Boglig mixed double – Jens Blendstrup & Vibeke Marx BRØLENDE SNAK MED SKOVSØ
Selvom ideen om dobbeltforfatteri er så god, som ideer kan blive, fænger det aldrig for Jens Blendstrup og Vibeke Marx. Deres fællesbog er for gnieragtigt fedtet med stoffet til rigtig at være andet end en uforløst god ide.
Der sker det uovertruffent usædvanlige i BRØLENDE SNAK MED SKOVSØ, at hver tekstsekvens er udstyret med skrivende forfatters navn og et kolon.Det er således Vibeke Marx:, der starter pingpongen og Jens Blendstrup:, der returnerer osv. Umiddelbart herligt er det, at der på den måde skæres resolut igennem al snak om forfatterens død, og man får tilmed styr på referencerne.
Anordningen er som et nostalgisk sug tilbage til dengang rigtige forfattere stod ved det, de skrev, og samtidig fungerer den som en mere hip af-indviklings-manøvre: Litteratur er, at nogen fortæller nogen andre noget, som Dan Turéll sådan cirka sagde engang.
I det lille forord af forlagsdirektør Kristian Schou kan man forvisse sig om ”normen, at forfattere gemmer sig væk i længere perioder”, er den, dobbeltforfatterprojektet vil forsøge at komme omkring (bogen er den første af i alt 4 planlagte udgivelser). Skribenten skal ud af busken og forfatterjeget afmystificeres, hvilket på Forlaget Nords foranledning skal ske, ved at spille litterær mixed double i stedet for single. Ræsonnementet er en gammel og velafprøvet avantgardistisk traver, men ikke desto mindre et helt rigtigt ræsonnement.
Det umage par Jens Blendstrup, kendt fra Øverste Kirurgiske og sin roste roman fra i fjor GUD TALER UD, og den hyperproduktive kriminalist Vibeke Marx, senest fremme med succesen INEZ’ TÅRER, fremviser i BRØLENDE SNAK deres forskellighed på godt og ondt. Blendstrup tager tydeligvis fuldstændig pippet fra Marx med sine topskruede og rablende udfald med den lille Blendstrupske tvist af melankoli. Marx’ perplekse distraktion overfor Blendstrups vigør skaber et velfungerende clash, der siger mindst ligeså meget om Blendstrup som om Marx selv.
Marx begår den fodfejl at ville følge Blendstrup trop, men udi disciplinen fritfaldsfabulering er Blendstrup en meget garvet ekvilibrist. Når Marx ikke måbende må stå helt af, tager hendes forsøg sig ud som forkrøblede andensorteringer.
BRØLENDE SNAK havde utvivlsomt vundet ved, at Marx havde beholdt krimistiletterne på og ikke begivet sig ud i kluntede forsøg på at gå i Blendstrups træsko. Min begejstring for projektet er nu slet ikke spoleret. Gid næste set, hvor Peter Laugesen danner par med Sternberg, må blive mere jævnbyrdig og vare lidt længere.
