Bon appetit? – Jesper Kurt-Nielsen MAN TAGER EN ALLIGATOR ELLER EN LEGUAN AF PASSENDE STØRRELSE
En rejse gennem obskure madopskrifter, der både fascinerer ved at sprænge de danske mavers fordomme og til tider irriterer i forsøget på at være unødvendigt underholdende.
Træt af den traditionelle danske mad? Så skulle du prøve, at skifte den brune sovs og kartoflerne ud med en klapperslangebøf eller egern med cornflakes… Muligheder er der nok af i Jesper Kurt-Nielsens rejsekogebog, hvor den primære målgruppe med hans egne ord er lænestolseventyrere. For selvom bogens bagside proklamerer, at mange af retterne kan laves i et almindeligt køkken, er det nok tvivlsomt om din lokale slagter lige ligger inde med en hval.
MAN TAGER EN ALLIGATOR ELLER EN LEGUAN AF PASSENDE STØRRELSE er altså mere underholdning og parodi på en kogebog, end en praktisk, anvendelig en af slagsen. Men så er den kogebog på sin egen måde, med lyseblåtternet omslag og praktiske omregningstabeller fra udenlandske til danske måleenheder mm. (Overraskende nok er 1 teaspoon = 1 spiseske?).
Bogen er sin genre tro opbygget i kategoriske afsnit: pattedyr, krybdyr og padder, fjerkræ, alt godt fra havet, insekter, småretter og tilbehør, desserter og drinks. De fleste opskrifter er inklusiv forfatterens kommentarer, hvilket fungerer bedst, når de er af mere saglig art, end når de gerne vil være morsomme eller politisk satiriske.
Det er en balance at være ironisk og samtidig holde respekten i hævd, og enkelte gange er Kurt-Nielsen lidt ude og vippe. Bogen er skrevet med et meget stort glimt i øjet og til tider er humoren lidt for plat og far-agtig for min smag. Eksempelvis i forberedelserne til en anretning af prærieøsters skriver han ”vend testiklerne (det er stadig oksernes, der er tale om) i melblandingen”.
Dog signalerer de mange beskrivelser af dybt mærkværdige madretter generelt en dyb sympati og fascination for verdens alsidighed. Dette understøttes af æstetisk flotte fotografier fra klodens fjerne egne. Dertil kommer at det er umuligt, ikke at lade sig imponere af en menu, der fx kunne bestå af abehjerne i kokosmælk, BBQ bjørn og kakerlak i karamelsovs.
– Denne ret serveres på gaden i Thailand som en lille snack. Kakerlakkerne er ikke af den anæmiske slags, man møder i det gennemsnitlige danske velfærdskøkken, men derimod billernes svar på T-rex!
Jesper Kurt-Nielsen kommer læseren i forkøbet og indrømmer selv, at han er en snob. Men dette til trods kommer forfatterens overlegenhed alligevel til at irritere end smule undervejs. Fx når han giver Karen Blixens AFRIKANSKE FARM et par nedladende bemærkninger med på vejen i indledningen til afsnittet om afrikansk kogekunst. Baronessens klassiker har mig bekendt aldrig tilsigtet sig en status som madlavningsguide, og Kurt-Nielsens kritik virker derfor både malplaceret og umoden.
Rejsekogebogen er en bemærkelsesværdig rejse gennem et overraskende verdenskøkken. Undervejs kunne forfatteren godt have skruet en anelse ned for de kække kommentarer, hvilket ville have gjort MAN TAGER EN ALLIGATOR ELLER EN LEGUAN AF PASSENDE STØRRELSE lettere fordøjelig efter min appetit. Men man kommer ikke udenom, at verdens kulinariske kulturforskelle er imponerende, og at retterne er ret alternative.
