De korte, betitlede og tegnløse digte følger hinanden i tre afsnit og er bl.a. optaget af de tre hovedpersoner ‘jeg’, ‘jeget’ og ‘digtet’, som kæmper med hinanden om retten til at danne grundlag for digtningen. ‘Digtet stikker hovedet frem/ jeg tager strubegreb og jeg/ falder på knæ jeget dominerer’ lyder det i det metafikserede digt ‘Deserting’, hvis begyndelse handler om digtes begyndelser. Tumulten og digtenes fødselskomplikationerne fører dog aldrig til stilstand eller tavshed.

Digtene taler eller synger, som de selv flere steder betegner det, trodsigt videre om kærlighed, religion og politik og om det spaltede digterjeg. De ‘ødelagte rum’ (som er titlen på samlingens tredje del) er ikke rømmede, men fyldt med rim, rytme og klanglighed. Og fyldt med svært begribelige billeder i kaskader som ‘smældende øjenvipper fra allerede brændte film æltet sammen og kronet af spidse røde læber fra studiner’ og sære, enkle billeder som ‘mit liv er et sukkeroprør’.

Digtene bærer i deres tegnløse strøm ønsket om forening i sig. Digterjeget vil gerne være et træ i natten. Digterjeget ønsker at blive forenet med elementerne, med det guddommelige og med sig selv, men det er pissesvært. Det ved digterjeget godt, og selvironien bryder velgørende ind og spiller hovedviolin i linjer som ‘Jeg bestiller hele to timers ekstra søvn hos hovedpersonen/ subjektet …’

Det besværlige ved Nicolaj Stochholms digte, for besværlige er de, er deres faren vild. Mange af digtene tager afsæt i et genkendeligt motiv eller noget ganske konkret, som skyggen fra et træ, havet eller tiden der flyder, men bevæger sig så via sammenkædende småord som ‘der’ og ‘som’ og ‘i’ og ‘så’  videre og videre. Småordene postulerer en stærk sammenhæng, ofte en årsagssammenhæng, som er svær at finde. De flakker omkring, digtene, og de få enkle eller helt konkrete sætningsstykker bliver trædesten i moradset af mulige betydninger.

Hvis man læser det umulige ved digtene, som en tjørnehæk sat omkring en bestemt mening, kommer man ingen vegne, og digtene synes indadvendte, som mumlen fra en spåmand. Går man derimod åbenhjertigt ind i Nicolaj Stochholms ødelagte rum, kan man høre en hæs moderne romantiker synge stjerner frem. Høre ham lave bølgeskvulp i de bundfrosne spande, som digte i en af hans linjer bliver sammenlignet med.