Børnefængslet Nykøbing Falster – Knud Romer DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN
Knud Romers fortælling om en opvækst på Falster appellerer både til hjertet og lattermusklerne. Og er usædvanligt velskrevet.
En blanding af nostalgi, foragt, kærlighed og vrede. De fleste, der er opvokset et sted i provinsen, kan genkende følelsen, når de nu og da, enten mentalt eller fysisk, rejser tilbage til hjemstavnen.
Men for de fleste overskygger de behagelige stunder nok de tragiske, hvis man nu skal være helt ærlig. Ja, nok var det hårdt, at julemanden i virkeligheden viste sig at være fordrukne onkel Daffy i forklædning, og nej, man skulle nok ikke være smuttet med Brian ind på autoværkstedet den lumre nat i august. Men i sidste ende er det ikke noget, der får en til at vågne skrigende op om natten.
Nu er det imidlertid ikke en gennemsnitlig fyr fra provinsen, der har skrevet den såkaldte roman DEN DER BLINKER ER BANGE FOR DØDEN. Det er Knud Romer. En halvstuderet røver, der både har været forbi litteraturvidenskabsstudiet, reklamebranchen, skuespillerfaget og DR2’s ’Smagsdommerne’. Inden han kom så vidt, var han dog i mange år indespærret i et gruopvækkende fængsel, der utvivlsomt både kan hamle op med Vridsløselille og Vestre Fængsel, hvad angår tristesse. Fængslet hedder Nykøbing Falster. Udsigten hedder angst og anklagen står med tydelig skrift på fængselsdragten: ’Tyskersvin’. Den barndom har Knud Romer skrevet en roman om. Eller har han?
Jeg-fortælleren deler nemlig navn og arv (halvt tysk) med forfatteren, er opvokset samme sted og Knud Romer har på intet tidspunkt skjult for medierne, at ’romanen’ på utallige punkter er fuldstændig i overensstemmelse med selvoplevede begivenheder. Så i virkeligheden har læseren vel at gøre med en række bearbejdede erindringer? For min skyld kan vi sagtens kalde Romers debut for en roman. Men det er klart, at romanen indskriver sig i en tendens inden for dansk (og udenlandsk) litteratur for tiden, hvor fiktionen ikke i klassisk forstand skal betragtes som et ‘ægte’ produkt af fantasien, men snarere som et uægte barn, der i lige så høj grad læner sig op af det selvbiografiske.
Men lad os vende tilbage til Nykøbing Falster, hvor Romer vokser op i 60’erne og 70’erne, med en dansk far, en tysk mor og et lokalsamfund, der stadig har holocaust alt for tæt på til at kunne betragte noget medlem af den tyske race som et medmenneske. Lad os gå videre med denne lille isolerede familie, hvis danske familie, kolleger og venner for længst har slået hånden af dem. Et ensomt trekløver af udstødte, der dagligt må tåle ydmygelser, hån og latterliggørelse på et højere plan. Og en dreng, der i en hverdag af angst, skyld og ensomhed forsøger at overleve og opmuntre forældrene, midt i deres tragiske livsbane.
Men DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN er langt fra blot en dybt tragisk, skæmmende og smertelig beretning, der formår at presse tårer ud af sten. Knud Romer formår at bearbejde den store mørke klump på en elegant og særdeles humoristisk facon. Med udsagn som ’Det lykkedes hende at få en plads – ikke i hans hjerte, men i det mindste i bilen’ eller ’Far var forsikringsmand, og hver dag forsikrede han sig om, at der ikke skete noget’, holder Romer sig balancerende på den hårfine grænse, hvor det tragiske forenes med det komiske, uden at læseren bliver i tvivl om, hvor skoen trykker.
Det er en kunst, der er værd at beundre, og ikke mindst stærkt anbefalelsesværdig at læse. På trods af et par enkelte irritationsmomenter, eksempelvis den totale mangel på kapitelinddeling, står DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN tilbage som en af de mest behændige og egensindige danske udgivelser dette forår.
