Bornholm, Bornholm, Bornholm – Dennis Gade Kofod BRØNDTJÆTTEN


Det starter lige lovlig langsomt, men udvikler sig undervejs til en sprudlende fortælling, når den unge, danske forfatter viser solskinsøen fra en anderledes side end turistbureauernes traditionelle: En gammel mands hverdagstrummerum kombineres med sagn om livet under jorden.

Citat

Mogens har forsøgt at fortælle historierne til sine børnebørn og oldebørn. De oplever dem bare ikke som andet end historier, de tror ikke på dem, de tager ikke ved lære. Ja, de holder af ham, og de holder af historierne, hygger sig med dem og Mogens’ måde at fortælle på. Men ligesom naboen, synes de, Mogens er sær, at historierne er sære, usandsynlige.

På bogens bagside beskrives BRØNDTJÆTTENS univers som magisk-realistisk, men der er nu langt fra genrens sydamerikanske rødder til Dennis Gade Kofods anden roman. Forfatteren skal alligevel krediteres for at turde tage kampen op med de magiske fortællinger, selvom det realistiske rent kvantitativt dominerer i romanen, der også har et stærkt strejf af familieanekdote over sig.

Romanen er opbygget af to tekstspor. Det ene er hovedhistorien om Mogens, der er opdelt i tre, hhv. ”Mogens lever”, ”Mogens sover” og ”Mogens dør”. Kronologien er sprængt, således at midterdelen omhandler Mogens’ barndom, hvilket er det mest kraftfulde afsnit. Det andet spor er ”Et sagn om Bonnavedde”, en brutal kæmpe, der vil de underjordiske, troldene som han kalder dem, til livs. Sammenfletningen af Mogens’ og Bonnaveddes historier fremhæver de paralleller, der deres forskellighed til trods, er imellem de to. Her må interessen for de underjordiske nævnes som det vigtigste. De er en slags usynlige beskyttere for Mogens, hans familie og gård, og han ærer dem højt, hvilket ikke er tilfældet for Bonnavedde:

– Det vælter ud med lys. Langsomt løfter højen sig. Det brænder fra pælene, der løfter taget til de underjordiskes sale. Det brænder i øjnene på alle undtagen Bonnavedde. Han stirrer lige ind i ilden. Han kan se dem. Han løfter øksen, han hugger efter den første.

Det største problem ved romanens opklippede opbygning er, at første del ”Mogens lever”, der omhandler hans otium med avislæsning og kaffebrygning, er lidt kedelig. De ellers præcise beskrivelser bliver flere og flere, uden at indholdet ændrer sig noget videre, hvilket gør læsningen langsom og ligegyldig. Det er fint, at læseren bliver bekendt med historiens personer og miljø til at starte med, men det behøver ikke udelukke handling.

Det er især ærgerligt, at man skal næsten halvvejs ind i romanen, før Dennis Gade Kofod skruer op for historien og beviser, at han uden problemer kan skrive både fængende og fantasifuldt. For det er en nydelse, da handlingen endelig accelererer, og de magiske elementer fint indflettes i erindringerne fra dengang Mogens var en dreng, der legede om gårdens brønd som katten om den varme grød. ”I dybet venter Brøndtjætten på drengen Mogens, da han styrter i brønden og mærkes for altid.” som der overdrevet dramatiseret står på bagsiden.

På trods af de falske forventninger den misvisende bagsidetekst giver, er BRØNDTJÆTTEN en god roman, der giver en godmodig indsigt i en gammel mands liv på en ø, leverer minder fra et levet liv på landet og giver indblik i, hvordan forskellige generationer reagerer og forstår de brutale sagn om Bonnavedde, Brøndtjætten og hvad de ellers måtte hedde – alle dem, der gemmer sig i Bornholms underverden.

Skrevet af Louise Rosengreen

Cand. mag. i Dansk og Historie.Forfatter og dansklærer i det virkelige liv.Skriv til Louise

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *