daniel Boysen (debuterede i 2015). Dansk Forfatterforening har taget det lidt aparte valg, at man ved deres stand skal have hørebøffer på for at kunne følge med i oplægget, da lyden fra mikrofonerne kun sendes ud her. Jeg sætter mig skeptisk i en af stolene. Heldigvis har Ann Mari Urwald masser af både gode digte og historier om Poul Borum med. Nu en ældre dame, men med et stålsat blik i behold og masser af selvironi og humor, viser hun sig at være et utroligt underholdende bekendtskab, og moderator Thore Bjørnvig lader hende også blot fortælle løs og øse ud af erfaringer og poesi. Her giver det ikke mening med en stramt kurateret samtale, og jeg glemmer hurtigt min skesis overfor hørebøfferne. Urwald går klart igennem. Og ja, det var selvfølgelig noget helt andet at debutere i 1970’erne, oven i købet som kvinde, inden både Forfatterskolen og internettet var en realitet, men hvad der præcis udgør denne forskel bliver jeg ikke så meget klogere på, udover at lyrik, og også den smalle, rent faktisk blev anmeldt dengang i 1970’erne. Det gør den ikke mere, lægger Daniel Boysen ikke skjul på. Urwald slutter med dette digt fra hendes seneste digtsamling ”Tid spræller som fisk”, som jeg tager med mig resten af dagen, og som overbeviser mig om, at der også er plads til små poetiske perler og åndehuller på et sted som Bogforum:
”Længe leve g-punktet
Sansehule”
Af med hørebøfferne og videre til marathonoplæsning med debutanter i mikroforlagenes afdeling. Her står fire forfattere klar til at læse op. 7 minutter har de hver. Bogforum opererer nemlig med stramme timeslots og kun lige tid nok til at kradse i lakken og få en lille flig af noget meningsfuldt i både samtaler og oplæsninger. Det bliver et gennemgående tema for alt det jeg oplever, at samtalerne først bliver rigtig interessante og først rigtig får substans fem minutter inden de skal til at slutte og moderatorerne med let desperation i stemmen må melde at de skal til at runde af.
Mikroforlagenes debutanter bruger deres syv minutter effektivt, og som velopdragne forfattere overholder de tidsplanen til perfektion. Her står det tydeligt frem at fællesnævneren for disse fire værker er livet med en psykisk diagnose enten tæt på livet eller som en del af sit eget liv – og de små dyr der bor i byen, nærmere betegnet egern og pindsvin.
Anna Hechman Knudsen lægger ud med ”Jeg vil gerne have at angsten bor et sted i haven, et sted i æblekrattet måske” (Rebel wtih af cause). Hun betegner sig selv som ”et pindsvin i sommerskumringen”, der skal navigere i både depressionen og angstens tag om sit liv der indskrænker det til lejligheden, kæresten og missen. Ida Routhes karakter Lise i romanen ”Højtryk” (Kronstork) forgifter et lille egern hun kalder Ernst, med sine antidepressiver. Lise er glemsom på samme måde som egernet, der i 74% af tilfældene glemmer hvor de gemmer deres nødder vinteren over.
Christian Schmidt Rasmussen vælger et kapitel fra romanen ”På ruinerne af en glorværdig fremtid” (A Mock Book) der blandt andet handler om Peter Hummelgaard, fordi, som Scmidt Rasmussen forklarer, Hummelgaard samme dag udgiver endnu en bog. Her optræder også et egern. Et egern der bor i kastanjetræet i den fiktive Hummelgaards børns skolegård. Også her er egernet glemsomt, men det er ”et tough egern, et glemsomt motherfucker”, der glemmer at børnene møder op hver morgen i skolegården, disse modløse moderne børn, der præges af deres forældre og en higen efter at ende som Elon Musk. Schmidt Rasmussens oplæsning er klart den mest humoristiske og energifyldte af de fire, og også den mest udadvendte, både i fremførelse og i tematik. Der er mindre afholdenhed hos ham, som han står der på scenen iført en panggul sweatshirt påmalet ordene ”Alt er svind” i sort. Og han overbeviser ikke kun mig, men tydeligvis også min sidemakker der efter oplæsningen er inde på Bibliotekets app og reservere bogen. Bibliotekets app er glødende i disse dage noterer jeg mig, og flere gange sniger jeg mig til at opdage på andres små skærme, at der reserveres bøger på livet løs derinde. Det er jo til gengæld noget rod for forlagene, der trods alt er på salgsmesse.
Anne Katrine Nørholm slutter med ”Nøglebarn” (Arkiv for detaljer) og en beskrivelse af barnets oplevelse af en mor der sygner hen i depressionens tåger. Som et plaster på det sår der opstår, da barnets forældre går fra hinanden, foræres hun to små hamstre, en af hvert køn, der straks begynder af formere sig. De voksne tager affære og en dag er buret tomt, og murstenen i barnets mave har aldrig været tungere.
Masser af pels i disse oplæsninger, men nuttethedsfaktoren er lig nul. Til gengæld er den litterære kvalitet ikke til at tage fejl af, og jeg rejser mig fra de sorte plasticstole med tanken om at det bliver spændende, hvem af de store mastodonter i Hal C ved siden af, der har nappet dem fra de små mikroer og udgiver dem næste gang.
