Bombet tilbage til … – Sternberg STENALDERDIGTE
Forlaget Kronstork udgiver igen. Digteren Sternberg skriver som det jeg, der i stenalderen opfandt redskaber, landbrug, onani og alt andet. Digtene opfører sig som paradoksale og umulige tidsmaskiner, men jeg er overbevist.
Digt
mine planer
ud over at jeg gerne
vil overleve
rækker kun kortdet ville være anderledes
hvis jeg havde begreber
at tænke medmen her er livet
enkelt
der er ikke tvivl
særlig længedet meste er
sådan noget med
at brænde sig
og derfor fjerne hånden
at have kød
og derfor spise
at være liderlig
og derfor kneppedet er jo både
godt og skidtdet kommer
kun an på
hvad der sker
Wroom, fjerde gennemlæsning af STENALDERDIGTE… Det tager mig tyve minutter. Det er lige som, da jeg i en periode af mit liv så de samme afsnit af The Simpsons igen og igen, hver dag, til jeg til sidst kunne alle replikkerne udenad. Til det tegnede univers til sidst nærmest groede ind i mig.
’Tegneserie-agtig’ kaldes digtsamlingens stil i forlagets pressemateriale. Det kan der være noget om. Sproget er lige præcis så godt timet og lige på og direkte, som tegneserier på tv den gang var. Sproget taler ikke uden om, putter ikke fingre imellem. Stilen er ikke poetisk i klassisk forstand, den udelader ikke ord, subjekter eller objekter, eller noget som helst, den pynter ikke med tillægsord eller billedsprog. Alt er konkret og logisk og i naturlig forlængelse af stenalderjegets bevidsthed eller mangel på samme. Digtsamlingen starter f.eks. med den nøgterne og selvfølgelige sætning: ’det her er mit første/ digt skrevet i stenalderen’. Det er rammen, der er rablende – præcis som i tegneserier kunne man sige. Det er – som i alle digte og i verden i øvrigt – jeget, der er rammen; et jeg, der her i stenalderen ikke gør andet end at jage, spise, sove og lære at onanere. Stenaldermandens opfattelse af verden er umiddelbar, og det er det, der er det rablende i vores øjne. Lige så svært vi har ved at forestille os ’at samle fem fingre/ til en næve/ pande en mand ned/ for at overtage/ en kvinde’, lige så svært har vi ved at forestille os socialt samvær uden spil og kynisme – sådan som her i disse linjer: ’når det er koldt/ ligger vi helt tæt/ og holder om hinanden.’ Det siger i grunden lige så meget om os, som det gør om ham.
Stenaldermandens opfattelse af verden er før-sproglig, og digtene er derfor små paradokser – for hvordan sætter man sprog på ikke-sprogligt materiale? Stenalderdigtene er umulige – en præmis som digtene gang på gang kredser om – men hvad hvis man forestillede sig, at de var mulige? Da bliver digtene små utopier, levn fra noget i princippet uopretteligt, fordi mennesket, da det fandt på sproget, indførte en kile mellem sig selv og omverdenen. Samtidig er det imidlertid noget, man kan stræbe efter, noget man kan forestille sig. En slags civilisationskritik.
Efter nu i mellemtiden at have endt femte gennemlæsning af digtsamlingen må jeg indrømme, at den gror på mig. Sternberg behersker den enkle, selvfølgelige stil – den man ikke studser over – samtidig med at han formår at inkorporere små vækkelsesøjeblikke. Punchlines, kunne man kalde dem. Det er god underholdning, men ikke kun sjov og ballade, for gennem digtenes italesættelse af en anden og alternativ verden opstår en civilisationskritik, som er reel og tankevækkende. Der spørges til, hvorfor vi lever, som vi gør.
Forlaget Kronstork vender altså overbevisende tilbage med denne udgivelse. Langt om længe kunne man sige, for forlaget er noget af det mest spændende, der er sket i dansk litteratur de seneste år. Efter de for godt et år siden udgav Peter-Clement Woetmanns kriminelt oversete MIT INDRE POMPEII, er der ikke sket det store – sådan materielt set. Immaterielt set har forlaget i mellemtiden medlanceret det geniale og monopolbrydende nettidsskrift for digte og kortprosa Slagtryk, men med STENALDERDIGTE trykker de altså igen noget, man kan have i hånden. En stork med gevir i andedammen. En fornøjelse.
