Bogstave – Jesper Elving VULKANUDBRUD
Digthimstregimsen VULKANUDBRUD – skrevet på ispinde, sammenholdt i gul plasticcylinder – er et dement memoryspil og et ruinøst pudslespil. Og fin lyrik. Men spørgsmålet melder sig alligevel: Hvor er vanilleisen?
Digt
fjernsyns vinter
Rinat Dassajev
står parat
hælder æg ud af vandkanden
stærken blå
blå nedover dalen
mørket står bagved hvide sne
stolper: lys fra bjergene
har sine snefald
fjelde på ved siden af byen
Det er udtryk for høj arrogance, det, at man ikke hver gang begynder en anmeldelse helt tilbage ved begyndelsen: Der var tekst til, længe før der var bøger til, i oldtiden skrev man ufortrødent, bare ikke i bøger, dvs. på papir, men i sten (og sikkert i jorden) og i træ, nærmere bestemt på stave, og heraf har vi ordet bogstaver.
Bøger er ikke længere henvist til ’bogstave’, med en deraf følgende knaphed på plads at skrive på og dermed også et stramt afgrænset vokabular at udtrykke sig med, men kan nu boltrer sig side op og side hen på ark af let føjeligt papir. Heldigvis for det, ville man umiddelbart sige, men det gør digtgenstandsmager Jesper Elving ikke. I hvert fald ikke hans højst ukonventionelle, men altså også norrøne bogting VULKANUDBRUD, der netop består af tekst på stave.
I tilfældet VULKANUDBRUD passer det sig at være præcis: Elvings stave er præfabrikerede ispinde, 44 stk, hvis for- og bagside (eller vel blot ispindens to største flader) er påklistret en papirstrimmel med en printet tekst på mellem 1 og 8 ord. Ispindene er samlet i en ligeledes præfabrikeret gul plasticcylinder, der ligner noget, der engang har huset et vaskeskind. Udenpå cylinderen står titel og forfatternavn i dymo-strimmel, og endelig indeholder cylinderen en lyserød guldsmed i plastic, jokeren velsagtens?
Det iøjnefaldende udstyr gemmer på Elvings tekst(stumper), der ikke besværer sig med sprogets vante strukturer. Eller rettere sagt kommer det fremmedartede, det radikalt afstumpede, det effektivt distancerede og måske det endnu ikke størknede primærsproglige (jeg ser og hører tydeligt hulemænd recitere) i Elvings ordforbindelser sig af konceptet, dét at tekstbidderne er prisgivet det sparsomme satsspejl en ispind stiller til rådighed.
Tekststumperne er en blanding af meget gamle adjektivformer (’stærken blå’), opfundne ord (’tårnhofte’), volapyk (’deo bunk flitse’) og specifikke stednavne (’Hjørring’). Der skal god vilje og bereden kreativitet til, førend tekststumperne får nogen som helst sammenhæng (se min russiske vinterhyldest ovenfor), hvilket for mig at se er værkets styrke.
Når læseren må trække en vilkårlig ispind, vende den, trække en ny eller se sig om i dem, der allerede ligger på bordet, velvidende at halvdelen hele tiden ligger skjult for øjet på den anden side af ispinden, når læseren må det, bliver læsning ekspliciteret som et kombinatorisk spil, hvor hukommelse (af det man har læst) og tilfældighed (i det man kommer til at læse) sætter vedkommende i hiv og sving med betydninger.
Hvis vi til denne vel grå og fortænkte udredning af VULKANUDBRUD lægger den hjemmelavede og lettere ubehjælpelige fornemmelse af, at forfatteren selv har siddet og limet tekststrimler på ispindene, så har vi værkets modsatte side, nemlig nærværet, hyggen og det helt igennem søde ved Elvings udgivelse: Tænk at nogen har insisteret på at konstruere det her.
Jeg ser nu, faktisk, et lille hul i bunden af den gule plasticcylinder, der holder sammen på ispindene, og dermed har vi Svaret: Vanilleisen er smeltet og løbet ud igennem hullet. Tilbage er kun skeletterne, men jeg kan sagtens smage isen endnu.