Til ’Debutantsamtale’ om humor i litteraturen med Alexander Rich Henningsen og romanen ”Mother earth” og Susan Knorrenborg med ”Spørg John” står det tydeligt frem, at de korte timeslots på 30 minutter slet ikke er nok til at nå rundt om både roman og praksis, når romanerne først må introduceres grundigt før man forstår hvilken slags humor der er tale om. Begge forfattere beskriver at de bruger humoren, fordi det er en naturlig forlængelse af den måde de er i verden på, men fordi de måske netop er debutanter og derfor endnu ikke har et velsmurt og velformuleret sprog for deres egen forfatterpraksis, ender det med at handle langt mere om indholdet fremfor humoren som litterært virkemiddel i deres romaner.
Jeg bevæger mig til den anden ende af messen, til en samtale med Inger Smærup Sørensen og Silas Toft i anledningen af deres modtagelse af Bodil Munch Christensens debutantpris for bøgerne ”Dødsbo” (Smærup-Sørensen) og ”Solen er en fod bred” (Toft), i øvrigt begge anmeldt her på LitteraturNu.
Her er der en helt anden stilfærdighed og næsten skrøbelig energi på færde, som jeg hilser velkommen, for det er befriende at mærke, at det panser af medievanthed som Knorrenborg og Henningsen præsterer, ikke har lagt sig om hverken Toft eller Smærup-Sørensen. Førstnævnte to er allerede fedtet ind i medieverden og er vant til at mene noget om andres litteratur og emner der optager samfundet, med hver deres job hos hhv. Atlas Magasin og Politiken.
Hos Toft og Smærup-Sørensen er der derimod en mere rå åbenhed og ærlighed, som rører mig. Samtalen modereres af Anne Marie Mai, litteraturprofessor ved Syddansk Universitet, som har en fantastisk evne til at sige alt med et smil i stemmen. Hun er tydeligt begejstret for begge bøger og gør begge forfattere næsten forlegne med al sin entusiasme.
Mai vil vide hvordan det var for dem at debutere, og stå med bogen fysisk i hånden for første gang. Smærup-Sørensen indrømmer, at det var både dejligt og sårbart, pinligt og sjovt, fordi det filter hun ellers havde været vant til at gemme sig bag i kraft af en faglighed nu pludselig var væk. Debuten føltes også som en blottelse. Da Silas Toft skal svare på samme spørgsmål må han først udbryde, at han har det som om man kan høre ham trække vejret i mikrofonen. Begejstret udbryder Mai ”at ja, det kan man også” og fortsætter med en pointe om at digtere trækker vejret for os andre med deres poesi. En tekniker kommer Toft til undsætning og retter på mikrofonen, for det er måske lige lovlig meget forlangt at han som digter også skal gøre det for de mange tusind, der befinder sig på Bogforum denne dag. Tofts skuldre sænkes. En lettelse for ham at få mikrofonen indstillet bedre. Samtidig var det at udgive sin første digtsamling et lettelsens suk fortæller han. Men også et lettelsens suk alle kan høre.
Begge forfattere fortæller at de har oplevet en stor glæde ved at møde læserne af deres bøger og Toft finder en stor meningsfuldhed i at læse højt fra digtsamlingen, mens Smærup-Sørensen finder det mindre sårbart end hun havde forventet, at andre nu kan læse bogen og mene noget om den. Igen denne ærlige umiddelbarhed om hvordan det føles når navlestrengen til værket for debutanterne er klippet over, og en tydelig fornemmelse af en helt særlig forbindelse de stadig har til deres bøger. En litteratur der drømmer om at findes, det er hvad der findes her afslutter Mai, og det er nu alligevel den bedste slags.
Jeg slutter min debutant-odyssé i sportslitteraturens verden med Bastian Emil Goldschmidt i samtale med Caspar Eric om Goldschmidts skønlitterære debut ”Rytteren og den rejsende”. Men her må jeg give fortabt, og overgive mig til den kakofoni af lyd og indtryk Bogforum også er. I forlaget Strandberg Publishings lille stand skal to små højtalere forsøge at konkurrere med Gutkinds mere autoriserede lydsetup da den britiske bestseller-forfatter David Nicholls indtager scenen præcis samtidig med Eric og Goldschmidt. Cirka ti meter adskiller disse to lydmure og jeg må bruge al min opmærksomhed på kun at lytte med det venstre øre. Huritgt må jeg sande at min selektive hørelse ikke er rustet nok. Slet ikke når jeg samtidig skal håndtere at jeg med min notoriske Bogforum-mulepose placeret aller yderst i kredsen af lyttende, konstant skubbes lidt til af forbipaserende. Jeg når dog at fange Goldscmhidts refleksion over hvordan det er at skrive fiktion fremfor faglitteratur, som lyder, at man jo i fiktionen kan alt! Det har han jo for så vidt ret i, men måske det heller ikke gjorde det helt store at jeg ikke fik mere af den samtale med.
Jeg bevæger mig mod udgangen og passerer den uden sammenligning længste kø på messen overhovedet; køen til signering af Maren Uthaug, hvis nyeste roman ”88%” udkommer på Bogforums første dag. Det står med køens +50 meter klart, at det trods alt stadig er veteranen Uthaug der trækker det største publikum. Men der er også plads til bredden og debutanterne på Bogforum, hvor ilddåben kræver at man tør stå distancen i det vidunderlige og kaotiske sammensurium af alt det, litteraturen har at byde på. Jeg glæder mig allerede til at tage på samme odyssé med de nyeste litterære skud næste år.
